Prøv avisen

Islam, sharia og moderne straffelove

KRONIK: Stening og piskning som islamisk straf skaber store overskrifter i Vestens medier, men med enkle undtagelser er fænomenet på retur i den muslimske verden

De grove straffemetoder i ældre islamisk ret vækker sensation i pressen. Piskning, amputering af hænder eller fødder, stening til døde af mænd og især kvinder har været forsidestof. Men i de mange muslimske lande er de meget sjældent forekommende og i hvert fald på retur.

Det er vigtigt her at skelne mellem den muslimske familielovgivning og den muslimske straffelovgivning. Familielovgivningen er med mindre revisioner stadig udbredt i de muslimske lande. De islamiske straffelove har derimod været under stadig ændring, men der er store variationer.

Det er værd at bemærke, at alle muslimske lande har underskrevet de internationale konventioner mod slaveri (1926) og mod handel med slaver m.v. (1956) og der er grund til at tro, at slaveriet er næsten forsvundet, selvom det ikke er forbudt, hvis man læser det bare som det står i koranen.

I Tyrkiet har man allerede i 1926 adskilt hele lovgivningen, herunder strafferetten, fra religionen og hele lovgivningen er inspireret af de schweiziske love. På den anden side har man i Syd-Arabien altid brugt de hårde straffe i en fundamentalistisk udgave, længe før profeten blev født og landet blev muslimsk. Det var et stammesamfund, som brugte hårde straffe, som vi også kender dem fra det gamle testamentes stammesamfund.

Stening til døde, som er en særdeles afskyelig straf, er ikke nævnt i koranen. Men denne straffeform fandtes i de gammeltestamentelige samfund og har bredt sig til nogle muslimske lande. Stening foregår offentligt og er især blevet anvendt mod kvinder, der har været utro og er blevet gravide. Måden, der stenes på, er hårdere for kvinder, der tilkastes med sten til nakken, end for mænd, der stenes til hoften. I Pakistan findes stening ikke i straffeloven, men i mindre samfund på landet er det forekommet i en nordlig provins, der grænser op til Afghanistan, hvor taleban har brugt stening.

I de muslimske lande, der har været under kolonistyre, har straffeloven været efter vestlig forbillede, også efter at landene har opnået selvstændighed. Men i nogle lande har der været en reaktion mod vesten, som har ført til ændringer, der på papiret ligner en genindførelse af sharia-straffene. Det er sket i Libyen (1973), Pakistan (1979), Iran (1982), Sudan (1983) og Nigeria (2000). I Libyen besluttede man efter oberst Khaddhafis grønne revolution at "islamisere" landets retssystem. Men i praksis har man ikke anvendt de grove straffe, og ændringen af straffeloven har mere været en symbolsk handling. Samtidigt har man indført et afsnit om, at kunstig insemination er forbudt og straffes med fem til ti års fængsel.

I Pakistan omdøbte man efter løsrivelsen i 1947 den indiske straffelov, der følger et engelsk (ikke religiøst) mønster til "den pakistanske straffelov". I øvrigt var der ingen ændring og loven var godtaget af et flertal den muslimske befolkning i begge lande. Den blev mange år senere under general Zia-ul-Haqs militær-kup ændret ved dekret med tilføjelse af straffe fra den klassiske islamiske ret sharia. Disse bestemmelser er siden blevet anvendt mod modstandere og kvinder, men de pakistanske kvindeforeninger har protesteret og lægeforeningen har protesteret og nægtet at medvirke.

I Iran bestemte præstestyret efter "revolutionen", at for fremtiden skulle den traditionel sharia være den eneste kilde til lovgivning i landet. Følgelig blev de hårde straffebestemmelser med piskning og stening indført, og der er kommet hårde bøder til kvinder, der ikke følger bestemmelserne om at være klædt, så alt er dækket undtagen ansigt og hænder

I Sudan fulgte man efter at landet blev selvstændigt den tidligere engelsk-sudanesiske kriminallov med visse tilpasninger til den lokale retskultur. Men en halv snes år senere mente regeringen, at der var nødvendigt for at bevare magten at tage mere hensyn til den muslimske del af landet, og man indførte derfor de hårde sharia-straffe især mod kvinder.

De vigtigste kilder til islamisk ret er koranen og sunna (udtalelser af profet Muhammad). Men disse kilder rækker ikke til løsning af alle konflikter. Man må da forsøge sig med fortolkninger (ijtihad) med hensyntagen til, at samfundet og omgivelserne har ændret sig, eller trække på analogier fra tilsvarende sager eller om muligt søge enighed i sagen.

I den klassiske sharia straffelov opdeles alle kriminelle handlinger i tre grupper:

1) mord og voldssager (Quesas). De afgøres privat uden om domstolene mellem de implicerede familier. Man følger et princip med f.eks. " øje for øje" og betaling af en kompensation, som kan være en større sum til den myrdedes familie, mest for en dræbt mand og halvdelen for en kvinde. Sådanne ordninger findes også i andre samfund med en svag stat udenfor de muslimske lande. Det er for nylig foreslået af imam Abu Laban i mordsagen fra Nørrebro, hvor dansk politi og domstole står svagt. Integrationsminister Rikke Hvilshøj er "rystet", men retssystemet kan ikke ved egne midler finde en endelig løsning og undgå blodhævn i en sag af denne karakter.

2) forbrydelser (Hodood) mod bestemmelser svarende til de 10 bud.: Utroskab (zina) falsk anklage for utroskab (qadhf), indtagelse af alkohol, tyveri, røveri, skift af religion og oprør mod religiøse autoriteter. Disse forbrydelser skal være særdeles veldokumenterede for at kunne straffes og vil i så fald blive straffet med piskning, afhugning af hænder eller stening.

3) øvrige forbrydelser (hvor der kan være tvivl) (Tazir) I disse tilfælde må dommeren afgøre hvad der vil være en passende straf. Til illustration kan man nævne førægteskabelig samleje og utroskab i ægteskabet. Begge forbrydelser forekommer og bliver straffet hårdt, hvis de er veldokumenterede. Som dokumentation kræver man, at fire mænd har set samlejet og bekræfter det, eller at parterne har tilstået. Da ingen mand eller kvinde gennemfører et samleje for øjnene af fire mænd eller tilstår frivilligt, betyder dette krav om dokumentation, at kun gravide kvinder rammes.Det førægteskabelige samleje straffes dog ikke så hårdt som utroskab i ægteskabet. De ugifte har jo mulighed for at klare problemet ved at gifte sig, og det har jeg erfaret flere gange under mit feltarbejde. I alle muslimske lande ser man også, at det ofte forekommer, at det første barn i ægteskabet fødes inden ni måneder efter ægteskabets indgåelse. Det var også almindeligt her i Danmark i ældre tid, hvor man ikke måtte have samleje før ægteskab.

Utroskab i ægteskabet straffes hårdt i muslimske lande, men sager herom forekommer på grund af nævnte krav om dokumentation næsten kun ved tilståelse, eller ved kvindens graviditet.

Et særligt problem forekommer i disse lande, hvor en mand voldtager en kvinde. Den islamiske ret skelner i praksis ikke skarpt mellem, om kvinden frivilligt giver sig hen til en mand eller om hun bliver voldtaget. Det er et problem, som også kendes fra dansk praksis. Voldtægtsmanden i Danmark forsvarer sig i reglen med at "hun ville selv" eller lignende. I et muslimsk land vil han benægte, at samleje har fundet sted, og kvinden er i en særlig vanskelig situation. For kan hun ikke dokumentere voldtægten, bliver hun anklaget for hor og falsk anklage. Æresdrab er ikke nævnt i Koranen, men forestillingerne stammer fra sædvaneretten og mange tror, de har grundlag i Koranen.

Sammenfattende er det åbenbart, at den såkaldte islamisering af strafferetten kun berører et fåtal af lande, men med store befolkninger. De oprindelige kilder til islamisk ret er få og prægede af tiden og samfundet hvor de blev til. De må derfor fortolkes.

Det bedste værn mod fundamentalisternes indflydelse i straffesystemet er effektiv oplysning om, at der findes mange udlægninger af de grundlæggende skrifter, og der findes alternativer til fundamentalisternes udlægninger. Den voksende religiøse interesse bør derfor ikke føre til en genoptagelse af middelalderlige straffe.

Rubya Mehdi er lic.jur. og seniorforsker ved Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet

Kronikserie

Kristeligt Dagblad bringer i dag og

de næste to dage en kronikserie om "Religion og Ret" inden for islam,

jødedom og kristendom