MIT JULEOG NYTÅRSØNSKE ER, at den nye regering laver et integrationspolitisk realitetstjek og lancerer et opgør med den integrationspolitiske kassetænkning. På samme måde som da daværende beskæftigelsesminister og integrationsminister Inger Støjberg (V) i 2010 sagde, at hun havde fået nok af pipfuglekurser i beskæftigelsesindsatsen. Mon vi kan håbe på samme opgør med pipfuglekurser i integrationsindsatsen?
Siden 2001, hvor Dansk Folkeparti med 22 mandater hjalp VK-regeringen til magten, er udlændingepolitikken år efter år blevet gradvist strammere. Og ved regeringsskiftet i 2019 er det også gået op for Socialdemokratiet, at man ikke vinder mange valgkampe uden en udlændingepolitik, der begrænser adgangen til Danmark. Alle klapper i deres hænder og siger, at stramningerne har hjulpet.
Det interessante er, at sideløbende med de konstante stramninger er volumen af en integrationsmæssig projektøkonomi vokset. Integration var lige pludselig ikke et personligt ansvar, men blev institutionaliseret i skyggen af det det nyoprettede integrationsministerium. Og selvom Fogh-regeringens første beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V), kort efter sin tiltræden luftede sin bekymring over den daværende arbejdsformidling, der ifølge ham gav alt for meget rum til den enkelte socialrådgivers dømmekraft, kom denne bekymring aldrig til at omfatte integrationspolitikken. End ikke under det berømte opgør med pipfuglekurserne.
Det marked fortsatte ufortrødent med at vokse, så der i dag ikke er den organisation, der efterhånden ikke har en offentligt finansieret indsats på integrationsområdet.
Det gælder de store idrætsorganisationer, de boligsociale helhedsplaner, jobcentre og et hav af private aktører. Alle har de eksperter, der kan opfinde barrierer for nydanskernes deltagelse på arbejdsmarkedet, i foreningslivet eller i skolen. Barrierer, som kun overvindes i tæt samspil med en konsulent, der engang har rejst med rygsæk gennem Mellemøsten og derfor ved alt om arabiske mænd eller kvinders adfærd.
Der er ansat er hav af ressourcepersoner, der skal oversætte de såkaldte kulturelle og sociale koder mellem Danmark og den arabiske verden. Det på trods af, at den arabiske verden faktisk består af 23 vidt forskellige lande, som at dømme efter situationen dernede ikke altid syntes at dele de samme koder og traditioner.
MEN DET ER DER IKKE NOGEN, der sætter spørgsmålstegn ved. Det har de skiftende integrationsministre, deres støttepartier eller opposition indtil videre ikke gjort. De har været forblændet af at stramme udlændingepolitikken, og selvom de har himlet op om danske værdier, personligt ansvar og folk, der kan og vil, så har markedet for integrationspolitiske projekter haft endnu gunstigere vilkår, end en af Cepos’ mange chefer ville mene, at markante skattelettelse ville have på samfundsøkonomien.
I mine mange år som konsulent og foreningsaktiv har jeg besøgt rigtig mange udsatte områder. Billedet er det samme alle steder. Der er ikke det, folk med rødder i andre lande, skal have hjælp til. Foreningsdeltagelse, jobsøgning, cykelkurser og jeg kunne blive ved.
Det ene sted har DIF et projekt, det andet sted har boligselskabet, det tredje en kommunal forvaltning, det fjerde SSP og et helt andet sted ministeriet, der skal hjælpe unge med at finde deres identitet. Fællesnævneren syntes at være den samme: at beboerne ikke kan hjælpe sig selv. Hvorfor skulle de dog også det?
NÅR EN FODBOLDELLER BOKSEKLUB kan tilbyde sine medlemmer udstyr og frit kontingent, hvorfor så melde sig ind i klubben på den anden side af gaden? Når der bliver ansat op til flere konsulenter, der skal hjælpe de unge ind i foreningslivet, fordi det åbenbart er meget vanskeligt at blive integreret i foreningslivet, når ens forældre kommer fra Marokko, hvorfor så gøre det selv?
Hvis en lokal indsats varetager jobformidlingen til unge, hvorfor så gøre en indsats med selv at spørge, om jobbet som flaskedreng eller bagerekspedient er ledigt?
For hvis man italesatte dette, ville det udhule markedet for integration, og det er integrationslobbyisterne ikke interesserede i. De lever nemlig af barrierer.
Hvis man for alvor mente, at folk kunne tage ansvar for egen integrationsproces, ville man jo overflødiggøre mange af de projekter, der eksisterer rundt om i landet. Og det ville koste mange organisationer penge, selvom man måske ville have overskud til at hjælpe dem, der virkelig har brug for det.
Det sørgelige er, at integrationslobbyisterne uden politisk modspil fra højre eller venstre ukritisk har kunnet oversvømme integrationsmarkedet med alverdens udfordringer, der har ligheder med vandmarkedets konstruerede behov for vand på flaske. Selvom videnskaben har påvist, at det er en myte, at kroppen har behov for konstant at blive tanket op med vand, er der konstant flaskevand i vores tasker, når vi er på farten.
GÅR VI HELT TÆT PÅ de mange projekter, har de faktisk ikke ændret sig i form eller formål siden 2001, bortset fra, at antallet og omkostningsniveauet er steget. Det på trods af, at mange politikere gennem årene har pralet af, at man har fået styr på udlændingeområdet. Åbenbart ikke integrationsområdet.
For hvis det var sandt, hvorfor smider vi så stadig konstant penge efter fantasifulde projekter? Hvorfor måler vi så stadig integration ud fra de samme kriterier som uddannelse og job? Hvorfor er der ikke nogen af integrationsindustriens orakler, der spørger, hvorfor så mange af de veluddannede, nydanske kvinder, der efter snart 20 år integrationsindsats, ikke er blevet gift med en kristen dansk mand?
I min optik får vi aldrig reel integration, før danske Viggo og somaliske Miski kan nyde hinandens selskab, uden at det ender ud i begreber som haram og æresrelaterede konflikter.
Men det er desværre ikke en problemstilling, integrationsindustrien har en interesse i at sætte på dagsordenen, for det lader sig nemlig ikke løse af de sædvanlige integrationsprojekter.
Tværtimod skal fortællingen om de store kulturkløfter helst holdes varm, så vi stadig har brug for dialogkaffe, ressourcepersoner og foreningsstøtte til nydanskere. Fortællingen om, at en gruppe af vores medborgere, der ikke kan klare sig selv, skal holdes i live, så man kan fastholde forestillingen om behovet for industriens hjælpende hånd.
Og integrationsindustrien bliver indirekte understøttet af røster på højrefløjen, der konstant fremstiller dansk kultur som noget meget svært noget. En diskurs, industrien tager imod med kyshånd, da den holder dens mølle i gang.
Spørgsmålet er så, hvor længe dette får lov til at fortsætte? For helt ærligt, det er fint nok, at udlændingepolitiske strammere vil sætte sig op imod konventionerne. Den diskussion kan fortsætte i årevis, mens integrationsindustrien kan fortsætte sin kassetænkning.
Har man vilje til at underkaste de mange indsatser samme serviceeftersyn og realitetstjek, man i sin tid gjorde med beskæftigelsesindsatsen?
Det er måske på tide, hvis skiftende regeringer og deres støttepartier virkelig mener, den stramme udlændingepolitik har virket, og vi oprigtig talt tror på, at vores medborgere kan og skal klare sig selv.