Indiana Jones-type fandt verdens ældste bibel

Var det et håndskriftfund eller antikvitetstyveri, da Constantin von Tischendorf fandt verdens ældste bibel? Cirka 80 år inden mislykkedes en dansker med at få adgang til samme bibliotek i Egypten, men Tischendorf var mere heldig – og fræk, skriver kronikøren

Kasper Bro Larsen
Kasper Bro Larsen

I DET SENE FORÅR 1844 ankom den tyske bibelforsker og manuskriptjæger Constantin von Tischendorf til Sankt Katharinas Kloster i Sinai-ørkenen i Egypten. Hvad han endnu ikke vidste, var, at munkene bag de tykke mure gemte en bibel med den ældste endnu bevarede samlede udgave af Det Nye Testamente. Fundet var sensationelt og kom til at revolutionere den nytestamentlige tekstvidenskab.

Constantin von Tischendorf, der var en ung Indiana Jones-type i tyverne, sprang af kamelen og blev hejst op over muren og ind i klostergården. Det var den eneste måde at komme ind på. Måske var det derfor, det græsk-ortodokse kloster havde kunnet holde stand mod verden udenfor siden 500-tallet. Endnu i dag hører det til blandt de ældste kristne klostre, der fortsat er i brug.

Ifølge Tischendorf selv opdagede han de første beskadigede blade af den ældgamle bibel ved et tilfælde. De lå i en stor kurv sammen med andet manuskriptaffald. Klosterets bibliotekar kunne fortælle, at man allerede havde brændt noget af kurvens indhold af.

Men om anekdoten holder, ved vi ikke. Hvorfor skulle munkene bevare den kostbare bog i halvandet årtusind for så at futte dens ark af i komfuret? Normalt gemte man udslidte tekster på biblioteket eller i særlige lagerrum. Desuden brænder pergament af dyreskind efter sigende ikke særlig godt. Tischendorf ønskede tydeligvis at iscenesætte sig selv som bogens redningsmand – og afværge mistanken om, at han var en gemen bogtyv. Den tanke kan man ellers ikke slippe helt, når man hører den følgende historie:

Artiklen fortsætter under annoncen

Constantin von Tischendorf registrerede hurtigt, at arkene var ældre end noget, han før havde set. De indeholdt dele af Det Gamle Testamente på græsk. Af disse ark tog han 43 styk med hjem til sin sponsor, kongen af Sachsen, og udgav dem i 1846. Ifølge klosteret var arkene kun til låns, men i dag ligger de altså stadig på universitetsbiblioteket i Leipzig. Tischendorf vendte siden tilbage til klosteret ad flere omgange for at se, om der skulle findes mere af den gamle bog. Adgangen blev ikke mindst lettet af, at han fik sig en ny sponsor, nemlig tsaren af Rusland, den ortodokse kirkes beskytter.

I 1859 skete så den helt store opdagelse. Den sidste aften, inden Tischendorf skulle rejse hjem, førte klosterets pedel ham ind i sin celle og viste ham en gammel bog i et rødt klæde. Tischendorf forsøgte at skjule sin begejstring. Men han kunne hurtigt se, at det måtte være den bibel, som de førnævnte 43 løsark stammede fra.

Han læste hele natten og konstaterede, at bogen ikke bare indeholdt Det Gamle Testamente i græsk oversættelse – hvoraf omkring halvdelen var bevaret – men også en komplet udgave af Det Nye Testamente på græsk med de 27 skrifter, som vi kender i dag. Hertil kom to apokryfe skrifter fra den tidlige kristendom: Barnabas’ Brev og Hermas’ Hyrden.

Tischendorf mente, at han var kommet i besiddelse af et eksemplar af de 50 pragtbibeler, som kejser Konstantin den Store i år 331 bestilte hos den lærde Euseb af Caesarea i Palæstina. Konstantin var den første romerske kejser, der begyndte at bruge kristendommen som sammenhængskraft i Romerriget. Derfor skulle der også være en større enighed om, hvad kristendom overhovedet var. Han tog initiativ til det store kirkemøde i Nikæa i år 325, hvor kirkens biskopper formulerede en fælles trosbekendelse, og måske skulle de 50 bibeler på samme måde skabe et fælles fundament for imperiets kristendom.

Bibelteksternes ordlyd var nemlig ikke mejslet i sten i oldkirken. Man kunne jo ikke bare lave nye bibeler i en kopimaskine, så der var altid fejl eller bevidste ændringer i de enkelte håndskrifter. For eksempel er Johannesevangeliets fortælling om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, ikke med i ”Codex Sinaiticus”. Og Markusevangeliets sidste kapitel slutter allerede med vers 8.

Konstantin den Stores 50 bibeler kan være tænkt som en slags mastermanuskripter, der skulle skabe større enshed i tekstoverleveringen.

Men om bogen fra klosteret på Sinai virkelig er én af disse manuskripter, er tvivlsomt. De fleste forskere er dog enige med Constantin von Tischendorf i dateringen af håndskriftet til omkring midten af 300-tallet.

Constantin von Tischendorf fik ikke lov til at tage bogen med de 347 ark med sig, da han dagen efter sin opdagelse skulle rejse til Kairo. Men i Kairo lykkedes det Tischendorf med diplomatisk snilde at få det arrangeret sådan, at en beduin kunne hente bogen, så han kunne sidde på munkenes datterkloster i Kairo og transskribere arkene der.

Om Tischendorf fik officiel tilladelse af munkene til at tage bogen med videre fra Kairo til Sankt Petersborg i Rusland, strides man endnu om. Tischendorf tog i hvert fald bogen med sig.

I 1862 kunne han derfor udgive sin store udgave af ”Codex Sinaiticus”og overdrage bogen med de 347 ark til tsaren i forbindelse med det russiske riges 1000-årsjubilæum. I 1869 underskrev munkene i Sinai-ørkenen et officielt donationsbrev – og fik til gengæld nogle modydelser af tsaren.

Men historien om ”Codex Sinaiticus” slutter ikke i Sankt Petersborg. Interessen for kirkelige bøger ophørte brat i Rusland med den kommunistiske revolution, og i 1933 satte Stalin manuskriptet til salg. Den britiske regering slog til og betalte 100.000 pund, hvoraf halvdelen var indsamlede private midler. I dag findes langt størstedelen af ”Codex Sinaiticus”derfor på British Library i London.

Siden har man opdaget flere rester af ”Codex Sinaiticus”. For eksempel fandt Sankt Katarina-munkene efter en brand i klosteret i 1975 et gammelt lagerrum med over 1000 blandede håndskriftrester. Hertil hørte rester af yderligere mindst 18 ark fra ”Codex Sinaiticus”. Verdens ældste bibel er med andre ord spredt for alle vinde, men takket være det fælles ”Codex Sinaiticus” - projekt har enhver siden 2009 kunnet se alle hidtil fundne dele af bogen online.

Constantin von Tischendorf var kun én blandt mange europæiske Indiana Jones-typer, der i 1700- og 1800-tallet rejste Nærorienten tynd for at indsamle viden og orientalske artefakter til deres kongelige sponsorer.

Den 15. september 1762 – omkring 80 år før Tischendorf – stod danskeren Frederik Christian von Haven uden for klosteret klar til at blive hejst op over muren og ind til det skønne bibliotek, som han vidste var derinde. Det var netop for at skaffe gamle bibelhåndskrifter, at den danske konge havde sendt filologen von Haven af sted på den store arabiske ekspedition, hvorfra kun naturvidenskabsmanden Carsten Niebuhr vendte overlevende hjem.

Christian von Haven havde ganske vist et anbefalelsesbrev, der skulle give adgang til klosteret. Men det viste sig at være forældet, så han blev afvist af munkene. Som han skriver, ”saa fortrød det mig endnu meer, at ieg maatte lade alle disse Codices ubeset”. Så tæt på. Så typisk dansk.

Omkring 80 år senere var Constantin von Tischendorf mere heldig – og fræk. Men havde von Haven kendt sin besøgstid, kunne selveste ”Codex Sinaiticus” i dag have ligget på Det Kongelige Bibliotek i København. Ærgerligt, for som en forsker sagde til Tischendorf med henvisning til den britiske dronnings krondiamant: ”Jeg ville hellere have fundet dette manuskript end selveste Koh-i-Nur.”

Der kan læses mere om bibelhåndskrifter og sensationelle tekstfund i det kommende temanummer af Bibliana, Bibelselskabets gratis populærvidenskabelige netmagasin.