Ingenting til vinderen

Ernest Hemingways debutroman fra 1926, »Solen går sin gang«, har hentet titel fra og indledes med et citat fra Prædikerens Bog 4-7, hvor der står de sande ord om, at slægt følger på slægt, alle strømme rinder mod havet, og solen går sin gang over det alt sammen. Uanset hvad hver enkelt generation under solen foretager sig og føler som sin særlige mission eller skæbne, kunne man tilføje. Og fra solens perspektiv må generationers indbyrdes uoverensstemmelser nødvendigvis tage sig ud som gentagelser i et evigt mønster. Men måske er der særlige tidsperioder under solen - som vor egen - hvor generationerne står særligt stejlt over for hinanden og gør krav på at få deres helt specielle egenart defineret og sat i fokus. Måske er vort århundrede i dets hastigt accellererende tempo i det hele taget en periode, hvor hver generation særskilt føler sig udsat og udset til at gøre op med fortiden og afstikke nye mål. Ja, måske. Men den enkelte generations fare for perspektivforskydning, selvbeskuelse, selvhøjtidelighed og mangel på sans for kontinuitet er indlysende, når den føler sig udset som henholdsvis fortabt, lost, slået, beat eller snublende i forhold til den forrige generation. Det var netop for at afbalancere digterkollegaen Gertrude Steins udtalelse til Hemingway om, at »I tilhører alle en fortabt generation«, at han benyttede afsnittet fra Prædikerens Bog som en modvægt. Og det gjorde han klogt i. På sin vis var og er »Solen går sin gang« en bekræftende bog om at lære at leve med sine sår - som i jeg-fortællerens tilfælde - og leve og glædes på-trods-af. Men det var ikke dét, den samtidige kritik slog ned på. Den hæftede sig ved og fremhævede, hvad den selv kaldte »det tidstypiske« - det »fortabte« i hovedpersonernes reaktionsmåder - og bogen blev vitterligt også læst som »generationsbibel« af samtidige jævnaldrende. Mange følte, at her blev et spejl holdt op, som man kunne spejle og identificere sig i. Når man stadig kan læse »Solen går sin gang« - eller for den sags skyld et tidligere generationshit som Goethes »Den unge Werthers lidelser« - så er det ikke som tidsbillede, men på grund af det liv og overskud, der er i bogen, på trods og på tværs af det tidstypiske. Nu gjaldt det om at være fortabt, bare klø på! Selvfølgelig er vi alle børn af vores respektive tider, hvad enten vi står på hovedet eller stritter imod, men er vi ikke også børn af noget andet og mere? En mand som Ernest Hemingway gik ind i sin tid med brask og bram og modtog mange bogstavelige sår i sine nærkampe. Hans liv var forlæg for hans digtning på en meget direkte måde, men det var også et udadvendt liv, som i sig selv påkaldte offentlighedens interesse. De krige han deltog i og dækkede som reporter, de sår han pådrog sig, de kærlighedsaffærer der optog ham, de jagt- og fisketure han dyrkede, den tyrefægtning der vedblev at fascinere ham, de forskellige miljøer i forskellige verdensdele han fik indblik i - i alt dette er der stof og »roman« nok til at sætte læserens fantasi i svingninger. Og dette Hemingways ydre liv måtte selvfølgelig også friste filmfolk, for der var nok af action at tage af. Han var i høj grad til stede, hvor tingene skete, og han fik dem selv til at ske. Han var bl.a. til stede som ung ambulancechauffør på den italiensk-østrigske front under Første Verdenskrig, hvor han selv blev såret i forsøget på at redde en såret soldat. På lazarettet mødte han sygeplejersken Agnes von Kurowsky, som tilhørte det udsendte internationale Røde Kors-personale. Det blev forelskelse ved første blik. Disse biografiske data, som Hemingway senere skulle bearbejde digterisk i romanen »Farvel til våbnene«, havde instruktøren Richard Attenborough som forlæg til sin film fra 1997, »In love and war«. Hemingway befandt sig i sit liv i mange miljøer som vidne, hans baggrund var journalistikken, og i første del af vort århundrede strejfede han flere af tidens centrale politiske brændpunkter. Men han gik også ud på sidevejene. Attenborough satte i sin film fokus på et centralt begivenhedsforløb fra Hemingways ungdom i krigens og kærlighedens tegn. Men der kunne stilles skarpt på andre forløb i dét liv. Fordi det levedes så intenst så mange steder. Faktisk kunne en stor del af det halve af vort århundredes historie være enten baggrund eller forgrund i en filmatisering af Hemingways liv fra fødsel til død. Der var nok af ydre succes og belønning i hans liv, men hans egne tekster fortæller som oftest en anden historie, og det er dem, man går til i sidste ende. Hemingway kom ud af Første Verdenskrig med flere fysiske sår, men også som en såret idealist, som andre unge amerikanere. Det er bl.a. på den baggrund, man må forstå hans tidlige sproglige nøgternhed, hans bevidste vægren sig ved »at sige for meget« og bruge floromvundne vendinger. Han og flere af hans generation så efterkrigsverdenen som en udbrændt åndelig ødemark, hvor den hektiske livsudfoldelse i 1920'erne bare satte tomheden i relief. I den situation var han med til at sanere sproget, så at det igen blev muligt at tale anstændigt om menneskelige erfaringer. Man har talt om hårdkogthed i forbindelse med ham, men der var ingen manerer i den unge forfatters sprogbehandlinger. Der var et desperat forsøg på redelighed og på at bruge sproget som erkendelsesredskab, Hemingways personer i novellerne og romanerne siger ikke så meget, og det er sjældent guldkorn, der kommer ud af munden på dem. Men deres tavshed, og det de undlader at sige, gøres meget talende af forfatteren. Hans bedste tekster vibrerer stadig med en seismografisk følsomhed over for det uudsagte. De fleste af Hemingways helte står uden noget at læne deres hoved til - ingen frelsende religion eller stat - men netop derfor bliver den personlige integritet vigtig, og stilen og viljestyrken betyder alt. Der er »ingenting til vinderen« - som en af hans novellesamlinger hedder - den ydre succes er tom. Men den personlige værdighed og den veludførte gerning i det hemingwayske ingenmandsland fejres i næsten religiøse termer, men med mandig blufærdighed. Det store intet truer fra alle sider. Det gælder om ikke at give efter eller op over for det, men om at skabe sin »Island in the Stream«, sin ø i havet, hvor man er suveræn og kan sit håndværk sammen med andre gode håndværkere, som heller ikke siger for meget. Den gode matador, bokser, jæger eller fisker besynges, det ensomme handlingsmenneske, som gør en dyd af nødvendigheden og viser »grace under pressure«, stil og værdighed under pres, hvad enten det så ender med officiel sejr eller nederlag, det er af mindre betydning. Set i tilbageblik er det den unge Hemingway fra tiden mellem de to verdenskrige, der står sig bedst - det er almindeligt anerkendt. Her er løvens klør skarpe, mens den gamle løve lidt for ofte blev en ufrivillig parodi på sig selv og en fange af sin egen myte. Han slækkede på sprogdisciplinen, og den indestængte sentimentalitet, som blev holdt i ave i de unge år, fik frit løb. Det er måske rigtigt, men der var også noget meget menneskeligt bevægende og gribende i den sene Hemingways kamp med sit stof og sine sår. Med alderen lukkede han mere op for sluserne. Papa Hemingway blev mere af en bekender, frivilligt og ufrivilligt. Det gør hans værk mere uegalt, sprækkerne i lakken kan ses, men det griber som menneskeligt dokument. Når man én gang er blevet forelsket i hans stemme og tone, tager man også den mere sprukne røst med. Det stærkeste samlede indtryk af Hemingway var og er hans klarsyn i sin tid, hans skepsis og hans måde at få tavsheden til at tale. Jean Paul Sartre har et sted kaldt Albert Camus' roman »Den fremmede« for »Kafka skrevet af Hemingway«. Måske lige lovlig smart, men jeg kan godt se pointen, og de tre herrer, Kafka, Camus og Hemingway, kunne være passende bud på, hvem af vore tiders kanoniserede klassikere man også vil læse i det kommende århundrede. Andre kan komme på tale, selvfølgelig, men disse tre vil alle og enhver kunne gå til, forudsætningsløst, uden et forklarende noteapparatur. De vil kunne læses og værdsættes på flere planer, for når de var bedst, nærmede de sig mytens og eventyrets (og gyserens) enkelhed i udtrykket. Kommende generationer vil hos dem se vort århundredes almene mareridt omkring fremmedgørelse og bureaukrati, krig og massedød - og de gode glæder indimellem - se dem støbt i en enkel form, som rummer kompleksiteten i sig. Og som også rummer noget mere end deres egne tiders fortabte generationer. n forfatter