Prøv avisen
Kronik

Indret byen til ældre og handicappede og gør den tilgængelig for alle

Andelen af borgere, hvis fysik stiller andre krav til deres omgivelser, vokser sig altså stadig større. Og det samme gør derfor behovet for at skabe byrum og boliger, der sikrer adgang for alle, skriver kronikører.

Fremtidens arkitekter skal have bedre blik for de ældre og de handicappede. Hvis vi indretter byen til mennesker med funktionsnedsættelse, bliver den nemlig ikke bare mere tilgængelig for dem – men for alle

Som danskere er vi vant til at færdes frit og tage vores adgang til byrum og bygninger for givet. Men forestil dig et øjeblik, at det ikke var sådan. At der var steder, du ikke kunne komme. Steder, hvor du var forment adgang. Et bibliotek, for eksempel, en museumsbygning, en forretning – eller din nærmeste vens lejlighed.

Sådan ser virkeligheden ud for en lille, men voksende gruppe af danskere. Borgere med bevægelseshandicap, borgere med synshandicap, borgere med kognitive eller psykiske handicap og sidst men ikke mindst den voksende gruppe af borgere, der på grund af alder og svækket mobilitet oplever, at adgangen til det omgivende samfund bliver mindre.

Selvom flere af landets byrum og bygninger de seneste årtier er blevet udstyret med ramper, handicapvenlige toiletter og overgange uden niveauforskelle, er borgere med funktionsnedsættelser fortsat dømt ude, når det gælder adgangen til en lang række byrum og bygninger. Og det ser ikke afgørende bedre ud, når man vender blikket mod de bebyggelser, der opføres i dag.

Den seneste undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut viste, at ikke én eneste ud af i alt 10 undersøgte nyopførte bygninger opfyldte samtlige krav til tilgængelighed for mennesker med handicap. Aktuelt har transport- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) foreslået ændringer til Bygningsreglementet for enfamilieshuse, der begrænser tilgængeligheden i nybyggeri for mennesker med et handicap.

Selvom beregninger gang på gang har vist, at det hverken er dyrere eller mere tidskrævende at opføre bygninger, der sikrer tilgængelighed for alle, sker det altså ikke. Spørgsmålet er hvorfor?

Vi tror ikke et øjeblik, at det skyldes ond vilje eller et manglende ønske om at inkludere mennesker med funktionsnedsættelser. Men vi tror, at det skyldes et manglende blik for, at kroppen kan være en anden end den gennemsnitlige og fuldt funktionsdygtige krop, som vi historisk set har tegnet vores byer og bygninger til. Derfor skal blikket for det ældre menneske og mennesket med funktionsnedsættelse skærpes. For når vi bliver bedre til at tænke tilgængelighed ind som et naturligt arkitektonisk parameter frem for en tilføjelse i form af en rampe, bliver vores bygninger og byrum ikke bare mere tilgængelige for mennesker med handicap, men mere tilgængelige for alle.

En større opmærksomhed på adgang og fri bevægelighed for mindretallet tager nemlig ikke noget fra det store flertal. Tværtimod. Tilgængelighed i design og arkitektur – eller universelt design, som det også kaldes – har gang på gang vist sig at skabe mere værdi ikke bare for mennesker med funktionsnedsættelser, men for alle.

Et klassisk eksempel kan findes hos bilproducenten Ford, der i midten af firserne begyndte at designe biler med udgangspunkt i den ældre og mindre mobile krop for at øge bilernes brugervenlighed. Strategien virkede. Ved at tage udgangspunkt i det ældre menneskes behov skabte Ford en bil, der var nemmere at komme ind og ud af og nemmere at navigere. Kort sagt en bedre bil.

Og man behøver hverken tage til USA eller helt ind i bilproducenternes maskinrum for at finde eksempler på, hvordan universelt design kan bidrage positivt til alle samfundets borgere. Også herhjemme kan vi se, hvordan arkitektur og design tegnet til mennesker med funktionsnedsættelse viser sig at komme langt flere til gavn.

Tænk bare på, hvordan etableringen af belagte stier på flere af landets strande har sikret ikke alene kørestolsbrugere, men også mødre og fædre med småbørn i barnevogne en vej gennem sandet og adgang til vandkanten. Og tænk på, hvordan lavt opsatte kummer, håndvaske og spejle på offentlige toiletter ikke alene kommer kørestolsbrugere til gode, men også betyder, at små børn nu selv kan nå op til håndvasken og se sig i spejlet. Det, der er nødvendigt for nogle, viser sig med andre ord at være godt for langt flere.

Der er derfor kun gode grunde til at styrke vores fokus på og øge vores viden om tilgængelig arkitektur og design. Det arbejde sætter vi gang i nu. KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – vil med støtte fra Bevica Fonden og i tæt dialog med Danske Handicaporganisationer (DH) styrke forskning og uddannelse i tilgængelighed.

Ambitionen er ikke kun at generere ny viden og undersøge, hvordan vi helt konkret kan udvikle nye måder at tænke tilgængelighed ind i vores byplanlægning og bebyggelser, men også at forankre den tænkning hos kommende generationer af arkitekter.

Arkitektur handler selvfølgelig om formgivning af rum, bygninger og landskabelige strukturer, men arkitektur handler i høj grad også om politik, menneskesyn og samfundsudvikling. Det inkluderende samfund, hvor der er mulighed for ligeværdig deltagelse, rummer også en arkitektonisk dimension. Da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, fik det også konsekvenser i byggeriet. Der skulle indrettes nye omklædningsrum på arbejdspladserne og etableres dametoiletter. Helt nødvendige konsekvenser, hvor vi i dag ikke kunne drømme om, at det var anderledes.

I de senere år har klimaets forandringer og den globale udvikling øget vores fokus på bæredygtigt byggeri. På grønne løsninger, afledning af regnvand og energieffektivitet. Klima og miljø i arkitekturen er på vej til at blive en selvfølge. Forestil jer, at man med samme selvfølgelighed skabte byggeri, der var socialt bæredygtigt. Hvis arkitekturen i folkeskoler og ungdomsuddannelser i højere grad understøttede inklusion af børn med adhd og autisme. Eller hvis arkitekturen i højere grad tilbød løsninger, så flere personer med handicap kunne komme i arbejde.

Den måde, vi bygger og indretter bygninger og byrum på, har også indvirkning på den sociale inklusion, og om vi kommer hinanden ved i det daglige. Et sted, hvor adgangen også kan forbedres, er på kultur- og naturområdet. Hvis man vil en tur på museet, i teatret eller til aftenskoletilbuddet om madlavning eller kunstmaling, kan tilgængeligheden være en konkret barriere. Forestil jer en vennekreds, der i 30-40 år har fulgtes ad på museer, i teatret eller andre kulturarrangementer, og den ene får en funktionsnedsættelse, der gør, at hun for eksempel ikke kan gå. Det har jo ikke bare betydning for én person, men en hel vennekreds eller en hel familie. Hvad sker der så? Skal det sætte en stopper for interessen for kulturlivet?

Her kan arkitekturen tilbyde løsninger, der sikrer det sociale liv.

Ambitionen om større tilgængelighed er derfor en ambition, som KADK og DH af åbenlyse årsager deler. Men den demografiske udvikling kræver også, at det er den vej, vi går.

Andelen af ældre vokser. Især andelen af borgere på 80 år og derover vil de kommende år vokse sig større, og med alderen svækkes ikke bare muskelstyrken og dermed mobiliteten, også risikoen for en række sygdomme – for eksempel demens – stiger markant. Samtidig betyder medicinske og teknologiske fremskridt, at mennesker, der rammes af invaliderende ulykker eller sygdom, eller mennesker født med funktionsnedsættelser ikke bare overlever og lever længere, men også har potentialet for at føre rigere og fuldere liv og bidrage til det samfund, de er en del af.

Andelen af borgere, hvis fysik stiller andre krav til deres omgivelser, vokser sig altså stadig større. Og det samme gør derfor behovet for at skabe byrum og boliger, der sikrer adgang for alle.