DET ER GODT AT VÆRE AUTENTISK. Selvrealisering og søgen efter autenticitet er det postmodernes mantraer: Find dig selv, dyrk dig selv, optimer dig selv! Vi vil ikke være kopier af andre, og mainstream er vel den værste forskrækkelse, en sand autenticitetsdyrker kan udsættes for.
At dyrke og udstille sig selv harmonerer med idealet om at være evigt på og omstillingsparat. Skræddersyede fortællinger til min rejse, mit restaurantbesøg, mit mobilabonnement, mit selvrealiseringskursus og mit liv garanterer, at jeg fortsat er i fokus som mig selv.
AT FINDE SIG SELV kan dog være en nok så besværlig udfordring. Identitet er nemlig en temmelig fleksibel og uhåndterbar størrelse. Når identiteten ikke sådan lige ligger ved ens fødder, må man konstruere den. Autenticitet er og bliver derfor altid tæt knyttet til performance.
Andy Warhole var en mester i at iscenesætte sig selv, og hans eksempel er, paradoksalt nok, blevet mainstream. Vi er alle unikke, næsten på samme måde.
Men idealerne er også tunge åg. I dag er man ikke noget, hvis man ikke hele tiden er på. De sociale medier har i den grad afhjulpet dette ved at demokratisere muligheden for gedigen selvpromovering. Et gyldigt mantra kunne derfor være: Jeg er på, altså er jeg.
Vi skal hele tiden være klar til at performe, for performance -kultur er den dominerende ideologi i konkurrencesamfundet, fra skole over gymnasiet til universitetet og naturligvis det pulserende erhvervsliv. Vi skal være evigt optimeringsparate i et stadigt mere djøficeret univers, som politikere og excelarkekvilibristiske konsulentbureauer elsker.
Reklamebranchen har for længst lært at profitere fra performance -kulturens autenticitetskonstruktioner, der let gøres til en formbar identitetsvare. Kend dig selv, ja da, for jeg er, hvad I siger, jeg skal købe.
Undersøgelser viser, at alt for mange unge er utilfredse med deres eget udseende og desuden er alt for stressede ved at leve op til performance -kulturens forventninger. Når unge køber sig til eksamensopgaver eller fifler med billederne på datingsider, er det måske et realistisk bud på, at man både kan være på, være autentisk og alligevel snyde autenticitetsidealerne. Jeg er på, altså er jeg – også selvom det ikke helt er mig.
MAN KAN VÆRE PÅ SOM DET, filosoffen Peter Sloterdijk kalder ”udstikker”: akrobaten, der lærer sig livskunster og tager eksistentielle risici ved at investere sin formåen i eget livsprojekt. Og man kan, som de fleste af os, være på med livline og sikkerhedsnet. De mindst hardcore læner sig op ad diverse støttepædagoger og rettighedsprincipper. Vi insisterer på en naturgiven ret til selvhævdelse og til at have individuelle værdier, materielle goder eller status som alle andre.
Problemer opstår, når performance kultur clasher med curling- og krænkelseskultur. Curlingpædagogikken har lært børn, at de altid har ret, og at et nej er dybt krænkende. Curlingforældre nyder at stresse folkeskolelærere for ikke at pille navle nok på lige netop deres prinsesse. Psykiatere, psykologer og terapeuter har kronede dage med at uddele etiketter med nye skavanker, for stigende krav til perfektion og performance gør ondt.
Så er det, man godt kan pille lidt i sin offermentalitet. Og det er der mange, der støtter op om. Hætteklædte autonome og indvandrerbander kan sikre sig applaus fra venstrefløjen, når trangen til at være på (med vold og hærværk) belejligt forveksles med legitim politisk kamp.
I USA er advokatbistand i klage- og krænkelseskulturen big business. I landet, der ellers ofte ser sig selv som bannerfører for individuel frihed, kan alle andre anklages for ditten og datten. Derfor ser man advarselsskilte (pas på: hajer, varm kaffe og rulletrapper) overalt med påmindelse om, at livet er farligt – og at der altid er andre, man kan tørre risikoen af på.
IDENTITET SOM STRATEGISK POLITIK er dog ikke en ny opfindelse, men måske mere udbredt i dag. Både for majoriteten, som når national identitet fortælles som en dannelsesskabelon, hvor danskhed iklædes kanoniserede kulturgener, eller når Luther tilskrives æren for alt fra opfindelsen af det moderne individ til demokrati og velfærdsstat. Og for diverse minoriteter, for hvem identitet er blevet et hot og politisk effektivt våben. På flere amerikanske universiteter skal man med trigger warnings advare studerende mod indhold, der kan virke krænkende, fra ”Ovids Metamorfoser” til litteratur om sex, påpegning af kønnenes forskellighed eller faren for at blive udsat for en gammel-hvid-mand-forfatter. Studerende har da også organiseret sig i politiske beskyttelsesrum, safe spaces, hvor de kan dyrke immuniteten mod folk med andre meninger.
Den hårfine grænse mellem politisk indignation og navlepillende selviscenesættelse med kulturelle ekkokamre og mentale værn mod farlig viden hører dog ikke kun til amerikansk identitetspolitik, men ses rundtomkring i verden. Trigger warnings, safe spaces og identitetsfetichisme sniger sig ind på europæiske universiteter.
Bøger med antydning af noget, der kan anklages for racisme, forbydes i Sverige, og museer ændrer gerne på udstillingsgenstandes originaltitler for ikke at støde nogen. Indiske hindunationalister har succes med at få blacklistet bøger, der ikke passer til magthavernes ideologi, og arabiske fundamentalister har held med at markedsføre ytringsfrihed som racisme.
”Onde, hvide mænd” bliver strategisk bøjelige stråmænd i en let fordøjelig fortælling, der er med til at konstruere en angiveligt ubesudlet, autentisk identitet (eneste tilsyneladende legitime undtagelse herfra er det kulturradikale Politiken-segments udskamning af jydernes fæle provinsialisme).
IDEOLOGIEN ER KLAR: Jeg har en bestemt identitet, som ingen skal blande sig i eller træde på. Vidensidealer bøjes til stammens identitetsidealer: Jeg er på, derfor er jeg – og jeg har ret! Jeg er autentisk som en af dem, derfor ved jeg, og derfor må (kun) jeg agere. Enhver beskrivelse eller analyse udefra er ikke autentisk, og heller ikke legitim. Dreadlocks er ikke for hvide, mandlige forfattere med kvindelig jeg-fortæller er sexister, religion må kun beskrives af religiøse. Autenticitetskortet trækkes nogle gange også på højere niveau, og som forsvarsmekanisme for en hel gruppe.
Kritik af islam bliver til ”islamofobi”, kritik af Israel til ”jødehad”, beskrivelse af afrikanske despoter til ”kolonialistisk hegemoni”, analyser af sammenhænge mellem kriminalitet og kultur til ”racisme” og kritik af undertrykkelse i Kina til utidig indblanding i interne forhold.
Ytringsfrihedsretorik har indimellem karakter af at være en bøvs i en megafon: Se, hvad jeg kan og tør! Identitetspolitikken kan være en fin afbalancering heraf, men også bare mere af samme slags – med modsat fortegn. Den udstiller let kulturrelativismens selvmodsigelse som en ny form for essentialisme, hvor både kultur, religion, køn, race, seksualitet og lignende bliver ukrænkelige essenser.
Sådanne kan italesættes af individer, og de kan performes af privilegerede talerør på vegne af grupper med interesse i at udskamme syndere. Paradoksalt nok kan en velmenende venstrefløjs forsvarstale for ”de andre” give det bagslag, at man legitimerer fake news og giver vind i sejlene for de nationalkonservative, ofte hvide mænd. Dem, der for alvor er på!