Lektor og forfatter: Ja, der er racisme i Danmark, men den er ikke systemisk

Racismen lever i det danske samfund, men det er den såkaldte hverdagsracisme, som hverken er formel eller systemisk, og som kan gå begge veje. Det mener Michael Böss, der selv stiftede bekendtskab med racismen i de amerikanske sydstater i 1970’erne

"Jeg kan selv konstatere, at ledende aktivister har svært ved at forklare, hvad de mener med ”systemisk racisme”. Det gør begrebet svært at forholde sig til, og derfor også problemet svært at løse, hvis det måtte findes. Skal man så lade være med at tage det alvorligt? Nej, det mener jeg ikke. Jeg vil i det følgende forklare hvorfor, og jeg vil tage udgangspunkt i nogle personlige erfaringer fra USA i 1970’erne," skriver dagens kronikør. Foto: Thomas Lekfeldt og Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
"Jeg kan selv konstatere, at ledende aktivister har svært ved at forklare, hvad de mener med ”systemisk racisme”. Det gør begrebet svært at forholde sig til, og derfor også problemet svært at løse, hvis det måtte findes. Skal man så lade være med at tage det alvorligt? Nej, det mener jeg ikke. Jeg vil i det følgende forklare hvorfor, og jeg vil tage udgangspunkt i nogle personlige erfaringer fra USA i 1970’erne," skriver dagens kronikør. Foto: Thomas Lekfeldt og Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

I den verserende racismedebat bliver det hævdet, at det er vigtigt at få bugt med ikke blot ”hyggeracisme” og ”hverdagsracisme” i Danmark, men også ”systemisk racisme”. Det udtryk er der sikkert mange, der ikke har hørt før, og det er da også en forholdsvis ny import fra USA. Her bliver politivold mod sorte i forbindelse med arrestationer set som udtryk for, at politiet opfører sig racistisk over for afroamerikanere på en systematisk måde; at der ligefrem er tale om en uskreven kodeks blandt betjente.

Det er dog svært at bevise, at der skulle være tale om mere end enkelte politimænds personlige racisme over for sorte, og vi skal passe på ikke bare at bruge begrebet løst, sådan som det sker i øjeblikket. Der er nemlig meget, der tyder på, at det anvendes strategisk for at tjene en politisk sag, der, også i Danmark, kan vise sig at få ikke kun splittende, men højeksplosive konsekvenser.

Jeg kan selv konstatere, at ledende aktivister har svært ved at forklare, hvad de mener med ”systemisk racisme”. Det gør begrebet svært at forholde sig til, og derfor også problemet svært at løse, hvis det måtte findes. Skal man så lade være med at tage det alvorligt? Nej, det mener jeg ikke. Jeg vil i det følgende forklare hvorfor, og jeg vil tage udgangspunkt i nogle personlige erfaringer fra USA i 1970’erne.

I 1976 fungerede jeg som undervisningsassistent og studerende i et semester på Centenary College i forbindelse med en udvekslingsaftale med Aarhus Universitet. Det er et såkaldt liberal arts college og ligger i Shreveport i Louisiana, en af USA’s sydstater. I det halve år, jeg opholdt mig på Centenary College, oplevede jeg en del racisme og raceadskillelse i dagliglivet. Men ikke på en systematisk eller regelbestemt måde.

Artiklen fortsætter under annoncen

Centenary College var drevet på et metodistisk grundlag og lå som en liberal lomme i den ellers meget konservative by. Til hverdag blandede sorte og hvide studerende sig ikke med hinanden. De sorte, hvoraf mange var atleter, stod eller sad altid sammen i deres egne små og store grupper. Det gjaldt også i kantinen. Men der var ikke nogen collegemyndigheder, der påbød det. Sådan var traditionen bare i Sydstaterne dengang.

Da jeg deltog i den store fest på årsdagen for grundlæggelsen af Centenary College, bød jeg en af de mange flotte, sorte piger op til dans. Det var dog lige før, vi aldrig kom ud på dansegulvet, fordi en af hendes venner forsøgte at bryde ind. Han ville ”beskytte” en af gruppens ”egne” piger. Men så beroligede et par andre fyre dem med, at jeg var udlænding og derfor ikke kendte de uskrevne regler for forholdet mellem sorte og hvide.

I en af de private, kønsopdelte studenterforeninger – Kappa Alpha – var sorte forment adgang, og der blev flaget med det gamle sydstatsflag på plænen uden for klubhuset. I de tre andre foreninger blev det påtalt, hvis nogen for eksempel sagde ”nigger”. Jeg husker, at racisterne ved siden af havde vildere og vådere fester. De endte tit med, at der blev afskudt en kanon med en tøjdukke i, og at politiet blev tilkaldt. Jeg nåede aldrig at finde ud af, hvilken farve den havde. Engang havde en date inviteret mig med til en bryllupsreception hos en rig familie i den gamle plantageby Natchitoches ved bredden af Red River. Mens jeg vandrede rundt på den nyslåede plæne ved floden, faldt jeg i snak med en ældre kvinde med lilla hår og sommerfuglebriller. Talen faldt på præsident Carters netop bebudede støtte til et regimeskifte i Sydafrika. Samtalen blev dog kort efter afsluttet, da kvinden udtrykte sin forargelse over idéen om at give sorte – som hun omtalte som en slags aber – politisk magt i Pretoria.

Senere samme forår blev jeg en søndag efter en gudstjeneste i en lille hvid baptistkirke for første gang inviteret på middag hjemme hos min kærestes mor og far. Faderen var bager, og moderen sygeplejerske, og de boede i et lavere middelklassekvarter i udkanten af Shreveport. Min kæreste, der var ved at afslutte sin uddannelse til pianist, måtte selv tjene til sine studier ved at give klaverundervisning. Efter middagen trak hendes far hende til side og bad hende om ikke at undervise en lille sort dreng i klaver i hjemmet. Han havde ikke selv noget imod, at drengen var sort, forklarede han hende. Men han var bekymret over, hvad folk i gaden ville sige, hvis de så ham komme hos dem. Der fandtes således stadig raceadskillelse i Sydstaterne 12 år efter gennemførelsen af borgerrettighedslovene. Man kunne også møde racisme, når man bevægede sig væk fra college og ud i det omgivende samfund. Men den var uformel. Den var ikke længere sat i system som før 1964.

Jeg vil definere racisme generelt som opfattelsen af, at grupper af mennesker er højerestående eller laverestående i forhold til hinanden i kraft af medfødte biologiske træk. Systemisk racisme optræder, når en sådan opfattelse danner grundlag for samfundets indretning, politik og love. Nazismen byggede således på en systemisk racisme. Det samme gjorde apartheidstyret i Sydafrika og Sydstaterne i USA under ”adskilt, men lige”-lovene før 1964.

Den systemiske racisme kan også findes i civilsamfundet. Det sker, hvis mennesker med en anden hudfarve eller andet fysisk udseende end flertallet formenes adgang til private foreninger, klubber, restauranter, diskoteker og så videre.

Under mit ophold i Louisiana blev jeg under Mardi Gras-festivalen inviteret til frokost på en fin countryclub i New Orleans. Under frokosten blev jeg fortalt, at hverken jøder eller sorte kunne være medlemmer.

Institut for Menneskerettigheder definerer racisme som ”diskrimination eller fordomme baseret på race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse”. Den brede definition skyldes blandt andet, at det i dag er almindeligt anerkendt, at der ikke er videnskabeligt belæg for eksistensen af forskellige menneskeracer, men at der blot findes ydre synlige forskelle mellem mennesker fra forskellige dele af verden. Alligevel er jeg betænkelig ved denne brede definition, fordi den udvander det særlige ved det racistiske menneskesyn, som har overlevet på trods af videnskaben: Det fratager visse mennesker deres værdighed som mennesker.

Selvfølgelig er det også moralsk forkert at diskriminere eller tale nedværdigende om mennesker på grundlag af deres nationalitet og etnicitet. Men til forskel fra racisme i den forstand, jeg forstår begrebet, er der for det meste tale om holdninger til kulturelle forskelle mellem mennesker, ikke biologiske. Det har ført til, at ingen mere tør udtale sig kritisk om adfærdsformer og normer, der går igen i visse etniske og nationale grupper, uden at risikere at blive beskyldt for racisme.

Folketingsmedlem Søren Espersen fra Dansk Folkeparti vakte i sidste uge opmærksomhed ved at udtale, at ”her i Danmark har vi ikke racisme”. Det er naturligvis noget sludder, men han ville have haft ret, hvis han havde sagt, at der ikke findes nogen formel systemisk racisme i Danmark.

Der foreligger ikke evidens for, at man i politiet diskriminerer folk med mørk hud blot på grund af deres udseende – også selvom de hyppigere bliver visiteret eller anholdt, for det kan der være mange sammenfaldende grunde til. Til gengæld findes der utvivlsomt racistiske idéer og såkaldt hverdagsracisme i Danmark. Og ikke kun fra hvid side. Der er dog store og anerkendte undersøgelser, der viser, at Danmark ligger i den lave ende af racismeskalaen i Europa. Der er derfor mange gode grunde til at være præcis, når man udtaler sig om racisme.