Israel og identiteten

Selvom det er spændende at tale om muslimerne, kan det vise sig, at debatten om jøderne og Israels status har mere med den danske identitetsdebat at gøre, end man skulle tro

Det er helt opløftende, at der på det seneste har været debat i Kristeligt Dagblad om Israel og jøderne. Ellers er det næsten kun islam vi hører om, og når islam omtales, er det ofte som en trussel. Muslimerne truer f.eks. den meget omtalte danskhed, mener mange. Men selvom det er spændende at tale om muslimerne, kan det vise sig, at debatten om jøderne og Israels status har mere med den danske identitetsdebat at gøre, end man skulle tro. Den seneste måned har Kristeligt Dagblad bragt indlæg af forskellige debattører i kølvandet på Otto Rühls kritik den 17. april af et hæfte, som Folkekirkens Nødhjælp har udgivet om Jerusalem. Debatten har forudsigeligt handlet om pro et contra Israel: hvilken af parterne bærer den største skyld? Er Israels fjender virkelige eller imaginære? Var oprettelsen af Israel et mirakel eller baseret på en massakre? Og bør Israel overhovedet eksistere? Enten-eller. Israel er som USA et land, man kan have en holdning til. Det gælder ikke mange andre lande, og der er da også talrige forbindelser mellem de to lande. Men der er også en væsentlig forskel på USA og Israel. Sidstnævnte blev oprettet som en nationalstat, og det er Israels status som nationalstat, der i disse år debatteres i Israel. For nemheds skyld kan man tale om en diskussion udadtil og en diskussion indadtil. Det er førstnævnte, der har været på færde i Kristeligt Dagblads spalter, med overskrifter som »Israels fjender« den 10. maj og »Retten til Israel« 15. maj. Denne diskussion er ført før, og har vel siden 1948 aldrig ligget stille. Pro et contra Israel. Den anden diskussion føres indadtil, og er ikke adskilt fra spørgsmålet om, hvem der bærer den største skyld, og hvem der har mest ret til at bo i Palæstina. Imidlertid handler denne debat indadtil ikke kun om forholdet til palæstinenserne og PLO, men i langt højere grad om israelernes selvforståelse og identitet som jødisk stat. Diskussionen udadtil forudsætter en jødisk enhed. Diskussionen indadtil handler om jødisk forskellighed. Denne debat indadtil er sat i gang af en ændring i historiesyn. To opfattelser af jødernes historie og forbindelse til staten Israel er i omløb. Den ene opfattelse er den zionistiske opfattelse, som har præget israelsk selvforståelse det meste af dette århundrede. I denne traditionelle skildring af den jødiske stats oprettelse er zionismen en humanistisk og socialistisk bevægelse, hvis tilhængere flygtede fra antisemitismen i Europa i slutningen af forrige århundrede. Zionisterne flygtede til Palæstina, hvor staten Israel godt 50 år efter Theodor Herzls bog om det jødiske spørgsmål, »Det Judenstaat« (1896), blev oprettet. Med oprettelsen af Israel fik jøderne i diasporaen mulighed for at vende tilbage til (dele af) deres forfædres land. Elementet af hjemkomst er vigtigt, for i det zionistiske historiesyn opfattes jødisk historie som en lang fortælling om et unikt folk, som på trods af eksil og forfølgelse forblev forenede i troen på, at det en dag skulle vende tilbage til hjemlandet. Den zionistiske bevægelse og opbygningen af en jødisk stat var på denne baggrund en naturlig og retfærdig konklusion på mange århundreders kamp. I skolen skulle børnene lære den jødiske kulturs værdier og opdrages til loyalitet over for den nye jødiske stat. Synspunktet bag denne historieudgave var homogeniserende og søgte at skabe enhed. Realiteten var, at Israel i statens første år bestod af immigranter med vidt forskellige baggrunde. Orientalske jøder skulle sammen med europæiske jøder opbygge en ny nation. Det var absolut ikke evident, at en yemenitisk jøde havde noget til fælles med en polsk jøde. Men den zionistiske historie om jødernes enhed og fælles længsel efter Israel var med til at skabe enighed, hvor der ellers var strid. Med en fælles fortid kunne modsatte elementer i samtiden forenes. Ved i skolesystemet at understrege det, som jøderne var fælles om, kunne israelske skolebørn med forskellige nationale og kulturelle baggrunde forenes, og opfatte sig selv som del af et folk med en retfærdig sag. Som sagt er to historiesyn i omløb. Det ene er det zionistiske, og det andet er ikke-zionistisk. Det er opstået i bevidst modsætning til ovennævnte forståelse. Historiker på Hebrew University i Jerusalem, Moshe Zimmermann har sagt, at man ikke længere kan undervise i zionisternes version af jødernes historie. »Hele den jødiske historie trænger til en ny fortolkning,« siger han. Opfattelsen af Israel som en jødisk stat er »åbentlyst etnocentrisk«, fortsætter Zimmermann, som har været involveret i udgivelsen af nyt undervisningsmateriale i de israelske skoler. De nye skolebøger, som har skabt stor debat, er præget af et bevidst ikke-zionistisk historiesyn. Ifølge dette er den zionistiske bevægelse en nationalistisk bevægelse. Bevægelsen fremtvang et jødisk enhedspræg, som ikke findes. Jødernes historie er ikke præget af enhed og fælles længsel, men skal ses i sammenhæng med de vidt forskellige omgivelser, de jødiske samfund er opstået i. Det er vigtigere at undervise i, hvordan samspillet mellem f.eks. jøderne i USA og den amerikanske kultur har udviklet sig, end at undervise i, hvordan alle jøder i hele verden er defineret ved deres særpræg, fælles længsel og distinkte jødiske værdier. Det homogene nedtones til fordel for det heterogene. Og skolebørnene skal lære, at zionisternes sejr i Palæstina og oprettelsen af Israel var en sejr for nationalismen, og ikke for jøderne. Zionisterne var socialistiske nationalister som skabte en stat baseret på udelukkelse af de mennesker, der boede i området i forvejen. Deri består det etnocentriske ved Israel som stat, siger dette historiesyn. Israel skal ikke være en jødisk nationalstat, men en stat for de mennesker, der bor i den (»a state of all its citizens«). Så vidt fronterne i den israelske identitetsdebat. Når man kan drage paralleller til den danske debat om identitet og traditionstab og national selvbestemmelse, og ligefrem lære noget af den israelske debat, skyldes det et spørgsmål om bevidsthed. De zionister, som var med til at opbygge staten efter 1948, satte ikke spørgsmålstegn ved, om deres version af historien var rigtig. Det var ikke med i overvejelserne, om der overhovedet var tale om forskellige versioner eller fortolkninger af historien. Man må formode, at de troede på det, de sagde, som en form for sandhed. Nutidens forsvarere af historiesynet hos Ben-Gurion og hans undervisningsminister Benzion Dinur (som var arkitekten bag zionisternes undervisningsmateriale, som blev brugt i skolerne de første mange år efter 1948) antager derimod, at der findes forskellige versioner af en given historie. Zionisterne skrev ikke sand historie, for det kan man ikke, siger forsvarerne. Men sigtet med deres historie-version er stadig værd at støtte, siger forsvarerne. Ikke-zionisterne siger også, at man ikke kan skrive sand historie, for historieskrivning handler om, hvilken tolkning der vinder. Så i dette spørgsmål er de to fronter enige. Ikke-zionisterne vil blot ikke støtte de nationalistiske tendenser, de mener at finde i enhver nationalstats-dannelse, herunder Israel. Men begge parter er stort set enige om, at de udfører en kamp om tolkninger af historien. Deres versioner er konstruktioner, og ikke uimodsigelige sandheder. Denne bevidsthed om den indbyggede relativitet i enhver fortælling om et lands eller folks historie er forfriskende. Den findes ikke altid, når der i dansk og europæisk sammenhæng diskuteres politik og identitet. De to israelske historiesyn kan være nok så modsatrettede og fjendtligt indstillede. Men blandt de mest ædruelige af kombattanterne på henholdsvis den zionistiske og ikke-zionistiske side findes en bevidsthed om, at enhver fortælling om disse forhold er en konstrueret fortælling. Og det gør ikke noget. Konstruktion er ikke et skældsord, som mange vist tror. Og er man bevidst om, at ens nationale eller folkelige historie er en forestilling eller konstruktion, kan man med større overbevisning foreslå, at man holder fast i den, eller afskaffer den, eller laver en ny. n cand.mag.