Katrine har haft en psykose: Jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt ”sårbar” mere

Ordet ”sårbar” giver et forkert indtryk af, at den syge er skrøbelig og svag. Jeg har mødt en del med bipolar lidelse, borderline og skizofreni. De har alle har det tilfælles, at de er stærke, skriver Katrine Louise Zycek, som selv har haft en psykose i udbrud

Det er ikke alle, som er i stand til at se på livets smerte, men det skal man som psykisk syg, hvis man vil have et liv tæt på normen., skriver højskoleelev Katrine Louise Zycek.
Det er ikke alle, som er i stand til at se på livets smerte, men det skal man som psykisk syg, hvis man vil have et liv tæt på normen., skriver højskoleelev Katrine Louise Zycek.

JEG GIDER IKKE FINDE MIG i det mere. I misforståelserne, i tabuet, i den fejlagtige opfattelse. For jeg lever med noget, samfundet ikke forstår. Om det er, fordi de ikke vil eller ikke kan, er uvist for mig.

Hver dag siden 2015 har jeg været forpint, plaget, balanceret på den fine linje mellem liv og død, alt fordi jeg havde en psykose i udbrud.

Skizofreni har dannet rammen om mine sene teenageår år og frem til nu i en alder af 24 år. Det er noget, som har domineret mine tanker og begrænset mine levevilkår. Det har til tider isoleret mig fra omverdenen.

Dels fordi jeg har været psykotisk, og dermed ikke har været i kontakt med virkeligheden, dels fordi det at være psykisk syg skaber en grøft mellem den syge og resten af samfundet, en særlig ensomhed, som ikke kan sammenlignes med andet.

Jeg har fuld forståelse for, at mit netværk ikke kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at være psykotisk. At se sine håndled skåret over, at se mennesker, som ikke er virkelige, at være i tvivl om, hvorvidt alt, man oplever på sine sanser, har bund i virkeligheden, eller om det er psykosen, som taler.

Når jeg fortæller om det, så fatter jeg ikke, at det er sket, det virker så vildt, så ude af trit med virkeligheden, at jeg ikke forstår, at det har været min virkelighed i lang tid.

Når man i folkemunde bruger ordet ”skizo”, er det som oftest en reference til en skilt personlighed eller en kraftig ambivalens, hvori der tillægges en høj grad af utilregnelighed og udadreagerende adfærd. Det er lige netop den opfattelse, som provokerer mig mest. Jeg har hverken en skilt personlighed, er utilregnelig eller har udadreagerende adfærd. Jeg er en helt normal kvinde, som er blevet syg. Men i stedet for en somatisk sygdom, så sidder min sygdom i psyken.

FOR AT FORSTÅ SKIZOFRENI må man forstå, at der er tale om to typer symptomer: negative og positive. De negative er de lette at forstå. Det er blandt andet manglende overskud, depressive tanker, initativløs adfærd og et afladet følelsesliv.

De positive symptomer er hallucinationer, som kan være på alle sanserne, vrangforestillinger eller det, man kalder for selvhenførende tanker. I mit tilfælde havde jeg selvhenførende tanker, som for mig betød, at jeg så signaler ude på gaden eller i medierne, som jeg troede handlede om mig eller menneskerne i mit liv.

Jeg kunne godt tænke, at det ikke var virkeligt, signalerne altså, men jeg var nok 95 procent overbevist om, at det var. Når man taler om vrangforestillinger, så er den syge 100 procent overbevist. Det er virkeligheden for vedkommende. Med den basale viden vil man som samfund eller pårørende være bedre klædt på til at forstå sygdommen og de oplevelser, man har med den.

Samfundet og psykiatrien har udviklet et sprog for psykisk sygdom, hvor man i en god mening bruger vendinger, som man mener er hensynsfulde over for den psykisk syge, og som samtidig afgiver en forklaring til omverdenen om, hvad der har disponeret vedkommende for at blive psykisk syg. Det er primært ordet ”sårbar”, som jeg mener giver et fuldkommen forkert indtryk af den syge persons psyke. Det får den syges psyke til at fremstå som værende skrøbelig, svag og ikke modstandsdygtig.

JEG MENER, AT MAN SÆTTER den psykisk syge i en svagelig position og derved placerer personen uden for det ”normale” samfund. Ordet, synes jeg, skaber mere afstand end forståelse.

Jeg har efterhånden mødt en del mennesker, som lider af en psykisk sygdom. Om det er en bipolar lidelse, borderline eller skizofreni, så mener jeg, at de alle har det tilfælles, at de netop er modstandsdygtige, at de er stærke på niveau med resten af befolkningen.

Man ville jo aldrig kalde en cancerpatient for sårbar, fordi vedkommende havde fået den sygdom.

Cancer har jo det tilfælles med psykisk sygdom, at det kan være arveligt disponeret, men derfor ser man jo ikke cancerpatienter som særligt skrøbelige, man ser dem som syge, som at de blev ramt med et ulykkeligt lod i livet og ikke mere end det.

Den pragmatiske opfattelse, vi har af patienter med somatiske sygdomme, mener jeg er det, vi som samfund må stile imod. For den opfattelse af, at det kun er de sårbare, som bliver psykisk syge, er lodret forkert.

Psykisk sygdom kan ramme alle på lige fod med somatiske sygdomme. Det er en stor ulykkelig pulje, og man kan ikke vide sig sikker på, at man trækker frikort.

Efter min opfattelse er den sprogbrug, der omtaler psykisk syge som værende ekstraordinært skrøbelige eller svagelige, med til at opretholde stigmatiseringen omkring psykisk syge.

Jeg underkender på ingen måde det enorme arbejde, psykiatrien gør, som jeg selv har oplevet på første hånd. Om der er tale om en af mine indlæggelser, den ugentlige samtale med min kontaktperson eller et møde med min psykiater, så er det vigtigt at forstå, at der er kompetente fagfolk, som møder en med forståelse og åbenhed i psykiatrien.

Men jeg mener, at man er nødt til at ligestille den psykisk syge med alle andre mennesker, for jo før man gør det, jo før vil samfundet forstå, at der ikke er tale om en gruppe svagelige, som ikke kan klare livets udfordringer.

Derimod er det en gruppe som har lige så meget potentiale som mennesker, lige så meget at byde på – er lige så meget værd som resten af befolkningen.

DET, JEG SØGER, ER, at man ser på psykisk syge med respekt og imødekommer, at man altså ikke nødvendigvis er sårbar, bare fordi lever med psykisk sygdom. Jeg mener, at ord som ”sårbar” og ”skrøbelighed” helt skal slettes i det sprog, man bruger om psykisk syge.

Det skal ikke erstattes med lignende ord, da det i mine øjne ikke ville give mening. Derimod mener jeg, at man blot skal holde sig til at kalde os psykisk syge, for det er, hvad vi er. Ikke skrøbelige, ikke sårbare, men blot syge.

Der er ikke en dybere forklaring bag, at min sygdom kom i udbrud, som der heller ikke er med så mange somatiske sygdomme.

HVIS DEN ALMENE BEFOLKNING bare kunne leve én dag som for eksempel skizofren, ville de forstå den råstyrke, der skal til for at vende blikket indad, og se på den smerte, man har livet.

Det er ikke alle, som er i stand til at se på livets smerte, men det skal man som psykisk syg, hvis man vil have et liv tæt på normen.

De ting, jeg har oplevet, har været så smertefulde, at man ville have udøvet aktiv dødshjælp på mig, hvis det var en somatisk sygdom. Det er dér, vi er rent smertemæssigt. Det at have gennem levet sådan en smerte gør en stærkere og klogere på livet.

Lige præcis derfor vil jeg ikke kategoriseres som ”sårbar”, ”svagelig” eller ”skrøbelig”. Jeg er kommet igennem helvede på jord, ligesom så mange andre med en psykiatrisk diagnose.

I bund og grund handler det dels om ligestilling af somatiske og psykiske sygdomme, dels om et sprog, som har givet det omkringliggende samfund en fejl agtig forklaring på, hvad der gør, at man bliver psykisk syg.

TRE ÅR MED PSYKOSE I UDBRUD, fem indlæggelser og uendelige timers samtale med min kontaktperson har lært mig, at jeg ikke er sårbar, jeg blev bare syg.

Tragedier kan ramme hvem som helst. Længere er den ikke.