Prøv avisen

Intet liv uden døden

Dagens kronikør diskuterer døden.

Dødens konstruktive bidrag til menneskelivet fortjener på ingen måde fortsat at blive dæmoniseret af kirkens folk, sådan som den blev i biskop Arendts påskekronik her i avisen.

Vi skal faktisk alle være taknemmelige for, at vore forfædre kunne dø for vores skyld, så menneskeheden fortsat kan udvikle sig, mener dagens kronikør
Biskop Niels Henrik Arendt har den 7. april begået en påskekronik i Kristeligt Dagblad. Enhver påskekronik må nødvendigvis handle om forholdet til døden og om dødens betydning for tilværelsen her på Jorden.

LÆS OGSÅ: Vi spejler os i andres fortællinger om døden

Det gør biskoppens kronik også. Det er dog ikke et emne, kristendommen alene har patent på at interessere sig for. Spørgsmålet har i umindelige tider optaget alle andre religioner såvel som alle kultursamfund verden over.

Som biskoppen formentlig er bekendt med, er de religiøse tydninger af tilværelsen imidlertid på retur overalt i den vestlige verden. Langsomt erstattes fortolkningskunsten til brug for forståelsen af livets store begivenheder af de mere nøgterne videnskabelige årsagsforklaringer.

Det er ganske vist ikke nogen særlig køn udvikling, der her er tale om. Videnskabelige analyser og ræsonnementer savner i udpræget grad den poetiske dybde og menneskelige nærhed, som livstydningerne i så rigt mål giver plads for. Til gengæld kommer den videnskabelige analyse som oftest væsentligt nærmere sandheden om det, der ønskes ret forstået.

Dermed træder dilemmaet i disse overgangstider, som vi nu er inde i, mere og mere tydeligt frem. For når alt kommer til alt, hvad foretrækker vi i grunden så her på vort nuværende kulturtrin?

Ønsker vi kølige analyser af, hvad der forekommer mest muligt sandt eller falsk? Eller ønsker vi fortsat at orientere os ved hjælp af smukke, livsbekræftende, mytologiske fortællinger? Det valg må hver især naturligvis afgøre med sig selv. Men i takt med den stigende sekularisering i samfundet synes flere og flere i øget omfang at hælde til førstnævnte måde at forholde sig til tilværelsen på. Således også dette indlægs forfatter.

Én ting har disse to modsatrettede erkendelsesmetoder dog imidlertid til fælles: De udøver begge en psykologisk set beroligende funktion og tilfredsstiller dermed et dybfølt, grundlæggende behov i den menneskelige tilværelse.

Når man læser biskoppens udlægning af dødens betydning, ser det uvægerligt ud, som om man ifølge den kristne tankegang kun er interesseret i det enkelte menneskes forholdsvis korte liv her på Jorden. Altså afgrænset til mellem fødsel og til død. Det er det enkelte menneskes liv, trivsel og velfærd, der er i centrum. I næsten demonstrativ selvoptagethed skænkes der ingen som helst tanke for hensynet til vore efterkommere, til vore børnebørns børn, til de kommende slægtled eller for den sags skyld til hele menneskehedens fremtidige overlevelse.

Måske skyldes det forestillingen om, at dommedag alligevel anses for nært forestående, selvom den rigtignok efterhånden synes at lade vente noget på sig. Og i så fald er der jo selvsagt ingen som helst grund til at beskæftige sig med dagen i morgen.

Selve døden for det enkelte menneske omtales fortsat i yderst negative vendinger. Biskop Niels Henrik Arendt gør ingen undtagelser her. Døden sammenholdes med det onde, det destruktive, kulden, mørket og meningsløsheden og så videre. Kun i kraft af en omtalt dramatisk begivenhed på Golgata for to tusinde år siden fik døden for kristne mennesker at se omsider en slags mening nu som et nødvendigt forspil til et efterfølgende evigt liv.

En sådan tydning af livet og døden er vel tilladelig, når man tager de forudsætninger i betragtning, der rådede blandt den tids religiøse mennesker. Vi er jo her tilbage i jernalderen.

Men der er unægtelig løbet meget vand i stranden siden dengang. Og mange ting ved tilværelsen, som man dengang ikke forstod, og som man derfor ængstedes ved, forefindes i dag væsentligt anderledes klarlagt for de fleste. Forestillingen om døden som en forskrækkelig uting ved tilværelsen, som noget helt ude af harmoni med livets sande mening, bliver ligeledes vanskeligere og vanskeligere at opretholde.

DET ER SÅLEDES VED AT være sidste udkald for, at kirken efterhånden begynder at tage udviklingen alvorligt, dersom den ikke vil hægtes helt af og ende som sjælesørger for en meget lille sekterisk gruppe af befolkningen. Det er her ikke mindst vigtigt at se de moderne realiteter i øjnene, at døden for længst er blevet beskrevet og vurderet som et særdeles gavnligt vilkår ved livet og et naturligt gode for alle de kommende slægter, der skal efterfølge os.

Det er næsten for banalt at skulle konstatere, at uden døden ville der jo eksempelvis ikke kunne gives plads for nye individer at komme til, og der ville aldrig kunne ske nogen fornyelse af menneskeslægten. Netop en sådan fornyelse (via små fortløbende ændringer i vore arvelige egenskaber de såkaldte mutationer) tilsikrer mennesket en vedblivende optimal afstemthed over for en evig foranderlig omverden. Vi skal i grunden alle være taknemmelige for, at vore forfædre kunne dø for vores skyld. Et neandertal-menneske, som vi delte fælles forfader med for cirka en halv million år siden, ville således få det mildt sagt meget svært med både at leve og overleve under vore nuværende livsbetingelser.

Det er set med nutidens øjne ikke særlig intelligent, at vi fortsat så hysterisk vedbliver at regne døden for en kolossal katastrofe et gigantisk tab med en gruelig afslutning på et måske langt og givende livsforløb. Og det hjælper kun lidet, at kirken søger at afbøde tabet ved at pege på et udstedt løfte i fordums dage om et evigt liv.

På langt sigt er der jo ikke tale om noget tab. Tværtimod. Som aktuelle, levende væsener kan vi helt anderledes glæde os ved, at vi alle er et vigtigt og betydningsfuldt led i en lang ubrudt kæde af det liv, der tilhører menneskeheden. Vi er en del af noget, der er større end os hver især som enkeltindivider, og som rækker langt ud over os selv og ind i fremtiden.

Praktisk taget hver eneste af os levende i dag er således i virkeligheden en enestående succes en evolutionær succes! Det er os, de levende, der er de udvalgte de via naturen selekterede og bestemt ikke, som kristendommen modsætningsvist ynder at udtrykke sig, de fortabte mislykkede syndere, der har et livsvigtigt behov for at blive frelst til et evigt liv.

For det er netop det, som tilværelsen i vore dage langt mere handler om, nemlig menneskehedens og ikke individets selvcentrerede overlevelse og personlige frelse! Tænk blot på truslerne om klimaforværring, miljøforurening samt bevidstheden om, at utallige arter før os, der tidligere befolkede Jordens liv, er blevet udslettet.

At leve for menneskehedens bedste som livets primære opgave og endelige formål var der i gamle dage næppe overskud til at kunne tage hensyn til. Men det er der omsider nu! Og vi bør derfor alle hver især med tilpas resignerende tilfredshed ikke blot acceptere, men også godtage døden, når den tid kommer. Godtage den i bevidstheden om, at vi hermed giver vort dyrebare liv videre i arv til vore efterkommere. Thi kun sådan kan vi hver især bidrage til menneskehedens fortsatte overlevelse.

Derved bringes spørgsmålet om meningen med tilværelsen tilmed i smuk samhørighed med alt andet liv her på Jorden. Det er unægtelig tankevækkende at konstatere, at stort set alle andre levende væsener først og fremmest lever for afkommets skyld.

Forestillingen om nødvendigheden af det enkelte individs frelse til en bedre tilværelse (både her og hisset) hører hjemme under tidligere kulturepoker, hvor utrygheden ved menneskelivet var et helt andet presserende og belastende vilkår ved tilværelsen. I dag har de moderne velstands- og velfærdssamfund i vor del af den vestlige verden i vid udstrækning overflødiggjort behovet for den tryghed, som troen på eksistensen af en almægtig barmhjertig Gud er i stand til at kunne udvirke.

Dødens konstruktive bidrag til menneskelivet fortjener på ingen måde fortsat at blive dæmoniseret af kirkens folk. Modsat biskop Arendts standpunkt må konklusionen og hele pointen derfor blive: intet liv uden døden!