Når vi kristne ser os omkring i nutidens verden – og kaster et blik på fortiden – er der ingen basis for at sætte sig på den høje hest og se ned på ”de voldelige muslimer”. Kristne har i tidens løb ikke udelukkende været fredselskende, men har også forårsaget utallige lidelser. Der er næppe den forbrydelse, som ikke er begået af kristne og måske endog i kristendommens navn.
De kristne riddere vadede efter sigende i blod, da de under det første korstog havde indtaget Jerusalem og hævnet sig på Jerusalems indbyggere – både muslimer, jøder og ikke-katolske kristne.
Samtidig er det glædeligvis en kendsgerning, at den store majoritet af muslimer verden over ikke hylder vold, men er fredelige og ordentlige mennesker. Og dette er ikke blot et nutidigt fænomen: Da jøderne sammen med muslimerne i 1492 blev smidt ud af Spanien, valgte flertallet, så vidt vi ved, at udvandre til muslimske lande, fordi forholdene for religiøse mindretal var bedre dér end for eksempel i England eller Holland. Og muslimske ledere har i vor tid både udtalt en klar fordømmelse af angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 og har senere i dokumentet ”A Common Word” (13. oktober 2007) gjort sig til talsmænd for fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. På overfladen ser tingene altså i en vis udstrækning ens ud: islam rummer både voldelige og fredelige elementer, og det samme er tilfældet blandt kristne.
Og så må der alligevel graves et par spadestik dybere: Vi må for kristendommens vedkommende skelne mellem Kristus, kristendommen og kristenheden. Og her gælder det, at både kristenheden (den kristne kultur) og kristendommen (den kristne kirke) i tidens løb har gjort mangt og meget, som ikke harmonerer med, hvad vores ”helt” Jesus Kristus har lært os. Første Verdenskrig var eksempelvis primært en vanvittig krig mellem ”kristne” nationer. Men Jesus var altså ikke tilhænger af vold. Han udtaler i Bjergprædikenen: ”Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til,” og Simon Peter blev tilrettevist, da han ville forsvare Jesus med våbenmagt.
Muslimer vil så ganske vist ofte pege på, at Bibelen ikke er så fredelig endda. Det Gamle Testamente rummer jo klare tekster, som endog kan tolkes som opfordring til ”etnisk udrensning” i forbindelse med indtagelsen af Palæstina efter udvandringen fra Egypten. Og som kristne må vi se i øjnene og indrømme, at disse tekster findes, hvad enten vi kan lide det eller ej. Men det skal så også tilføjes (hvis det kan være en trøst), at disse tekster handler om en helt speciel situation, og at der ikke er tegn på, at de skal anvendes som en generel opfordring til at udbrede Guds rige med våbenmagt. Og generelt gælder det, at tendensen i de bibelske skrifter går fra krigeriske tekster til mere fredelige tekster. Og at det i øvrigt er et hævdvundet princip, at Det Gamle Testamente skal læses i lyset af Det Nye Testamente.
Og da kristendommen de første tre hundrede år voksede frem, var det ikke, fordi de kristne udøvede vold. De blev tværtimod i stor stil udsat for vold.
Vender vi os dernæst til islam, møder vi et noget andet billede. Muslimer vil selvfølgelig også skelne mellem det, som er ægte og oprindeligt udtryk for islam, og det, som er forvanskninger. Men det er et spørgsmål, hvor meget denne skelnen gavner, hvis man går ind for en fredelig islam. Alt tyder ganske vist på, at Muhammed inden udvandringen fra Mekka til Medina i 622 var helt og aldeles ikke-voldelig. Men dette ændrede sig markant efter ankomsten til Medina. Og dette er ikke noget, som vi kristne finder på for at mobbe muslimer. Det er informationer, som stammer fra muslimske kilder!
Denne ændring kan allerede aflæses i Koranen: Hvor de tekster, som almindeligvis antages at stamme fra Mekka-tiden, er ganske fredelige, afløses de i Medina-teksterne af langt mere militante tekster med Sura 9 som den mest rabiate. Og dette svarer til virkeligheden – både ”udenrigs” og ”indenrigs”: I de 10 år, som gik fra Muhammeds ankomst til Medina og frem til hans død i 632, udførte Muhammeds tropper en lang række større eller mindre felttog, og Muhammed selv deltog i flere af dem.
Nogle af disse bataljer blev givetvis påtvunget Muhammed udefra, men slet ikke alle. Og på hjemmefronten i Medina smed Muhammed i løbet af de næste år to store jødiske stammer ud og likviderede den tredje. 700 jødiske mænd blev henrettet på en enkelt dag, og deres hustruer og børn blev fordelt som slaver blandt muslimerne. Dette var måske ikke så forskelligt fra almindelig praksis i samtiden, men fredeligt var det nu ikke!
Alt dette vil muslimer så gerne sammenholde med teksterne i Det Gamle Testamente om etnisk udrensning i forbindelse med indtoget i Palæstina. Men der er den forskel, at i modsætning til de gammeltestamentlige tekster bliver Muhammeds handlemåde generelt i alle henseender betragtet som et forbillede for muslimer! Dette er medvirkende til, at det bliver vanskeligt at karakterisere islam som en fredelig religion.
Og når vi ser på islams videre historie, er det i stor stil en historie om vold. Af de fire første kaliffer døde de tre en voldelig død. Og allerede i 656 udbrød der ”borgerkrig” mellem de fraktioner, som senere skulle ende med at blive sunni-islam og shia-islam. Og islams store ekspansion de første 100 år foregik også ved voldelige midler.
Denne voldelige virkelighed kan i en vis udstrækning påberåbe sig islams grundlov, sharia, ifølge hvilken det efter traditionel opfattelse er tilladt at føre hellig krig, jihad, imod vantro og frafaldne muslimer. Og selvom moderne vestlige muslimer ofte vil pege på, at begrebet jihad også rummer meget andet end militær kamp, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at jihad historisk set af muslimer primært er blevet forstået som militær kamp.
På overfladen ser tingene altså i en vis udstrækning ens ud: islam rummer både voldelige og fredelige elementer, og det samme er tilfældet blandt kristne. Men så er der, som vi har set, alligevel på flere planer en forskel:
På det tekstmæssige plan gælder, at mens bevægelsen i de bibelske tekster om krig og vold går fra krig til fred, er bevægelsen i Koranen den stik modsatte, fra fred til krig. Og uheldigvis er det et toneangivende, men også omdiskuteret princip i islam, at de senere tekster overtrumfer de tidligere.
Og hvad etisk forbillede angår, gælder det, at når vi kristne handler voldeligt, handler vi imod vores etiske forbillede, Jesus. Når muslimer derimod handler voldeligt, kan de både påberåbe sig tydelige korantekster og det, at de handler i overensstemmelse med deres etiske forbillede, Muhammed.
Og for at sætte forholdet mellem disse to forbilleder på spidsen: Mens vores forbillede, Jesus, oprejste mennesker fra de døde – det fremgår endog af Koranen – så bevirkede Muhammed, at mennesker i hundredvis blev dræbt.
Alt tyder altså på, at krig og vold ikke blot hører hjemme i periferien af islam eller er moderne ekstremisters misbrug af islam, men tværtimod ligger dybt indlejret i islams hellige skrifter, i Muhammeds eksempel og i store dele af islams historie. Desto mere må vi som nævnt glæde os over, at utallige muslimer verden over vælger at lukke øjnene for denne dybt foruroligende side ved islam og i stedet bestræber sig på at leve som gode, troværdige og fredelige medborgere.