Prøv avisen

Investeringer og etik

Der har i den seneste tid været talt og skrevet meget om pensionskassers investeringer i tobaks- og våbenindustri. De enkelte pensionskasser forsvarer sig med, at de blot investerer for at opnå så højt et afkast som muligt. Men hvilke krav kan

Etiske investeringer er igen i mediernes søgelys. Anledningen er »afsløringen« af, at blandt andre lægers, jordemødres, og sygeplejerskers pensionskasser har aktier i tobaksproducerende virksomheder, våbenindustri, m.m. Kan læger, jordemødre og sygeplejersker acceptere, at de gennem investeringen af deres pensionsparinger er med til at støtte produktion af produkter, der kan forurene, nedbryde, ødelægge eller ligefrem lemlæste menneskekroppe? Og hvilket signal sender det til det øvrige samfund? De pågældende pensionskasser fastholder, at deres ansvar først og fremmest består i at skaffe opsparerne et højt afkast, og at etiske, sociale, miljømæssige overvejelser må være sekundære i forhold til denne målsætning. Hensigten med dette indlæg er ikke at moralisere over situationen og søge at dømme om, hvad der er rigtigt og forkert for læger og andre at investere deres pensionskapital i, men derimod at rede nogle tråde ud omkring præmisserne for i det hele taget at tale om etik i relation til pensionsinvesteringer. Hvilke rammer sætter lovgivningen, og hvad kan man i lyset heraf med rimelighed forvente af de danske pensionsinstitutioner. Altså, hvad siger lovgivningen på området? Pensionsinstitutionerne er reguleret i henhold til Lov om Forsikringsvirksomhed. Retningslinierne for investeringer er formuleret sådan, at »bestyrelse og direktion skal investere kapitalen på en for medlemmerne hensigtsmæssig og tjenelig måde, så selskabet/pensionskassen på ethvert tidspunkt kan opfylde sine forpligtelser«. (paragraf 87). Det synes umiddelbart at være en meget åben formulering. For hvad der er mest hensigtsmæssigt og tjeneligt for medlemmerne behøver jo ikke alene at være udtrykt i kroner og ører. Det kan i princippet have noget at gøre med, hvilket samfund man ønsker at videregive til sine børn og børnebørn, og hvad der skal til for at realisere dette samfund. Så løst tolkes reglen dog ikke inden for pensionsbranchen. Her tolkes den konsekvent som et krav om at tilstræbe det størst mulige afkast i investeringerne. Og det har også været Finanstilsynets udlægning. Etik-debatten har så givet Finanstilsynet anledning til at tydeliggøre sin fortolkning af de gældende regler, og hvordan de harmonerer med etik i investeringerne og med ideen om, at forsikringstagerne skal have indflydelse på, hvordan deres opsparing investeres. Investeringer i virksomheder er investeringer i fremtiden. Investeringer foretages ud fra en vurdering af fremtidige indtjeningsmuligheder. En af Finanstilsynets vigtige pointeringer er, at hverken investorer eller andre kan forudsige, hvad fremtiden vil bringe. Det er simpelthen ikke muligt på forhånd at sige, hvilke investeringer der vil give det største afkast over tid. Derfor er det inden for lovgivningens rammer muligt for pensionsinstitutionerne at vælge flere forskellige investeringsstrategier Ð herunder strategier, der indeholder krav om etiske investeringer. Det ændrer dog ikke ved pligten til på langt sigt at opnå det størst mulige afkast (hvad der så end lægges i dette diffuse begreb). Det afgørende er, at en pensionsledelse for at komme i strid med loven bevidst skal foretage en investering, der ikke vil give det størst mulige afkast. Eller ledelsen skal med stor sandsynlighed vide, at dette ikke vil blive tilfældet. Da dette strider imod almindelig sund fornuft inden for branchen, kan det ikke overraske, at der endnu ikke har været tilfælde, hvor Finanstilsynet har fundet det nødvendigt at håndhæve denne bestemmelse. Finanstilsynets fortolkning bærer præg af en politisk og juridisk balancegang. Budskabet er hverken reaktionært eller progressivt. Tilsynet skal ikke have noget i klemme. Der er masser af elastik i formuleringerne, og det betyder, at de kan udlægges lidt efter behag. Der kan ikke herske tvivl om, at pensionsinstitutionerne først og fremmest er forpligtet på afkastet af deres investeringer. Lige så klart er det dog, at der i Finanstilsynets udmelding er spillerum for, at pensionsinstitutionernes ledelser kan træffe etisk motiverede investeringsbeslutninger. Så længe det foregår inden for rammerne af en sund investeringsmæssig praksis med øje på afkast, er der intet til hinder for, at pensionsinstitutioner kan tilvælge bestemte typer af virksomheder og fravælge andre ud fra etiske overvejelser. Når tingene skal sættes i perspektiv i den hjemlige debat om etiske investeringer, henvises der som regel til udviklingen i USA og i England. Ved en overfladisk sammenligning får man først og fremmest det indtryk, at vi herhjemme halter langt bagefter på dette område. Det er på mange måder rigtigt, men det er ikke hele historien. På det danske finansielle marked finder man p.t. ikke en eneste investeringsfond med en etisk profil. Forklaringen, der gives fra investeringsforeningernes sammenslutning, InvesteringsForeningsRådet er, at der ikke har været nogen efterspørgsel fra de institutionelle investorers side. Når man ser imponerende procentsatser og vækstrater fra udlandet, er det til gengæld sådanne kommercielle investeringsfonde der refereres til Ð ikke pensionsinstitutioners investeringer. Disse tal er derfor ikke direkte sammenlignelige med, hvad der foregår herhjemme. Et kik på udviklingen i England kan gøre det klart, hvorfor denne skelnen er vigtig og kan bidrage til at sætte den danske udvikling i perspektiv. I England blev den første etiske investeringsfond oprettet i 1984. Siden er mange flere fulgt efter. Omkring 40 investeringsselskaber udbyder i dag fonde med et etisk eller socialt fokus. Etiske investeringer har op gennem 90'erne været i kraftig vækst, og er nu ved at blive etableret som en del af den finansielle mainstream. Men hvem har kunderne i butikken så været? Det har først og fremmest været velgørende institutioner, kirker og offentlige myndigheder. Det har kun i relativt begrænset omfang været de store offentlige pensionsfonde og private virksomheders pensionsfonde. Faktisk er det først hen mod slutningen af 90'erne, at der var ved at komme hul igennem til dette niveau, og et lovgivningsmæssigt skub har haft afgørende betydning for denne udvikling. Tony Blairs New Labour-regering har sat fokus på pensionssektoren og har præsenteret en lovændring, der forpligter pensionsfonde til at oplyse, i hvilket omfang (hvis overhovedet) sociale, miljømæssige eller etiske overvejelser tages i betragtning, når der træffes investeringsbeslutninger. Dette udspil har i høj grad ændret spillereglerne i pensionssektoren, da inddragelse af sådanne overvejelser hidtil er blevet betragtet som værende i strid med loven. Lovændringen tvinger ikke pensionsfonde til at investere etisk, men markerer, at det er muligt inden for rammerne af lovgivningen. I England har udviklingen altså været omkring 15 år på vej, før der nu for alvor er åbnet op for en debat om, hvor langt de store offentlige og private pensionsfonde kan gå på dette område. I Danmark har det været lige omvendt. Her er debatten startet »på toppen«. Det interessante er, at den offentlige debat i Danmark på sin vis har afstedkommet det samme, som lovgivningen i England tager sigte på. Den har ikke virket tvingende, men har været en afgørende årsag til, at snart sagt alle pensionsinstitutioner har haft emnet oppe til debat i de styrende organer. I Danmark er debatten om etiske investeringer altså kommet tættere på pensionssystemets »centralnervesystem«, end det er tilfældet i de lande, vi sædvanligvis sammenligner os med. Det kan ses som et udtryk for, at den danske demokratiske kultur åbner mulighed for en meget direkte, kritisk og problematiserende diskussion af spørgsmål, som mange andre steder blot bliver taget for givet eller skal understøttes af lovgivningsmæssige tiltag for at komme til debat. Ud fra denne overordnede demokratiske betragtning, kan vi herhjemme siges at være på højde med den internationale udvikling inden for etiske investeringer. Det er vigtigt at pointere, at der ikke er grund til at male fanden på væggen og overdramatisere, når man taler om etiske investeringer i den hjemlige andedam. Etiske investeringer indebærer ikke et radikalt skift eller en revolution i pensionsbranchen. Der er ikke tale om en gennemgribende etisk omprogrammering af økonomien, men derimod om en tilpasningsproces, hvor etiske, sociale, miljømæssige kriterier gradvis vinder indpas i den måde, hvorpå der tænkes investeringer og ansvar. Hvad man kan forvente af pensionsinstitutionerne i denne proces er åbenhed omkring overvejelser og beslutninger samt vilje til at gå i dialog med medlemmerne. Pensionsbranchens eget »etiske råd«, Pensionsmarkedsrådet, er blevet nedsat blandt andet for at understøtte denne proces. Hvad kan man så forvente eller forlange af lægers, jordemødres og sygeplejerskers pensionskasser? At de åbent forholder sig til de konkrete problemstillinger, og at de om nødvendigt går i dialog med deres medlemmer om, hvordan kursen skal sættes. At de prøver at forholde sig mere reflekteret til, hvilket ansvar de har, og hvilke signaler de sender til deres medlemmer og det øvrige samfund. At de ikke undskylder sig med, at det af den ene, anden eller tredje grund ikke er muligt at sortere virksomheder fra. Det er muligt inden for rammerne af lovgivningen. Man kan forvente, at de træffer et valg, som de er parate til at argumentere for og lade teste. Det er i demokratiets ånd. n ph.d.-studerende