Prøv avisen
Kronik

Jagten er gået ind på os familiesammenførte par

Regeringens nye stramninger indebærer et ”ufravigeligt krav” om at kunne tale dansk på 9.-klassesniveau. Det er et lidt latterligt krav at stille til mennesker, der er født og opvokset i Danmark, skriver dagens kronikører. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Birgitte Kassa Bjerge, Nina Koerner Raj, Louise Ydemann Duarte og Signe Hermann

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi bliver konstant omtalt som udlændinge, der vil udnytte systemet. Men det drejer sig om naboens søn eller datter, der har forelsket sig i en amerikaner eller en inder. Faktisk er vi og vores udenlandske ægtefæller generelt mere i arbejde end gennemsnittet, skriver fire kvinder, der alle er gift med udenlandske statsborgere

JAGTEN ER GÅET IND PÅ FAMILIER, der bliver familiesammenført efter de danske regler. Det drejer sig ikke om flygtninge, asylansøgere eller migranter, men om naboens søn eller datter, der har forelsket sig i en amerikaner eller en inder. Måske er det, fordi mange politikere godt ved, at det er en af de få grupper af indvandrere, som de kan stramme grebet om uden at komme i strid med FN, EU og internationale konventioner.

Vi – de danske ægtefæller – bliver konstant omtalt som udlændinge. Udlændinge, der vil importere endnu flere udlændinge. Udlændinge, der vil udnytte systemet og udvande velfærden uden at have noget krav på landet gennem kultur eller opholdslængde. Familiesammenføring er noget, der kun angår udlændinge, både ifølge medierne og politikerne.

REGERINGENS NYE STRAMNINGER indebærer et ”ufravigeligt krav” om at kunne tale dansk på 9.-klassesniveau. Det er et lidt latterligt krav at stille til mennesker, der er født og opvokset i Danmark. Ifølge Udlændingestyrelsens egne tal er 90 procent af de familiesammenføringer, der gives efter de danske regler, til ægtefæller til danske statsborgere. Danske statsborgere, der bruger den ret, vi i Danmark har til selv at vælge, hvem vi vil gifte os med, som vores politikere er så glade for at sige.

Hvor mange af de 90 procent danske statsborgere der også er etnisk danske, er der ingen, der ved. Danmark har aldrig interesseret sig for at finde ud af det. Samtlige stramninger og forsøg på at indføre lovsikret forskelsbehandling bliver begrundet med, at vi familiesammenførte kulturelt og kompetencemæssigt har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Men faktisk er både vi og vores udenlandske ægtefæller generelt mere i arbejde end gennemsnittet. Det er vi nødt til for at leve op til kravene til familiesammenføring og forlængelser af midlertidige opholdstilladelser, der blandt andet indebærer, at vi skal være selvforsørgende.

Alle disse forslag, stramninger og begrænsninger bunder i de samme fejlslutninger: at indvandrere er svære at integrere, og at vi og vores ægtefæller er en belastning. Eller som Mette Frederiksen (S) har udtrykt sig: den største udfordring for Danmark.

ET AF PROBLEMERNE ER, at man fuldkommen har sammenblandet de forskellige grupper af udlændinge og indvandrere, selvom de på alle måder er forskellige, både hvad angår uddannelsesniveau, arbejdsparathed, integra tionsmuligheder og a priori-tilknytning til landet.

Selv den officielle statistikproduktion blander grupperne sammen og slører dermed de enorme forskelle, der er på de forskellige indvandrergrupper. Disse forskelle belyses igen og igen i rapporter fra for eksempel Rockwool Fonden, der udgiver statistikker opdelt på opholdsgrundlag. For det kan man nemlig sagtens. Informationen findes allerede i registrene. Man vælger bare at lade være.

Flygtninge er typisk den gruppe, der er mindst arbejdsparat, fordi de slås med ptsd og andre fysiske og psykiske belastningsreaktioner, deres flugt har påført dem.

Så er der dem, der er her på et arbejdsvisum. De har næsten alle et arbejde. Og så er der folk som vores ægtefæller, de familiesammenførte til danske statsborgere. Denne gruppe er beskæftigelsesmæssigt på højde med folk med arbejdsvisa, men bliver alligevel altid beskrevet som en trussel mod samfundet og sammenhængskraften.

Familiesammenførte til danskere er ikke en udgift for samfundet. Heller ikke, selvom de fleste er ikke-vestlige. Det er integrationsvillige, integrationsparate mennesker, der har valgt Danmark til, og som er nysgerrige på og ivrige efter at leve deres familieliv her. Blot for at blive mødt af en massiv mur af påstande om, at de er en byrde, en belastning og så videre.

Det er ikke godt for folks integration konstant at få at vide, at de er uønskede og ikke bidrager, uanset hvilket arbejde de har, hvor hurtigt og godt de har lært dansk, og hvor mange af de skiftende krav til at være godt integreret de ellers lever op til. Man ender naturligt nok med at tænke, at man lige så godt kan lade være med at prøve, når intet af det, man opnår, er godt nok, fordi det handler om, hvor man kommer fra, og ikke, hvad man gør.

Reglerne for vores liv bliver ændret mindst én gang i hver regeringsperiode. Det er svært at holde liv i motivation, når vi ikke kan lægge planer for vores liv her, fordi reglerne bliver ændret hurtigere, end vi kan nå at leve op til dem. Det er hårdt og usikkert at leve med midlertidige opholdstilladelser, og den periode, hvor dette er tilfældet, bliver længere og længere.

Et af hovedprincipperne for retssikkerhed er forudsigelighed, men der er ikke nogen forudsigelighed i en lovgivning, der hele tiden bliver ændret med tilbagevirkende kraft. Udlændinge skal ville demokratiet, men de gentagne stramninger af reglerne for permanent ophold og statsborgerskab holder dem uden for demokratisk indflydelse i årevis. Der er cirka 400.000 mennesker i Danmark over 18 år uden stemmeret, og hver stramning får tallet til at vokse yderligere.

HVERKEN VI ELLER VORES ægtefæller har adgang til ydelser efter aktivloven, så længe ægtefællen ikke har permanent opholdstilladelse. Det er unægteligt svært at se den skattefinansierede velfærdsmodel som et fælles gode, når man bare bliver opkrævet sit bidrag uden at have et sikkerhedsnet, hvis man bliver ramt af alvorlig sygdom, en arbejdsulykke eller en lavkonjunktur.

Socialdemokratiets nyeste udspil går lige til grænsen af racisme. De vil skelne mellem mennesker fra vestlige og ikke-vestlige lande og fastsætte en begrænsning for antallet af de sidste. Uanset opholdsgrundlaget, hvis det ikke er arbejde. Det ser vi som diskrimination, uanset hvordan det pakkes ind.

I den aftale, Socialdemokratiet og regeringen har indgået, forsvinder tilknytningskravet. Men til gengæld skal der nu væltes yderligere krav over på dansk-internationale familier oven i alle dem, der er i forvejen. Blandt andet et nyt pointsystem, og bankgarantien skal hæves til det dobbelte. På trods af, at den er overflødig: Familiesammenførte mister opholdstilladelsen, hvis de modtager den hjælp, som bankgarantien skulle modregne.

Og så har regeringen besluttet at indføre opholdskrav på syv til ni år for henholdsvis dagpenge og kontanthjælp. Hvad skal vi leve af, hvis vi hverken kan arbejde eller få dagpenge? Integrationsydelse må vi jo heller ikke få.

Man bør i stedet sidestille danske familiesammenførte med alle andre EU-borgere. EU har allerede udviklet en ganske fin lovgivning på området, som vi kan lade os inspirere af. Og den retorik, som man bruger om såvel familiesammenførte som udlændinge generelt, skal ændres. Man skal selvfølgelig tale op om familier, som vælger at bruge deres liv og ressourcer i Danmark.

Vi skal føle os velkomne og ønskede, og vi skal have lov til at tage del i samfundet uden konstant at leve i frygt for, hvornår vi står for skud igen. Danmark kan ikke klare sig selv, hverken nu eller i fremtiden, og der er brug for, at familier vælger at bosætte sig i Danmark. Ellers ender Danmark som i Niels Hausgaard-sangen med at kigge ud over dæmningen, når vandet er væk, og opdage, at vi er helt alene.