Den 30. maj 1431 blev Jeanne d'Arc brændt på bålet i Rouen. Samme år oprettede Maren Hemming, en borger i Aalborg, et Helligåndshus i byen for at tage sig af de syge og fattige.
Jeanne d'Arc og Maren Hemming repræsenterer middelalderens stærke, bevidste kvinder, der skabte noget varigt. Jeanne d'Arc har siden hen været et samlingspunkt for fransk identitet, mens Maren Hemming ligeledes fortjener at være et samlingspunkt for dansk identitet.
Om få år vil vi fejre det faktum, at der er gået 500 år, siden Martin Luther i 1517 udfordrede Romerkirken og påbegyndte den protestantiske reformation af den kristne kirke.
Meget blev vundet, men meget blev også tabt, noget, som vi først nu kan få øje på: vores identitet som europæere, der tilhører en fælles kultur, som er ældre og dybere end protestantisme eller katolicisme.
Den sene middelalder fra omkring 1300-1517 springes ofte over i historiebøger med korte beskrivelser af pest, krig og kætterforfølgelser. Men den var også vidne til en kulturblomstring der gav os Dante, Boccaccio, Chaucer, Birgitta af Vadstena såvel som Jeanne d'Arc og Maren Hemming.
Vi kan begynde med Jeanne d'Arc. Hendes historie kan bruges til at bekræfte alle de gamle fordomme om en undertrykkende kirke, der brændte kættere. Men det er indlysende, når man læser de samtidige kilder, at kirken under Hundredårskrigen mellem England og Frankrig blev udnyttet af den engelske besættelsesmagt i Frankrig.
Jeannes retsagvar en skueproces, hvis resultat var bestilt af englænderne.
Hun fik lov til at vise, at hun virkelig troede på, at Gud havde talt til hende. Men undervejs afslørede hun, at en enfoldig bondepige kunne opnå en dybsindig indsigt i Bibelen og kristendommens læresætninger, og hendes dommere havde svært ved at fælde hende i noget som lignede kætteri.
Kirkens undersøgelsesdomstol, inkvisitionen, blev brugt som redskab for englændere, der frygtede, at Jeannes mod og overbevisning var ved at give den franske befolkning nyt håb om at vinde krigen.
Jeanne var overbevist om, at samtlige englændere ville blive smidt ud af Frankrig, og hun fik ret. 20 år efter hendes død var Frankrig befriet, og i 1456 indrømmede kirken sine fejl og rehabiliterede Jeanne.
Kætteridommen blev fjernet, men først i 1920, efter Frankrigs sejr over Tyskland, erklærede paven Jeanne for helgen. For næsten alle troende franskmænd har Jeanne igennem århundreder været opfattet som helgen, idet hun mirakuløst reddede den franske nation.
Jeanne bevidner senmiddelalderens spiritualitet, der trængte igennem til alle kroge af samfundet og som også kan ses i Danmark, blandt andet i etableringen af en institution til at varetage syge og fattige.
Maren Hemmings Helligåndshus blev i 1451 til Helligåndsklostret, forbundet med en klosterorden, der var opstået i Sydfrankrig omkring 1200, og hvis formål var at drive sygehuse og herberger.
Ordenens regel krævede ligefrem, at brødrene og søstrene skulle gå ud på gader og stræder for at finde de syge og sørge for, at de kom i pleje. Dermed bidrog Helligåndsordenen til det velfærdsfællesskab, som middelalderkirken skabte i overensstemmelse med Jesu ord om at give de sultne mad og besøge de syge (Matt. 25, 35-37).
Omsorg og kærlighed for medmennesket var et afgørende led i kirkens liv, og i løbet af middelalderens sidste århundreder bredte Helligåndsordenen sig til alle hjørner af Europa og har efterladt sine bygninger blandt andet på Strøget i København, i Randers, i Faaborg og i Aalborg, hvis Helligåndskloster er en af landets bedst bevarede klosterbygninger fra middelalderen.
Historikere er ikke enige om betydningen af den protestantiske reformation med hensyn til omsorg for de syge og fattige, men det er et faktum, at Aalborgs Helligåndskloster efter 1530 blev omdannet til et hospital under byrådet.
Nu var der ikke længere mænd og kvinder, hvis opgave var at finde frem til de syge og fattige i byen for at pleje dem. Det var de subsistensløse, der måtte overbevise myndighederne om, at de var værdigt trængende, og den karitative ånd fra middelalderen blev udskiftet med hensyn til byens økonomi.
Det er min påstand som historiker, at det var et enormt tab, at det europæiske fællesskab, som i løbet af middelalderen var opstået takket være en fælles tro og kirke, nu forsvandt. Nord- og Sydeuropa blev adskilt fra hinanden for første gang, siden Sankt Bonifacius i 700-tallet prædikede til tyskerne og førte dem ind i en fælles kristen kirke.
I 1600-tallet kom der en krig, hvis ødelæggelser og tab af menneskeliv kun kan sammenlignes med Første Verdenskrig. Årsagen var politisk, selvom religion blev brugt som skalkeskjul. Protestanter og katolikker mistænkte hinanden og beskyldte hinanden for misbrug af evangeliets budskab, og på denne måde blev Europa til en kampplads. Der havde også været krige i middelalderen, men kirken gjorde sit yderste gennem fredsbevægelser for at begrænse dem.
Under alle omstændigheder var de sidste middelalderårhundreder vidne til en enorm begejstring for at udtrykke en spiritualitet, der talte til det enkelte menneske. Fyrster og bønder såvel som købmænd blev opfordret til at tage på pilgrimsfærd frem for på krigstogt.
De rige gav altertavler til deres sognekirker, og mange af disse i vore danske kirker afspejler den dag i dag en længsel efter at nærme sig Kristus, Maria og andre af Himmelens beboere.
Martin Luther gjorde op med mange af disse udtryk for senmiddelalderens spiritualitet, og det er forståeligt, at han blandt andet anså relikviedyrkelsen som en misbrug af kirkens beføjelser.
Han gjorde præcist, hvad tidligere generationer af kirkereformatorer fra 1000-tallet og fremefter havde forsøgt: rensede kirken og fremhævede Guds storhed og menneskets behov for at overgive sig totalt til Guds nåde.
Men hans reformation gik videre, idet hans tro betød et brud med middelalderens enhedskirke. Dermed tvang han Rom til at reformere sig selv og skabe den moderne katolske kirke, som var enevældig og topstyret på en måde, som den aldrig havde været i middelalderen.
Middelalderens paverkunne være magtfulde, men de blev begrænset af en bispekirke, der vogtede over dens selvstændighed og ikke ville have tolereret en ufejlbarlig pave. Kirken indtil 1500-tallet var frodig og kreativ med hensyn til menneskers muligheder for at nærme sig Gud. De kunne opleve ham i nadverbrødet, efter at de havde skriftet deres synder til en præst som repræsentant for Kristus.
Jeanne d'Arcs længsel efter nadverbrødet blev et middel for hendes bødler til at tvinge hende til at give afkald på sine visioner og erklære dem for falske. Det kom hun til at fortryde bagefter, som vi kan se hende i Dreyers uforglemmelige billeder, i hendes tørst og sult efter Himmelens Frelser.
For Maren Hemming var nadveren nok også vigtig, og det Helligåndskloster, der kom efter hende, sørgede for, at de syge og fattige fik adgang til præster og til nadveren. Der blev placeret altre lige ved sygesalen, og dermed kunne de sengeliggende overvære messen og modtage nadveren.
Efter 500 år kan vi måske igen håbe, at det store brud mellem Nord- og Sydeuropa er ved at blive helet. De institutionelle kirker forbliver fjerne fra hinanden, men almindelige mennesker finder frem til tro og ritualer, som giver deres liv mening.
På vejen til Santiago de Compostela er der lige så mange protestanter som katolikker samt folk, der hævder, at de ikke har nogen tro. I den danske folkekirke bliver de afdøde mindet på allehelgenssøndag. For nogle folkekirkekristne er alt dette for katolsk, men jeg ser omkring mig en tilbagevenden til en middelaldertro, som tilhører både katolikker og protestanter en del af vores fælles arv takket være stærke, bevidste kvinder som Frankrigs Jeanne d'Arc og Danmarks Maren Hemming.