Islands vej til kristendom

Der er få lande på Europa-kortet, hvor kristendommen har været kendt, lige siden de første mennesker bosatte sig der. Men dette kan med sikkerhed siges om Island, Europas vestligste udpost. Blandt de første vikinger, der bosatte sig på øen omkring 874, fandtes også kristne nybyggere. Og inden det skete, havde irske munke fundet et fristed der. I 1874 fejrede islændingene 1000-året for de første bosiddelser i landet. Den begivenhed fik historisk betydning, da Christian IX benyttede lejligheden til at besøge Island. Det havde ingen monark, hverken norsk eller dansk, gjort før. Han medbragte ved den lejlighed Islands grundlov, som repræsentanter for begge lande havde forhandlet sig til og godkendt tidligere på året. Den var i overensstemmelse med Danmarks grundlov af 1849, men var samtidig en klar tilkendegivelse af Danmarks vilje til at erkende og respektere Islands historiske og kulturelle egenart og islændingenes ønsker om større uafhængighed og selvbestemmelsesret. Under kongebesøget blev Matthias Jochumssons nationalsang sunget for første gang ved den pragtfulde, men ret krævende melodi af Sveinbjörn Sveinbjörnsson. Den er, som den eneste nationalsang i Norden, en lovsang, en tak til Gud for »Islands tusind år«. To vers af sangen findes i Højskolesangbogen i Olaf Hansens oversættelse. Da Reykjavik for første gang fik besøg af landets konge, var byen en lille og ret beskeden købstad. Nu er den for længst blevet en smuk, moderne hovedstad, en storby i miniature, som for øvrigt er Europas kulturby år 2000. Til minde om den islandske viking Leif den Lykkeliges Vinlandsrejse år 1000 bliver der i år afholdt ca. 230 islandske kulturfremstød forskellige steder i USA og Canada. I år holder islændingene desuden endnu en 1000-års fest. Denne gang fejrer de nationens overgang til kristendommen, en begivenhed, der fandt sted på Tingvellir den 24. juni år 1000. Det var en ret enestående begivenhed, at et folk samlet og på demokratisk vis forlod asetroen og gik over til kristendommen. Det var en af Altingets ypperligste mænd, »goden« Torgeir fra Ljosavatn, som for at undgå, at den unge nation blev delt i dette vigtige spørgsmål, rådede tinget til at indføre kristendommen som nationens religion. Der blev dog taget et vist hensyn til dem, der endnu holdt fast ved de gamle skikke, og der forestod en ret lang overgangstid, men selve beslutningen er et klart vidnesbyrd om, at allerede på dette tidlige tidspunkt var kristendommen en åndelig magtfaktor i Island. Det er da også tvivlsomt, om nogen anden beslutning, som Altinget har taget i tidernes løb, har haft større betydning for det islandske folk end denne. Den ældste grundige beretning om kristendommens indførelse findes i præsten Ari den Frodes »Islendingabk«, der er skrevet omkring 1130, godt 100 år efter at begivenheden fandt sted. Indtil da blev historien bevaret ved mundtlig overlevering. Allerede 50 år efter kristendommens indførelse blev landets første bispestol grundlagt i Sklholt. Senere fik Nordlandet også en bispestol på Holar. Med deres domkirker og katedralskoler blev bispestolene landets vigtigste kulturcentre. Der og i klostrene blev sagaerne skrevet af og bevaret, og der blomstrede den islandske kultur. Det er næppe nogen tilfældighed, at den ældste salme på et nordisk sprog, som endnu er i brug over hele Norden, er af islandsk oprindelse. Ifølge overleveringen er den digterens sidste bøn, da han ligger i sit telt uden for Holar kvæstet til døde en sommerdag i 1208. Så vidt vides er det ikke mindst Poul Dams fortjeneste, at Kolbeinn Tumasons salme, »Hør mig, Skaber mild«, nu forventes at komme med i den nye danske salmebog. Tak til dem, der har bidraget dertil. Det er nok heller ingen tilfældighed, at den ældste prædikensamling, der findes her i Norden, stammer fra Island. Egentlig er Homeliebogen nok tænkt som en vejledning for præster, men der findes mange letlæste og opbyggelige prædikener i den. Manuskriptet fra 1100-tallet opbevares på Stockholms Kgl. Bibliotek, men blev udgivet i sin helhed af Det islandske Litteraturselskab i Reykjavik i 1995. Der skriver Islands tidligere biskop, Sigurbjörn Einarsson, indledningsvis: »I det 11. og 12. århundrede blev der bygget kirker overalt i Island. Samtidig begyndte islændingene at lægge langt større vægt på skrivekunsten end deres norske frænder. Banebryderne i islandsk kirkeliv hentede ikke deres lærdom til Norge, men til lande længere sydpå, og allerede i det 11. århundrede havde præsteuddannelsen udviklet sig i langt højere grad end i Norge, og det blev den ved med ind i det 13. århundrede«. Ved reformationen blev kirken i en kortere periode delt, idet den lutherske lære blev indført i Sklholt Stift i 1541, men i Holar Stift først i 1551. Derefter var den evangelisk- lutherske kirke landets eneste, indtil religionsfriheden blev indført med grundloven i 1874. Men endnu tilhører ca. 90 procent af nationen den lutherske folkekirke. Islandsk salmedigtning begynder for alvor at blomstre i 1600-tallet. Da levede Islands største salmedigter, Hallgrimur Pétursson (død 1674). Han skrev både salmer og bibelske digte for børn, men hans hovedværk er de 50 salmer om Jesu lidelse og død, som i tidernes løb er blevet udgivet og trykt i flere oplag end nogen anden islandsk bog, »...slægtled efter slægtled lærte dem udenad, fandt i dem fortrøstning i trængsler, hentede fra dem de første bønnevers at lære børnene. Helt til vore dage er de sunget eller læst højt i hvert hjem i fastetiden, en skik, som nu er taget op af Islands Radio. Digterens passionsvandring med sin frelser blev hele folkets vandring« (Jon Samsonarson i »Nordisk Litteratur«). Salmerne læses endnu ved dagens slutning i fastetiden i Islands Radio, og i år var det landets biskop, som var oplæser. Passionssalmerne er blevet oversat helt eller delvis til mange sprog, men det islandske sprogs egenart og dets utrolige billedrigdom gør det svært at oversætte islandske salmer. For få år siden udkom Passionssalmerne i en moderne dansk oversættelse af en islandsk præst, Bjørn Sigurbjörnsson, daværende sognepræst ved Christianskirken i Kgs. Lyngby. De blev udgivet af menighedsrådet ved Hallgrimskirken i Reykjavik og forlaget Anis i fællesskab. Oversættelsen er en aktuel og værdig præsentation af Hallgrimur og hans digtning for danske læsere og burde være kendt af alle venner af Island og islandsk kirkeliv. Selve arbejdet må betragtes som noget af en bedrift, eftersom de fleste af salmerne består af 20-30 vers. Det ville have været fint at få bare nogle vers af en salme fra den nye oversættelse ind i salmebogen i stedet for de salmer, som nu ventes at udgå. Hvordan fejrer man så 1000-året for kristningen af en hel nation? Det gør islændingene med en storslået »Kristnihtëd«, som officielt blev åbnet ved en højtidelighed i Akureyri på Nordisland den 25. april 1999 og ventes at fortsætte indtil påsken 2001. Islands Kommuneforbund, Statens Central for Læremidler, Islands Læreforbund og Islands Skoleinspektørforening samarbejder om at præsentere kristentroens betydning i landets folkeskoler. En brochure om kristendommen i 1000 år bliver således uddelt i alle landets grundskoler, og over 60 udstillinger afholdes i forbindelse med udgivelsen af bogen »Fremtidslandet«, der bliver sendt ud til næsten 25.000 børn over hele landet. Endvidere er der udsendt en festkalender for hele år 2000. Kalenderen er fyldt med en lang række arrangementer, gudstjenester, koncerter, udstillinger m.m., som ventes at finde sted på alle kendte kirkesteder i alle landets provstier. Højdepunktet bliver selve nationalfesten på Tingvellir lørdag og søndag den 1. og 2. juli. Det er en begivenhed, der vil samle tusinder af mennesker fra hele Island. Om søndagen vil Altinget være samlet på det gamle Lögberg (Lovbjerget), og derefter vil der blive afholdt en festgudstjeneste, hvor landets biskop prædiker. Festlighederne er blevet forberedt af en festkomité, som blev nedsat af regeringen allerede i 1989, og et aktivitetsudvalg har arbejdet på den praktiske planlægning i de sidste tre år. Som det fremgår af alt dette, er det ikke en interessegruppe, end ikke den officielle kirke alene, som står bag festlighederne. Det er et folk, som i tak til Gud vedkender sig sin gæld til ham, som i de tusind år har holdt sin bevarende hånd over land og folk. Det smukke festskrift består foruden de praktiske oplysninger af en kalender, hvor hver enkelt af årets måneder fylder en side, men på den modsatte side er der korte eksempler fra den islandske litteratur gennem tiderne, som viser kristendommens påvirkning af sprog og tankegang i poesi og prosa. Ingen behøver på Guds vegne at frygte kirkens fremtid her i Norden. Den vil Gud selv tage vare på, så længe det er dag. Jesus, kirkens herre, er den som var, er og kommer. Men vi, som er børn af »en blind tid« med megen forvirring og nye udfordringer, må håbe, for vor egen skyld og vore børns, at vi må være os bevidst, hvad vi tror på og må værne om og om nødvendigt kæmpe for over for alt det nye, hvad enten det så er islam, buddhisme eller nyreligiøse bølger med islæt af gammel asetro, som vi står over for. sognepræst og lic.theol.