Iran under forvandling

Billedet i Vesten af det islamiske præstestyre svarer ikke til, hvad øjnene ser og ørerne hører, når man rejser rundt i Iran. Den islamiske mur mod Vesten er ved at bryde sammen, og mange steder fornemmer man en stemning som i Østeuropa for 10

Forleden stod jeg i en boghandel i Isfahan, Iran, det islamiske præstestyres land. Det Iran, Persien, som vi har lagt for had. Sidste år, hvor jeg gennem 16 dage rejste i Iran sammen med fem kolleger og danske historikere, var der i alle boglader metervis af bøger om islam, taler af Khomeini, bøger om præstestyrets angreb på det dekadente Vesten. Alle mulige tekster skrevet af islamiske teologer. Nu var der i 10 boglader ikke én bog om emnet. Jeg så det samme i andre byer. Jeg spurgte forretningens indehaver om en række titler. Så råbte han gennem forretningen, mens 50-75 unge mennesker købte ordbøger på engelsk-farsi, bøger om edb, lærebøger i matematik m.m., sit: »It is all finished, sir«. Han mente ikke: Bogen er udsolgt, men han sagde: »Vi er færdige med alt det«. Jeg undrede mig og drog den konklusion: Billedet i Vesten af det islamiske præstestyre svarer ikke til, hvad mine øjne ser, og mine ører hører på denne min anden rejse i det revolutionære præstestyrede Iran inden for et år. Indrømmet: Det er rigtigt, at vi opholder os i en politistat. Jeg ved, at den slags stater altid skjuler magtens udøvere. Terrorister er aldrig synlige i gadebilledet. Politi ses heller ikke. Men overvågningen findes sikkert. Sådan var det også i DDR - kort før murens fald. Betroelserne kommer sent ved nattetide. Tilfældigt i et tehus. Når man passes op på gaden af nogen, der gerne vil snakke og prøve deres engelsk. Men jeg drager den konklusion, at præstestyrets dage er ved at være talte. Muren er ved at bryde sammen. Iran burde være et af verdens top-ti-lande turistmæssigt set. Der er alt, hvad hjertet kan begære for en nysgerrig vestlig rejsende: Historiske mindesmærker af verdensklasse, en befolkning, der samtaler lavmælt med sine gæster i en afbalanceret, kulturåben levende dialog, en befolkning med en stor fortid, en persisk, indoeuropæisk tradition i historie, litteratur, sprog og kultur. En værdig befolkning. Når jeg står på et gadehjørne, sidder med vandpiben i et tehus, gennemvandrer museer, opsøger moskeer, vidunderlige bygninger, der lyser af intellektuelt overskud, eftertænksomhed og dybsindighed, opsøges jeg af masser af mennesker: De spørger mig om alt. De er åbent kontaktsøgende mennesker. Angsten præger ikke sindet, men nysgerrig vilje til ny viden om, hvordan verden i virkeligheden ser ud. Landet har en befolkning på omkring 70 mio. Landet er så stort, så stort. Svarer til Tyskland, Frankrig, England og Spanien tilsammen. Halvdelen er efterrevolutionære unge. De repræsenterer en hærskare af etniske minoriteter og livsformer. Landet er omgivet af urocentre i Kaukasus, Afghanistan, golfen. 98 procent er muslimer, 90 procent af dem er shia-muslimer, men der findes også armenske kristne og mindre jødiske menigheder i byerne, efterkommere af de jøder, som Kyros i 500-tallet før vor tid gav lov til at rejse hjem efter eksilet. Vi så deres livsbetingelser og var ikke imponeret. Men en højtstående mullah besøgte forleden den armenske biskop i Isfahan, og de gav hinanden et hjerteligt afskedsknus. Jeg så det selv. Kyros omtales i Det gamle Testamente som »Vor Herre«. Når man står ved hans grav i Parsagadae, føler man historiens vingesus. Alexander den Store i 300-tallet drog hærgende gennem denne egn på vej mod Indien. Skolesystemet er moderne, men mangler ressourcer og pladser. En en kvart mio. unge søger mod universiteterne, men der er kun plads til 250.000. Man sender fortsat de bedste, mest videnshungrende til udlandet. Men man anslår, at mere end to mio. børn og unge ikke modtager nogen form for undervisning. Det må især tilskrives de enorme afstande og vanskeligt farbare veje. Store saltørkener på tusinder af kvadratkilometer forhindrer en levende kommunikation mellem landsdelene. Men verden er åben. Nomaderne i det sydlige Iran har parabolantenner på deres lastvogne. I år er vore sortklædte hustruer med på rejsen. Det fremmer kommunikationen. Ikke mindst unge kvinder kaster sig ud i samtalen med de fremmede, trygge ved, at vi har kvinderne ved vores side. Under chadoren har de blue jeans, de er sminkede, tørklædet er trukket tilbage på hovedet og afslører det seksuelt mest farlige på den iranske kvinde, det sorte hår. De udstråler åbenhed og nysgerrighed. Vi ser dem i forlystelsesparkerne, diskuterer med dem i tehusene og på gadehjørnerne: »Hvad sker der, når man drikker vin«, spurgte han. »Kan man sove med linser på øjnene«, »Hvordan ser jeres kvinder ud?« spørger den midaldrende kvinde med det stolte ansigtsudtryk og farvestrålende mønstre på chadoren - en ny skødesløs elegance, som vi ikke så sidste år på vores manderejse i det samme land. »Dette præstesystem er noget, der er påtvunget os udefra«, siger den veluddannede i ly af mørket. »I hate this system«, hvisker en ældre jævnaldrende herre mig i øret på min vej til et tehus. »Quranen er dårlig poesi sammenlignet med Omar Khayyam, som jeg hørte dig læse op - på hotellet«, siger litteraturprofessoren, mens jeg forundres over, at han i min oplæsning til morgenduelige rejsefæller af den persiske digter i Arthur Christensens geniale fordanskning kan ane 1100-tallets persiske Bellman. Befolkningen mødes, fisker med flue i floderne, drikker te i værtshusene. Børnene løber rundt med Mickey Mouse på deres amerikanske T-shirts. Hotellernes hårde hvidevarer er »American Standard«. Det er ikke som i de arabiske lande sådan, at muezzinen med sin metalliske kalden over højttaleranlægget fem gange i døgnet skråler ud over befolkningen, at nu er det bedetid. Man går i moske om fredagen, hvis man går der. En stor del af livet overlader man til Vorherre eller medie-og forbrugssamfundet. De engelsksprogede aviser fremlagt på hotellerne diskuterer relativt åbent politiske spørgsmål op til præsidentvalget i februar 2000. På hotellerne kan man høre syn-thesizertilpasset westerniseret musak. Det er lykkedes for Vesten at isolere landet. Teherans internationale lufthavn har f.eks. kun få daglige afgange til ikke-islamiske destinationer. En nat i Teherans lufthavn ser man kun afgange til Amsterdam, London, Frankfurt, Oslo via Cypern. Og befolkningen holdes indenlands. Der er politiafspærringer på vores vej mod lufthavnen en sen nattetime i oktober 1999. Magtkampen er gået ind for længst. Den føres for åben skærm og i aviserne, hvis man gider besvære sig med at læse lidt ned under den officielle overflade. Den religiøse leder Khamanei og den valgte præsident Khatami, ofte omtalt som Irans Gorbatjov, har ikke meget at sige hinanden, men de diskuterer på livet løs gennem stråmænd, mens præsteskabet iværksætter skueprocesser mod den liberale borgmester i Teheran og andre støtter. Nu bliver systemkritikerne ikke længere halshugget af præsteskabet, men lange fængselsophold er også galt nok. Khatami balancerer på en knivsæg. En kugle fra en fundamentalistisk galning lurer på ham. På tv ser man ham omgivet af loyale studenter. Balanceakten bliver perfekt gennemført på hans rejse til Frankrig, men man spørger hele tiden på rejse og som iagttager i Iran: Kan dette smukke land med denne vidunderlige befolkning bevæge sig mod en demokratisk islam - en fornyet udgave af det middelalderlige islam, som vi kan lære at leve med også i Danmarks store indvandrergrupper af muslimer? Opgøret, det intense, dødbringende, borgerkrigsprægede, lurer lige under overfladen. Khamanei, et magtmenneske uden Khomeinis karisma, bakkes op af sikkerhedsstyrkerne basij og hizbollah, præstestyrets SS-korps, i deres løsthængende skjorter og pludderbukser, to korps der blev dannet efter revolutionen, fordi Khomeini var usikker på den shahloyale hærs loyalitet. Kan der opstå en ny alliance mellem hæren, studenterne og kvinderne? I den vestlige presse forbindes Iran med islamisk terrorisme, Salman Rushdie-dommen og mangel på afsætning af dansk fetaost, og man ville være en naiv iagttager, hvis man ikke ser og ved, at alt dette er en realitet, men det er helt iøjnefaldende, at der i disse uger og måneder foregår en magtkamp på liv og død mellem radikale fundamentalister og kulturåbne omstillingsparate unge med præsident Khatamei som talsmand. Samfundets tilsyneladende rolige overflade bobler af signaler om et stort lands og en ungdoms drømme om en ny vej, nye muligheder for dem og deres. Khatamei er en ny type leder i Iran. Han opholdt sig i Tyskland under revolutionen, kom hjem og blev kulturminister i 1989-92. Han har stor indsigt i europæiske og amerikanske forhold og ved, hvad der driver studenterne. Han har lagt op til omfattende reformer på det kulturelle, politiske og sociale område og udfordrer dristigt sin modstander. Han ved, at han skal balancere. Men jeg tror, at han samtidig erkender, at de islamiske revolutionsprincipper er slidt ned, ligesom det blev erkendt af »Mr. Gorbatjov«, at kommunismens magtperiode var forbi i Østeuropas DDR, da han gav Honecker mundkysset i Berlin kort før sammenbruddet i DDR. Under mullahernes modstand, for de har jo sat sig på det økonomiske apparat, foregår der en indædt magtkamp. Kampen står i massemedier, radio og tv, morgen og aften. Ved Dagens Begyndelse toner afdøde Khomeinei frem, omgivet af landets blomsterrigdom og mimrer et budskab til landets befolkning. Ved aftenstide sker det samme »Ved Dagens Afslutning« - omgivet af alvorligt udseende mænd og tilklædte kvinder. Godfather selv taler til landets befolkning. Men den unge familiefar nede på gaden snitter sig over halsen for at tilkendegive, hvad han synes om alt dette politisk-religiøse junk. Kampen mod mullahernes privilegerede stilling er sat ind. Ændringer er undervejs. Kan det ske uden blodsudgydelse? Kan Khatamei klare pynten? Jeg aner det ikke. Der er ikke tvivl om, at han ønsker dialog med Vesten, at han vil et demokratisk islam, men han lever i en evig spænding. Når han kommer hjem fra Paris og har undladt at drikke de gode franske (årgangs)vine, modtages han som landets turister i Teherans lufthavn af det barske budskab om, at »Islam vil knuse den vestlige verdens suverænitet«, men hvor længe varer den retoriske våbenraslen? Iran er udsat for et konstant pres fra globaliseringen og amerikaniseringen - akkurat som vi er det i Danmark. Iran er værd at besøge. Det er helt risikofrit for danske turister. Verden åbnes. Min konklusion efter en måneds rejse i Iran er, at i løbet af få år konstaterer verdenssamfundet, hvad jeg hørte i bogladen i den vidunderlige by Isfahan: »It is all finished, sir«. n rektor