Prøv avisen

Ingen skal skamme sig over at elske den, de elsker

Morten (th.) blev kun 32 år og døde af den leukæmi, som havde ramt ham præcis et år tidligere. Foto: Privatfoto

Kærligheden er alt, vi har, og ingen må nogensinde stille sig i vejen for kærligheden. Tager vi den alvorligt, lever vi for evigt i hinandens hjerter, skriver dagens kronikør, der mistede sin mand i juni sidste år. Han blev 32 år

Kronik: Dette er en historie om, hvorfor ingen må skamme sig over kærligheden. Den er alt, vi har.

Den 10. juni sidste år, en stille fredag morgen, sov min mand, Morten, ind ved min side. Morten blev kun 32 år og døde af den leukæmi, som havde ramt ham præcis et år tidligere.

Morten var frisk indtil den allersidste aften, fuld af liv og varme og glød i de dybe øjne. I løbet af natten mistede han bevidstheden, og tidligt om morgenen døde han, mens Danmark vågnede uden for vinduet.

Det eneste, jeg kunne tænke, var, at jeg elskede ham meget højt. Jeg fortalte ham det også den morgen, selvom jeg ikke tror, han kunne høre mig. Jeg fortalte ham alt det, han var for mig og andre. Jeg hviskede ham søde ting i øret. Der var intet, han ikke havde hørt før.

Jeg mødte Morten otte år forinden. Jeg blev væltet omkuld af dette kreative, uselviske, smukke, eventyrlystne, elegante og kærlige menneske. Jeg forstod ikke helt, hvad der skete. Det, der skete, var kærligheden. Og vi så os aldrig tilbage.

Selvfølgelig kunne Morten – ligesom jeg – være irriterende, og selvfølgelig skændtes vi en gang imellem. Men aldrig om noget væsentligt.

I efteråret og langt ind i vinteren har jeg boet i et land, der hedder Sorg. Det er ikke et sted, man selv vælger at være. Det er heller ikke noget, man kan forberede sig på. Det er som en kæmpebølge, der bare skyller ind over en.

Jeg mødte ekstrem varme fra alt og alle, nær og fjern, men ingenting hjalp rigtigt. Jeg kæmpede skridt for skridt. Følte mig som en lille dreng, der løb hen over isen, som bare knagede og forsvandt under mig. Eller som et dyr, der krøb sammen på stranden efter en altødelæggende storm.

Jeg vandrede København tynd. Jeg tog til Paris, hvor vi havde været så tit, og gik og gik. Jeg besøgte Louvre en sommeraften og græd for mig selv.

Noget af det eneste, der for alvor ramte mig i efteråret, var den norske tv-serie ”Skam”. Jeg begyndte at se den, noget før den for alvor blev kendt i Danmark, og jeg føler, at den store opmærksomhed skygger lidt for de temaer, som serien så begavet behandler. Men hypen kommer jo af en god grund. For serien gør det, som kunst og fiktion kan, når det er allerbedst. Den rører os og rører ved os.

For mig var det en meget privat og inderlig oplevelse, da tredje sæson gik i gang i starten af oktober. Jeg kunne spejle mig i hovedpersonen Isaks historie, der langsomt udfoldede sig over efteråret med små klip og tekstbeskeder fra Oslo – parallelt med at jeg i København prøvede at overleve i en ny hverdag uden Morten. Isaks fiktive liv var næsten det eneste, der trængte ind til mig.

Jeg havde i efteråret taget Mortens mellemnavn Bech og gjort det til mit eget. Det var derfor en navnefælle til os begge – Nils Bech – jeg på halvårsdagen for Mortens død hørte synge guddommeligt smukt direkte til ”Skam”-Isaks hjerte til julekoncert i Sagene Kirke i Oslo. Endelig omfavnet af venner, forældre og kirke styrtede Isak ud i regnen. Renset for skam, kun med øje for kærligheden og sin elskede. Der er kampe, vi ikke kan og skal kæmpe alene. ”Du er ikke alene,” hviskede Isak til sin Even.

Vi har alle vores historie, og Mortens og min er en anden – men budskabet fra seriens forfatter, Julie Andem, ramte mig den barske dag med monumental kraft. Det er en vigtig historie, hun og de to unge norske skuespillere Henrik Holm og Tarjei Sandvik Moe formidler ved så indlevende at vise alle drenge, at de fortjener kærlighed. Også når de elsker andre drenge.

Jeg kunne genkende Isaks inderlige frygt, men vores kongerige gav ligesom Isaks plads til vores kærlighed, og det samme gjorde vores familier. Sådan er det langtfra i alle familier og kongeriger.

Selv i vore tolerante skandinaviske lande skal vi ikke gøre det nemmere, end det er. Der findes selvfølgelig mennesker, som gerne vil være anderledes, men de fleste teenagere vil blot ligne deres kammerater. Den forestilling om livet, som de fleste tager for givet, er mindre ligetil, når man som ungt menneske indser, at man er tiltrukket af sit eget køn. Hvordan dele af omverdenen kan andet end bakke op om unge mennesker, der elsker hinanden, kommer jeg aldrig til at forstå.

Tilbage i juni sidste år flyttede Morten og jeg på hospice. Et par nætter før Morten døde, insisterede han på, at vi midt om natten skulle ud i hospicets have og jagte dugdråber i græsset. Vi havde sodavand og is med. Morten var helt frisk i hovedet, men kunne ikke gå, og stierne var slet ikke bygget til hjulene på hans hospitalsseng. Situationen var ekstrem, men det var et smukt øjeblik. Jeg sværger, vi var lykkelige der. Midt i den lyse nat.

Den følgende aften spurgte en hospicesygeplejerske mig, hvordan jeg havde det. Jeg kiggede på hende og sagde: Det må lyde underligt, men kan man være lykkelig her? Hun svarede: Det er ikke underligt. Lykken er lige nu og her. Du kan kun være lykkelig i dette øjeblik. Fremtiden er her ikke endnu.

Den dag lægerne sagde, de ikke kunne gøre mere, kiggede Morten på mig og sagde: Du må love mig at blive ved med at nyde solen – og lade dig elske. Det er rart at blive elsket.

Ja, det er det.

Min historie er kun unik, fordi Morten har forladt denne jord. At miste sin ægtefælle i en ung alder er heldigvis en skæbne, jeg deler med få. Morten og jeg gik fra at være et ungt par, der drømte om fremtiden, til på rekordtid at blive gamle sammen i en ung alder, i takt med at Mortens sygdom blev mere og mere alvorlig.

Den dag, Morten døde, mistede jeg ved samme hjerteslag min mand, min bedste ven, min fremtid, min yndlingsklippe.

Verden vil så gerne hjælpe. Den vil så gerne løse problemer, og intet skræmmer folk mere, end når de ikke kan hjælpe. Sorg er ikke et problem, der kan løses. Sorg er et vilkår. Sandheden er, at verden ikke kan gøre andet end at anerkende dit skrig, din smerte, din totale afmagt.

Men der er noget andet, verden kan gøre. Den kan lytte til mig, når jeg forklarer, hvad der nu otte måneder senere holder mig i live – og gør mig i stand til at opfylde Mortens ønske om at kigge op mod solen og lade mig varme af den.

Jeg giftede mig med en mand, som hele sit korte liv forstod, at livet er lige nu, og tog kærligheden alvorligt. Han er med mig hver dag. Han var det, da solen stod op i går, da den gjorde det i dag, og når den gør det i morgen. Det er den eneste måde, jeg kan fungere på. Jeg tør ikke tænke på, hvis nogen havde nægtet mig denne kærlighed, eller jeg ikke havde turdet række ud efter den.

Jeg skylder Morten at søge livet og aldrig miste troen på kærlighedens styrke. Og jeg skylder Morten at fortælle min historie, hvor ondt det end gør. For sorg er også en urkraft, som gør sandheder lysende klare og giver mod til at sige dem højt, uanset hvad verden tænker. For livet er meget simpelt.

”I kærlighed, dugdråber og lune vinde finder vi hinanden,” skrev Morten til mig på et smykke, han fik lavet få dage før sin død. Sådan var Morten, og jeg har nu gentaget ordene på hans gravsten.

Ingen må nogensinde stille sig i vejen for kærligheden, og ingen skal skamme sig over at være den, de er, og elske den, de elsker.

For kærligheden er alt, vi har. Og tager vi den alvorligt, lever vi for evigt i hinandens hjerter.

Foto: Privatfoto
Den 10. juni sidste år, en stille fredag morgen, sov min mand, Morten, ind ved min side. I efteråret og langt ind i vinteren har jeg boet i et land, der hedder Sorg. Det er ikke et sted, man selv vælger at være. Det er heller ikke noget, man kan forberede sig på. Det er som en kæmpebølge, der bare skyller ind over en, skriver Mogens Bech Daugbjerg. Foto: Privatfoto
Billede af Morten fra hans tid som chimpansepasser i Cameroun. Foto: Privatfoto