Prøv avisen
Kronik

Island var en nation, længe før landet blev selvstændigt

Selvom det først var i 1944, at Island forlod forbundet med Danmark, opsagde kongefællesskabet og blev en republik, blev Island allerede i 1918 af Danmark anerkendt som en selvstændig stat. På billedet ses den islandske statsministers embedsbolig i Reykjavik. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Adam Wagner, Magister i historie. Adam Wagner har skrevet forordet til Arild Hald Kierkegaards bog ”National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla”, som udkom den 1. december.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I år fejrer Island sine 100 år som selvstændig stat. Islændingene har opfattet sig som et eget folk i mange flere år, både på grund af sit særprægede sprog samt erindringen om, at Island engang, før 1262, havde været et selvstyrende land, skriver Adam Wagner

ISLAND MARKERER I ÅR sine 100 år som selvstændig stat. 100 år? Ja, for selvom det først var i 1944, at Island forlod forbundet med Danmark, opsagde kongefællesskabet og blev en republik, blev Island allerede i 1918 af Danmark anerkendt som en selvstændig stat. De 100 år er dog ikke ensbetydende med, at Island er ”en ung nation”, sådan som man af og til kan se det beskrevet. I hvert fald ikke, hvis man med ordet ”nation” holder sig til den tidligere mest almindelige betydning: et folk. Altså et folkeslag med egne skikke og eget sprog og land (men ikke nødvendigvis med en egen selvstændig stat). I den betydning af ordet er den islandske nation ikke ung, men gammel.

For hvis den islandske nation var moderne, hvornår skulle den så være opstået? De moderne islandske krav om øget selvstyre og senere selvstændighed tog for alvor fart, da Danmark fik sin grundlov i 1849. Man påpegede fra islandsk side, at Island var en sideordnet del af riget og derfor ikke skulle omfattes af Danmarks grundlov, men have sin egen. Det fik Island så i 1874 – og siden altså egentlig selvstændighed.

Men disse islandske krav efter 1849 kom jo ikke ud af det blå. De byggede på bevidstheden om at være noget særligt: islandsk og ikke dansk. Modviljen mod politisk at blive en del af selve Danmark gik da også lidt længere tilbage, idet man allerede efter stænderforsamlingernes indførelse i 1831 protesterede mod, at Island blot skulle høre under Østifternes stænderforsamling sammen med Sjælland, Fyn og Lolland-Falster. Også da var baggrunden en islandsk bevidsthed om at være noget særligt: ikke dansk, men et eget folk med et eget land. De islandske ønsker blev imødekommet, og det islandske Alting genoprettedes derfor i 1843 som modstykke til stænderforsamlingerne i Danmark og Holsten.

DENNE NATIONALBEVIDSTHED findes før 1800-tallets mere politiske ønsker om selvstyre og selvstændighed. I 1700-tallet, hvor man ellers dyrkede patriotismen og kærligheden til ”fædrelandet” (læs: helstaten), kunne man således godt tale om islændingene som en nation. Det ses for eksempel i Videnskabernes Selskabs store islandsbeskrivelse ”Reise igiennem Island” fra 1772. Landets indvånere kaldes islændere, og de beskrives som en population med fælles historie, fælles afstamning og fælles sprog; og Island kaldes for islændernes ”fædernesland”. Endelig tales der om ”den islandske Nation”. I øvrigt er skriftets omtale af det islandske sprog bemærkelsesværdig: Det omtales som ”dette i Europa ældste levende Sprog”, der burde ”holdes ved Lige, og dets Undergang forebygges”. Dette er til dels skrevet imod en samtidig islænding, der ønskede sproget ”rent udrøddet”.

Hertil indvendes: ”Den fornuftige og lærde Verden vil heller ansee det for en stor Ziir og Ære for Norden, især for Dannemark og Norge, at have det vedligeholdet.” Man skal altså ikke lade sig indbilde, at forestillingen om det islandske sprog som noget ægte, oprindeligt nordisk, der kan gøre Danmark ære, er et produkt af 1800-tallets nationalromantiske tanker – sådanne forestillinger hørte også sammen med de nationale tanker i 1700-tallet.

Der findes i øvrigt tidligere vidnesbyrd om, at også islændinge af bondeslægt kunne opfatte sig som islændinge og ikke som danske, og at de i øvrigt som noget selvfølgeligt betragtede mennesker som nogle, der havde en nationalitet. Et sådant vidnesbyrd er islændingen Jon Olafssons (1593-1679) erindringer.

Han tjente som skytte under Christian IV, hvorved vi altså er tilbage i tiden før enevælden. Han kom vidt omkring, ja, helt til Indien, og hans beretning er fuld af eksempler på, hvorledes han betegner de folk, han møder, som nordmænd, englændere, danske, islændere og så videre. Straks han var kommet til København i 1615, kom han i forbindelse med sine ”landsmænd”, folk hjemme fra Island, og modtog også hjælp fra flere af dem på grund af landsmandskabet.

Nogle grunde til, at både danske og islændinge vedvarende opfattede islændingene som et eget folk og hverken som norske eller danske, kunne være, at det islandske sprog så tydeligt adskilte sig fra både norsk og dansk, samt erindringen om, at Island engang, før 1262, havde været et selvstyrende land og i øvrigt endnu regnedes for en særskilt del af kongens riger og lande, hvilket vistes ved, at Island havde sit eget våben.

Islandsk og norsk var især efter højmiddelalderen gledet fra hinanden, og Reformationen var med til at forstærke denne udvikling og trække norsk i retning af dansk. Norge fik nemlig Bibelen på dansk, mens Island fik den på islandsk. Det norske skriftsprog blev især fra da af stort set dansk med nogle særnorske ord, mens det gik anderledes på Island. Hvor den norske digterpræst Petter Dass skrev sine salmer på et norskpræget dansk, skrev den islandske digterpræst Hallgrímur Pétursson på rent islandsk. Sproget stod altså forholdsvis stærkt på Island, og man var bevidst om dets særegenhed.

HVOR LANGT TILBAGE I TID kan en islandsk identitet spores? Her kan en nyligt udkommet bog af historikeren Arild Hald Kierkegaard (1979-2012) være med til at give et fingerpeg. Det drejer sig om bogen ”National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla”. ”Heimskringla” er en samling af norske kongesagaer, der sandsynligvis er skrevet omkring 1230 af den islandske stormand Snorre Sturluson.

Kierkegaards bog giver et godt overblik over diskussionen om, hvorvidt der fandtes norsk og islandsk national identitet i middelalderen, og hvori denne identitet bestod. Endvidere gennemgår Kierkegaard selv ”Heimskringla” for at finde ud af, hvilket syn på det etniske og nationale man finder deri. Først og fremmest står det klart, at det i ”Heimskringla” anses for noget selvfølgeligt, at menneskenes verden består af folkeslag, der hver især er kendetegnet ved at have fælles sprog, land og skikke og ved at være historiske fællesskaber. En sådan opfattelse er altså ikke moderne.

Holder vi os til islændingene, så omtales de i ”Heimskringla” som en historisk enhed med fælles forfædre, nemlig de norske landnamsmænd. Desuden ses en bevidsthed om, at nordmænd og islændinge talte samme sprog: norrønt. Men alligevel regnes islændingene i ”Heimskringla” ikke for nordmænd. Der skelnes, hvilket tydeligt ses i en fortælling, hvor en islænding direkte siger, at han ”ikke er en norsk mand”, hvorfor han kan optræde neutralt over for de svenske, som nordmændene lå i strid med.

Når islændingene ikke opfattes som norske, skyldes det frem for alt, at de dannede et eget historisk-politisk fællesskab uafhængigt af Norge. Ifølge den islandske overlevering var Island jo blevet bebygget af nordmænd, der flygtede for Harald Hårfagers tyranni, og det er rammende blevet sagt, at dette er en myte om, hvorledes nationen blev til.

På Snorre Sturlusons tid var den islandske frihed under pres fra Norge, hvilket meget vel kan have medvirket til, at den islandske nationalbevidsthed styrkedes. I den forbindelse er det interessant at læse gengivelsen i ”Heimskringla” af, hvordan islændingene i 1024 drøftede Olav den Helliges ”tilbud” om at blive deres konge, hvilket af nogle blev set som en trussel mod deres kollektive frihed. Beretningen viser tydeligt et islandsk ”vi” over for et norsk ”de”.

I øvrigt afslører Snorre Sturlusons sprogbrug flere steder, at han selv regnede sig til dette islandske ”vi”, blandt andet hvor han blot skriver ”her” om Island eller ligefrem taler om ”os islændinge”.

At omtale islændingene som en ”ung nation” er altså noget misvisende, også selvom den moderne stat Island kun er 100 år.