Internationalisering er et mål for universiteter og højere læreanstalter. Sådan er det i dag, og sådan har det været gennem flere år. Målet er, som det fremgår af for eksempel Københavns Universitets hjemmeside, at ”styrke den internationale dimension i studie- og læringsmiljøerne og ruste de studerende til den stigende internationalisering på arbejdsmarkedet”.
Internationaliseringen gælder også den teologiske uddannelse, hvor målet skal nås blandt andet ved at øge andelen af forskere med international baggrund. Det indgår som en del af en såkaldt ”Målplan” for det teologiske fakultet ved Københavns Universitet. Senest har fakultetet i august måned udsendt en pressemeddelelse om to nyansættelser af forskere, begge med international baggrund.
Jeg har ingen grund til at betvivle, at de internationale forskere er dygtige og kompetente mennesker, som er ansat efter en regulær og grundig ansættelsesproces, og som helt sikkert har noget at byde på – ligesom de andre vægtige teologiske forskere med international baggrund, som i kortere eller længere tid er ansat på de teologiske uddannelsessteder i København og Aarhus. Jeg er heller ikke i tvivl om, at der er gevinster ved det kvalitetsløft, det giver med den internationale konkurrence om stillingerne.
De teologiske uddannelser har aldrig været og skal heller ikke være provinsielle afkroge i et i øvrigt internationaliseret universitetsmiljø; også dansk kirke- og teologihistorie kan have glæde af et globalt blik.
Så vidt så godt. Spørgsmålet er, om der er bagsider ved universiteternes store fokus på internationalisering, som ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Er det for eksempel godt for teologiens samfundsmæssige stilling og for dansk kirkeliv? Jeg er i tvivl. Måske bliver dansk kirkeliv ligefrem lidt fattigere af universiteternes internationalisering? Der er nogle områder, der kalder på opmærksomhed.
Et område er universiteternes samspil med det omgivende samfund. Det er selvfølgelig politik, der driver internationaliseringen af universiteterne – ikke hensynet til dansk teologi- og kirkeliv. Men universiteterne har også en forpligtelse i forhold til det danske samfund. Det er her, det halter i kølvandet på internationaliseringen. Universitetsansatte teologer har – uanset baggrund – travlt med at meritere sig internationalt, og det giver ikke rigtig bonus at engagere sig i offentlige debatter. Mange gør det alligevel – heldigvis. Men der er en skævhed.
Forskere med international baggrund har af gode grunde ikke samme baggrund for eller interesse i at engagere sig i danske debatter. Det afspejler sig tydeligt, hvis man går til Infomedia, mediearkivet over danske medier fra store dagblade til magasiner og tidsskrifter. Jeg kan have overset noget, men en hurtig og helt uvidenskabelig gennemgang viser, at teologiske forskere med international baggrund har været helt fraværende i medierne det seneste års tid.
Der er nul optrædender uden for universitetet – hvis man ser bort fra notitser om deres ansættelser og en enkelt omtale af en stor forskningsbevilling. Man behøver altså ikke at skamme sig, hvis man ikke på stående fod kan nævne navnene på en forsker med international baggrund, som er ansat på de teologiske uddannelser.
Et kvalificeret gæt er, at det heller ikke er forskere med international baggrund, der tager turen til konventer og foredragsarrangementer rundt omkring i kirker og sognegårde og på denne måde er med til at holde den forskningsbaserede teologi i vekselvirkning med samfunds- og kirkeliv.
Den rolle må andre tage på sig – og tak for folk som Søren Holst, der for eksempel virkelig gør en indsats for Det Gamle Testamente i disse år. Men også tak for præster som Sørine Gotfredsen og Kathrine Lilleør, der med bred gennemslagskraft demonstrerer teologiens relevans i det 21. århundrede. Hvis der fortsat skal rekrutteres teologiske studerende, er det vigtige stemmer.
Et andet opmærksomhedsområde i kølvandet på universiteternes internationalisering er de sproglige færdigheder. De studerende skal, igen ifølge Københavns Universitets hjemmeside, opnå ”veludviklede sprogkompetencer”. Det har den teologiske uddannelse intet problem med at leve op til, selvom det sikkert først og fremmest er engelsk, der tænkes på. Teologer lærer latin, græsk og hebraisk.
Næppe noget andet universitetsstudium giver de studerende så veludviklede sprogkompetencer som teologi. Derfor har rygraden i oversættelsen af Bibelen til dansk gennem tiden også været universitetsansatte teologer. Mennesker med indgående kendskab til græsk og hebraisk – og med dansk som modersmål.
Erfaringerne fra oversættelsen af Bibelen 2020 viser, at netop bibelforskere med dansk som modersmål er blevet det, man andre steder ville kalde ”en knap ressource”. Det kan spænde ben for nye oversættelsesprojekter, herunder for en ny eller revideret autoriseret oversættelse af Bibelen. Det er et problem for Bibelselskabet, men det er i høj grad også et problem for folkekirken.
Problemet er nemlig langt bredere, end det umiddelbart ser ud til. Det kaster skygger ind i hver en kirke og hver en sognegård, fordi det handler om teologisk dannelse. Teologistuderende lærer at læse og oversætte de bibelske tekster fra hebraisk og græsk. Det giver dem førstehåndskendskab til de bibelske tekster, og det er en helt enestående måde at tilegne sig teksterne på i sit eget modersmål. At lære at omsætte bibelsk teologi til dansk.
Derfor bliver jeg urolig, når jeg hører, at teologistuderende bliver bedt om at oversætte nytestamentlige tekster til engelsk og ikke til dansk. Det betyder nemlig, at de ikke får lejlighed til at omsætte teksten til deres eget modersmål og at øve sig i at udtrykke sig teologisk i et præcist dansk, der har forbindelse til de bibelske tekster. Der går noget tabt, hvis de studerende må oversætte til et sprog, som måske både de og underviseren kun kan halvgodt. På samme måde går der noget tabt, hvis man må læse og diskutere og tilegne sig Grundtvig og Kierkegaard på engelsk.
Det er ikke romantik og nostalgi at tale om modersmålet som hjertesproget; mange undersøgelser peger i retning af modersmålets forrang i forhold til tilegnelse, annammelse for at bruge et gammelt ord. Oversættelse til dansk er en del af en basal teologisk dannelse og uddannelse. Præster lever af at omsætte og formidle på godt dansk – og menigheder lever af, at præsten kan netop det. Forkynde relevant – med sugerør direkte til arbejdet med de bibelske tekster.
Hvis den øvelse og indøvelse går tabt i kølvandet på internationaliseringen, er der grund til bekymring. Internationalisering, ja – men engagement i en dansk virkelighed også. Og omhu for sproget. Ikke bare fordi teologernes arbejdsmarked fortrinsvis er dansk, men fordi der er en levende virkelighed, hvor teologer skal kunne tale fra hjertet og til hjertet. På dansk.