Prøv avisen

Irak-krigen er brud på Grundloven

Er den danske krigsdeltagelse i Iran en dumhed eller en simpel forbrydelse? Det kan nu afklares, skriver dagens kronikør, som er en af dem, der har lagt sag an mod statsministeren

EN GRUPPE EMBEDSMÆND har til pressen afsløret, at de for fem år siden var involveret i noget rigtig snavs: Krigserklæringen mod Irak blev besluttet uden andet grundlag end en politisk holdning, ja, faktisk mod en række (embedsmands-) oplysninger, der tilsagde, at beslutningen nok var forkert.

Når det kan blive så stor en sag, er det, fordi det drejer sig om en krigserklæring. Ellers sker det jo hver dag, at store politiske beslutninger træffes mod objektive kendsgerninger, mod bedre vidende eller på et meget tyndt grundlag, netop fordi det er politiske holdninger og langsigtede interesser mere end hensyntagen til denne eller hin kendsgerning, der tæller.

De nye oplysninger tyder på, at der er tale om regelret dumhed eller en politisk-ideologisk forblændelse, der ikke har kunnet se fakta eller ikke ville spørge til fakta, der var meget problematiske for den argumentation, som blev den officielle for krigserklæringen. At lyve er farligt for en mindretalsregering. Altså dumhed.

Det absurde er, at selve beslutningen om krigen allerede fra første sekund var en forbrydelse, et brud på landets grundlov. Og dumhed er ikke nogen grund til straffritagelse.

Til gengæld risikerer forbrydelsen og retssagen at blive glemt til fordel for den mere sexede påstand om dumhed og løgn. Politisk dumhed fastslås af en politisk kommission baseret på et politisk flertal og forsvinder med det; det vil sige, den kan gentages.

En forbrydelse dømmes efter loven og har varig præcedensskabende virkning.

Og statsministeren er tilsyneladende enig. Ikke i at hans beslutningsgrundlag var tyndt, men i at grundlovsovertrædelser hører til de alvorligste forbrydelser.

"Danmarks Riges Grundlov er det danske folkestyres vigtigste dokument i den forstand, at den er den formelle ramme om det demokratiske system, og at den fastlægger de demokratiske spilleregler i demokratiet. Nøje overholdelse af disse regler er afgørende for demokratiets eksistens og trivsel".

Regeringens demokratikanon-udvalg har formodentlig overvejet disse ord grundigt, og statsministeren har i sit forord lagt vægt på, at demokratiets værdier er truet i disse tider. "Vi må indse, at opslutning om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge. Friheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver generation. Regeringen ønsker derfor at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske folkestyre bygger på."

MERE EFTERTRYKKELIGT og umisforståeligt kan det ikke siges af et politisk udvalg eller en statsminister. Nøje overholdelse er afgørende disse regler må ikke udsættes for politisk gradbøjning eller fortolkning.

Den 21. marts 2003 traf Folketinget med snævrest muligt flertal beslutning om, at Danmark skulle tilslutte sig USA's og Englands angreb på Irak. Reglerne i Grundloven om sådanne beslutninger er ikke helt ligetil. I paragraf 19 hedder det blot, at kongen, det vil sige regeringen, Udenrigspolitisk Nævn og Folketinget kan træffe beslutning om krig.

Derimod er fortolkningen af, hvad der egentlig menes med det, der står, entydig: Da den længe ventede grundlovsrevision stod for døren i 1953, var den kolde krig og Korea-krigen allerede godt i gang, og verdenskrigens kun otte år gamle rædsler havde stor aktualitet. FN-pagten forbød militær magtanvendelse undtagen i selvforsvar eller efter beslutning i Sikkerhedsrådet.

Det fremgår med al ønskelig tydelighed af forfatningskommissionens arkiver, af den samtidige dagspresse og af tidsskriftlitteraturen, at forpligtelsen på FN-pagten var helt central i grundlovsrevisionen. Bindingen af magten er tydelig: Når det drejer sig om at anvende magtmidler mod en fremmed stat, kan det kun ske efter beslutning i FN's Sikkerhedsråd.

Den danske befolkning og den daværende politiske magt har simpelthen med sin egen grundlov bundet sig til FN-Chartret for at undgå at falde for magtanvendelsens tillokkelser for eksempel at gøre sig fortjent til en stormagts begunstigelser. Og der var ikke bare ikke noget flertal for krig mod Irak, Sikkerhedsrådets flertal imod Folketingsbeslutning 118 fra 21. marts 2003 var et brud på Grundlovens paragraf 19! En klokkeren forbrydelse.

IKKE BLOT VAR OG ER der ikke nogen FN-beslutning at knytte an til. De øvrige argumenter for krigsdeltagelse (al-Qaeda-forbindelsen, masseødelæggelsesvåben) er også smuldret og har vist sig at være frit opfundne til lejligheden. Statsministeren var ikke i nøje overensstemmelse med hverken sandhed eller grundlov i sin krigserklæring. Det var klart, før embedsmændene fik ondt i samvittigheden.

Der er en næsten enerådende enighed mellem juridiske og politologiske eksperter om, at statsministeren og det spinkle folketingsflertal brød Grundlovens paragraf 19. En gruppe borgere anlagde sag mod statsministeren for dette brud på landets vigtigste lov, "den formelle ramme for det demokratiske system". De foregreb kanonudvalgets formulering, idet de mente, at netop en krigserklæring, vel en af de mest alvorlige beslutninger, en regering kan tage, måtte kræve nøje overholdelse af de fundamentale spilleregler i demokratiet, som Grundloven indeholder.

Sagen blev ført ved Landsretten, som bekræftede, hvad en af de mere kyniske juridiske eksperter havde forudset: sagsøgerne mod statsministeren har ret, men får det ikke.

Landsretten mente ikke, at sagsøgerne som almindelige borgere havde en særlig retlig interesse i at få sagen behandlet.

Det var sikkert i nøje om end ekstrem snæver overensstemmelse med reglerne, men retten lod desværre spørgsmålet om, hvem der så skal påse, at Grundlovens regler bliver nøje overholdt, stå åbent. Den kyniske jurist mener ikke, at magten kan tillade en dom, der går den imod.

Borgerne har naturligvis anket sagen, men fik afslag på fri proces med henvisning til manglende retlig og offentlig interesse. Borgerne klagede over afslaget og har netop fået fri proces af Procesbevillingsnævnet. En sejr i nøje overensstemmelse med retsfølelsen og en mulighed for at få afklaret, om statsministeren skal gå over i historien som dum og ideologisk forblændet eller som grundlovsbryder.

SAGEN HAR STÅET PÅ i flere år, krigen mod Irak er blevet legaliseret som en FN-aktion og har fået et bredt flertal bag sig. De danske styrker blev trukket ud sidste år. Og interessen for den gamle krigserklæring med skønhedsfejlene er svindende behøver vi nu træde mere rundt i det!

Nu er der oven i købet bare tale om en dumhed eller politisk forblændelse. Politisk set er sagen formodentlig halvdød uanset at de fleste er enige om, at de bekymrede borgere, som mener at de demokratiske værdier er truet i denne sag, har ret. Man tager sig det ikke så nøje.

Demokratiet er truet, hævder statsministeren, og hans udvalg fastslår, at Grundlovens regler skal overholdes nøje. Der er næppe nogen ansvarlig politiker, der vil argumentere for, at reglerne er nøje overholdt. Selve sagsforløbet vil nøje afsløre, hvordan regler skal overholdes. Nøje overensstemmelse med vedtagne regler er det modsatte af magtens vilkårlighed. Demokratiets trivsel er i fare, hvis det politiske establishment selv kan bestemme, hvor nøje nøje overholdelse skal være.

Ved højtidelige lejligheder er der nok ikke tvivl om, at statsministeren og hans kanonudvalg vil sige, at nøje er nøje. De andre dage tager de sig det ikke så nøje. Og domstole kan dømme efter fortolkning af gældende ret, hvor retlig interesse primært er økonomisk egeninteresse: Har De lidt økonomisk tab på grund af krigen? lød spørgsmålet i retten.

Ja, så bliver det jo lettere nøje at overse, hvem der faktisk ifølge Grundloven skal føre opsyn med overholdelsen af Grundloven, hvis domstolene blot skal nøjes med at overvåge, at vore pekuniære interesser ikke lider overlast.

Nils Bredsdorff er lektor, ph.d. og forskningsbibliotekar på Roskilde Universitetsbibliotek og en af sagsøgerne i sagen om statsministerens påståede grundlovsbrud