Mit ganske almindelige underviserjob på en læreruddannelse eksploderede i det nye årtusinde. Alt blev digitaliseret, moduliseret, fragmenteret, hierarkiseret, akademiseret, djøfiseret. Jeg fik et hav af mellemledere, der alle skulle vise deres værd. De opfandt nonstop nye dokumentations- og effektiviseringstiltag, der bingede som kirkeklokker ind i min mailbakke. Nu skulle det hele foregå på computeren. It-færdigheder blev vores nye kernekompetence, ikke omsorg og undervisning. Tavlerne i undervisningslokalerne blev revet ned. Vi skulle bruge smartboard. Punktum. Opslagstavlerne blev forbudt; vi skulle vænne os til at indtaste beskeder på arbejdsmobilen. Punktum. Den grundtvigsk-kritiske offentlige kultur var forkert. Punktum. Fællessangen og frokostfællesskabet røg, for det signalerede ikke professionalisme. Managementverdenen var den rigtige. Hvad jeg lavede i praksis, havde pludselig ikke længere betydning. Hvad jeg lavede digitalt, var den eneste virkelighed, der var synlig og hermed registreret, anerkendt og forstået.
Hvis jeg sad på bænken med den studerende, omlagde undervisningen til ekskursioner, besøgte dem i praktikken eller havde sociale arrangementer, var det nu spildtid. Hele den skoletradition, som mit pædagogiske fag var rundet af, forsvandt. Musik, hjemkundskab, sløjd og håndarbejde blev reduceret til pjat eller teoretisk design. Praksis var pjank. Skulle jeg bestille kaffe til et møde eller have flyttet møbler, måtte jeg udfylde lange kode-formularer på nettet.
Det praktiske personale skulle jeg ikke tale med. Heller ikke receptionisten eller sekretærerne. Det skulle foregå på nettet. Omlagde jeg spontant undervisningen til noget udendørs, skulle jeg afmelde mit undervisningslokale på forskellige bookingsider. Inden. Umiddelbarheden forsvandt. Vi undervisere skulle ikke mødes. Vi skulle maile med hinanden og omverdenen. Alligevel blev vi placeret i et stort kontorrum fra klokken 8 til 16.
Vi forsøgte hver i sær at koncentrere os, mens vi hamrede løs på hvert sit stykke isenkram. Snakken forstummede helt af sig selv. Ingen havde tid. Og der skulle være ro. Computeren skulle fordres. Imens tikkede ledelsen boksen i evalueringsskemaet, der handlede om samarbejde af: Vi sad jo sammen.
Den mundtlige kultur døde. De studerende skulle efterhånden kun aflevere skriftlige opgaver. Der ikke blev rettet. Det var for dyrt. Opgaverne blev godkendt af computeren på antal anslag. Blev de rettet, var det af en anden end vejlederen. Vi var jo ”specialiserede”. Den studerende kunne ikke kontakte bedømmeren, der ikke havde talt med vejlederen.
Mange af mine kolleger ville leve op til de nye manualer, vise ledelsen, at de havde spidset blyanten og lavet deres lektier. For de havde hørt parolen: Er du med på akkrediteringen fra seminariet til et university college eller ej? Er du den tunge last, der skal smides over bord? Vi var nu spillet ud mod hinanden, og tillidsmanden gav sig til at spise frokost med ledelsen.
Vi fusionerede, ekspanderede og akkrediterede, men mine arbejdsopgaver kunne ikke registreres i mit arbejdsregistreringssystem. Det var tilkøbt, var amerikansk, var hinsides min virkelighed. Hinsides en praksis. Noget jordisk overhovedet. Jeg stod altid skoleret. Hvad lavede jeg egentlig? Men fordi karrierejagten var gået ind, stod jeg altid foran nye mellemledere. Der intet havde fået overleveret. Mens jeg brugte enorm energi og tid på at forklare nyansatte spejlblanke RUC-uddannede om, hvad min arbejdsvirkelighed var, hobede mine overarbejdstimer sig op. Uregistreret. Men it-systemet var med centraliseringen det eneste, ledelsen orienterede sig i. De havde gået på managementkurser. Vidste godt, at virkeligheden var afskaffet.
Jeg levede i to parallelverdener. Gik i limbo mellem det, der foregik i it-systemerne, og det, jeg lavede ”ude i virkeligheden”. Ja, jeg kunne nu bruge en powerpoint, lægge opgaver ud på nettet og vejlede på mail og Skype. Men prisen var enorm: Hvert kvartal den forudsigelige indførsel af et it-program og nye dokumentationskrav, der slugte al min tid og energi og skabte nonstop kommunikationsbrist.
Én lang umyndig- og fremmedgørelse betød, at min arbejdserfaring aldrig voksede, fordi jeg konstant fik nye slags opgaver og var reduceret til en ufaglært, der måtte stå ydmyg ved helpdesken. Her stod de egentlige herskere bag skranken. Alle arbejdsrutiner og -fællesskaber forsvandt.
Indimellem søgte jeg til en koncert i kirken. Det eneste sted, der ikke var moderniseret. Her sad jeg sammen med lærere og pædagoger. Seniorudgaven, der var holdt op ude på skolerne og i børnehaverne. De sad friske, sunde og fulde af energi. De kunne have arbejdet 20 år til. Men det ville de ikke. Selvom de havde elsket at undervise og yde omsorg. Det var snarere derfor. De havde ingen illusioner. De vidste, at det handlede om at komme ud af den pædagogiske sektor, så hurtigt som muligt. De gjorde mere nytte ved at redde deres børn og børnebørn. Omsorg og fællesskaber er ikke en del af et arbejdsliv. Det er i stedet privatiseret, er et individuelt anliggende i fritiden.
Jeg skrev til min fagforening. De svarede, at et ”arbejdsmiljø er et diffust element, det er svært at forfølge”, men at det står ”fast, at du skal efterleve de retningslinjer, ledelsen formulerer”, og den ”kan holde sig til ledelsesretten, og den er ret konkret og vidtgående”.
Hvem har brug for en ledelse, når man har fagforeningen til at banke én på plads. Jeg var ansat af staten, men kunne lige så godt være i en amerikansk privat virksomhed. Jeg troede, at staten havde principper, værdier, rammer? Min uddannelse var åbenlyst kun et stykke papir, og mit faglige skøn alene en hæmsko for Moderniseringsstyrelsen.
Jeg blev så ødelagt, at hospitalssystemet endte med at tage over. Her herskede de samme managementagtige tiltag, hvor computeren styrede de fleste samtaler. Til gengæld havde jeg ubegrænset adgang til psykologerne. Den faggruppe havde indkasseret al den mundtlige tid, som andre sektorer havde ”sparet” ved øget skriftlighed. Her kunne jeg snakke, snakke, snakke.
Vi var en uendelig mængde af akademikere, lærere og pædagoger, der ankom alene til seancer, hvor vi sad med hver sin psykolog. De sippede grøn te, nikkede anerkendende og sendte os videre til mindfulnesskurser. Her skulle vi én gang til styres, tænke på en bestemt måde og først og fremmest ikke ændre noget i samfundet.
Mit immunforsvar var færdigt, og jeg blev kronisk brystkræftpatient. Jeg er nu invalidepensionist i en alder af 54 år. På en absurd omvendt måde blev det min redning. Jeg undgår 20 års ligegyldig umyndiggørelse og skam over at skulle hærge studerende og lærere med undervisningsmetoder og forskning, der intet har med pædagogik at gøre, intet med praksis at gøre, intet med en menneskelig virkelighed at gøre.
Jeg har mere ondt af dem, der stadig kæmper for at finde mening ude på professionshøjskolerne, folkeskolen og i daginstitutioner, selvom enhver skulle tro, de har mere ondt af mig.
Jeg nyder min pension. Alt for tidligt, ja, men uanset hvor kort eller problematisk den bliver, så vil jeg aldrig vælge 20 år på arbejdsmarkedet i stedet. Aldrig. Nu kan jeg være myndig i min egen ret. Møde omsorg og fællesskab med mine nærmeste. Hvert år tæller 10 gange mere end et år i Moderniseringsstyrelsens umyndiggørelse.