Allerførst: Det er herligt, at debatten om Koranen, Muhammed og tidlig islam kan udfolde sig på en landsdækkende avis’ sider. I kølvandet på den udveksling, som præst og amatør-islamolog Morten Rydal har givet anledning til, har vores kollega, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, Anders Klostergaard, også bidraget med en kronik, ”Klap lige hesten, islamforskere” den 20. april. Den uddeler både ris og ros til såvel Rydal som os fuldtidsislamforskere, men vist mest ris. Det kalder på en replik.
Klostergaard lægger fra land ved at påpege, at Rydal leverer ”flere forkerte påstande, der ikke vidnede om mere indgående kendskab til emnet”. Det bliver ikke specificeret, om det er de samme indvendinger, som vi leverede i vores kronikker, eller om Klostergaard har andre korrektioner end vores.
”Formskærerlauget kom hurtigt efter ham,” skriver Klostergaard så. Nej, vi kom ikke efter Rydal, men meldte slet og ret tilbage på den kraftige opfordring til at ”komme ud af busken”, som Rydal selv friskt formulerede det. Rydals kronik var en mistænkeliggørelse af den danske islamforskning, hvilket må siges at være en anledning til en replik.
Klostergaard spekulerer i, at Rydal nok ramte et ømt punkt i vores faglighed, eftersom vi svarede så kontant tilbage.
Det er en forhastet følgeslutning. Snarere beror det på de allehånde stråmænd, forkerte påstande og åbne døre, der bliver løbet ind i kronikken. Dem måtte vi rimeligvis svare igen på.
Derfor vil vi også gerne anholde en specifik analyse fra Klostergaard angående den angivelige forskel på graden og brugen af historisk-kritisk metode mellem islamstudier og religionsvidenskab/teologi. Svaret på denne forskel beror, ifølge Klostergaard, på det forhold, at historisk-kritisk metode er udviklet i forbindelse med studiet af Bibelen.
Det er ganske vist sandt, at den historisk-kritiske metode og hele tilgang blev udviklet af teologer, især fra protestantisk hold. Men det bliver desværre mindre end en halv sandhed, når islamforskningen udelukkes fra ligningen.
For det første: De tidlige store historisk-kritiske teologer fostredes på baggrund af en ny interesse i Det Gamle Testamentes originalsprog, hebraisk. Fra hebraisk var springet ikke langt til arabisk, som blev betragtet som et støttesprog og en nøgle til studiet af Bibelen.
Derfor begyndte teologer kort tid efter Reformationen at undervise i og studere arabisk på universiteterne – ikke mindst med Koranen som nøgletekst. Senere udvidede man horisonten til at inddrage levende arabisk kultur, for eksempel beduiner og nomader for at forstå nogle af fortællingerne om de gammeltestamentlige patriarker. Vi minder også om, at mange af de tidlige islamforskere var præget af en negativ holdning til islam og Muhammed, da forskerne ikke sjældent havde konfessionel bias.
For det andet: Når vi når frem til islamforskningens guldalder i 1800-1900tallet, står det klart, at datidens store islamforskere, eksempelvis Geiger, Goldziher og Schacht, gik særdeles historisk-kritisk til værks og satte spørgsmålstegn ved mange af islams fremstillinger af sig selv.
For det tredje: I det omfang, islamforskerne var eller er positive over for de islamiske kilders troværdighed, må vi spørge os selv hvorfor. Måske har det faktisk noget at gøre med kildernes beskaffenhed, som alt andet lige er langt yngre og attesterede end mange af de tidlige kristne og jødiske kilder. Slet og ret fordi islam er en latecomer religion fra senantikken. Til og med imperium meget tidligt og ikke en forfulgt religion som tidlig kristendom.
Og hvordan kan det i øvrigt være, at én af den historisk-kritiske bibelvidenskabs fædre, nemlig Julius Wellhausen, kom til den konklusion, at den islamiske historieskrivning giver et troværdigt indblik i, hvad der skete i årtierne efter Muhammeds død?
Med andre ord: En historisk-kritisk tilgang til kilderne har været udbredt i islamforskningen nærmest fra barnsben og ikke blot de sidste 50 år. Der har også været forskere, der havde en mere tillidsfuld tilgang til kilderne, for eksempel Watt, men det er næppe unikt for islamforskning.
Ligesom os inddrager Klostergaard den store danske islamforsker Patricia Crone og gentager, hvad vi skrev om hendes tidlige revisionistiske værk ”Hagarism” (medforfatter Michael Cook) og hendes glorværdige karriere. Så langt, så godt. Crone kan bare ikke sættes i samme bås som alle andre revisionister. For os handler det om kvaliteten af de revisionistiske analyser og teser.
Crone var netop et eksempel på, at dygtige revisionister sjældent straffes og marginaliseres, men snarere belønnes i et universitetssystem, der elsker originalitet og intellektuel dristighed. Det skal dog helst være mere end ”vidtløftige spekulationer”, som genererer flere spørgsmål end svar.
Som Skovgaard-Petersen skrev i kronikken den 7. april, handler det om vilje til at revidere sine teorier, når ny evidens gør dem mindre sandsynlige. Folk med et nærmere kendskab til Crones oeuvre vil vide, at hun som senior omtalte ”Hagarism” som et udslag af ”ungdommelig vandalisme”. Sent i sin karriere skrev hun endda en artikel, hvor hun slog fast, at Muhammed helt sikkert havde eksisteret.
Klostergaard nævner følgende en række forskere, der angiveligt skulle gå i revisionisternes spor, men det er en misforståelse, at revisionisterne udgør én gruppe, der går i samme retning.
Tværtimod er der tale om en kakofoni af modstridende positioner. Crone og Cook plæderede i ”Hagarism” for, at Umar erobrede Palæstina, men ikke, som de islamiske kilder siger, i rollen som Muhammeds anden efterfølger (kalif).
Umar var ifølge dem en messiansk figur, der egentligt stod i centrum af den tidlige islam. Shoemaker påstår derimod, at Muhammed levede længere end de muslimske kilder udlægger, og at det var under ham, at Jerusalem blev indtaget. Crone kritiserede i øvrigt Donner, som Klostergaard ligeledes nævner, sønder og sammen i en anmeldelse af hans seneste revisionistiske bog om islam som et økumenisk projekt bestående af fromme monoteister. Med andre ord: en broget flok og et felt af skidt og kanel.
Til sidst undrer det os, at en forsker som Sean Anthony placeres i gruppen af revisionister på trods af hans seneste bog, der sandsynliggør, at såvel de tidlige muslimske som ikke-muslimske kilder giver os grund til at fæste lid til et basalt billede af Muhammed som en profetfigur med købmandsbaggrund, der iværksatte en militant religiøs bevægelse i første halvdel af 600-tallet. I Skovgaard-Petersens bog trækker han på flere af de forskere, som Klostergaard anbefaler ham at læse, for eksempel Anthony, men især Hoyland. Og Skovgaard-Petersens bog er faktisk én lang beskrivelse af de enorme forskelle mellem såvel muslimers som ikke-muslimers beskrivelser af en tidlig, en middelalderlig og en moderne Muhammed.
Resten af Klostergaards kronik nævner forskellige emner, som desværre bliver for omfattende at diskutere. Han konkluderer derpå, at ”der er meget langt fra den senere muslimske tradition om Muhammed og den traditionelle skildring til den historiske Muhammed og den tidligste tilblivelse af islam”.
Men det er jo hverken kontroversielt eller revisionistisk, men mainstream inden for islamforskningen. Vi klapper gerne hesten, men vi slipper nødigt de videnskabelige tøjler.