Jeg fik en abort for 57 år siden. Han hedder Ingmar

Jeg mærkede noget ramme bækkenet, rejste mig og stirrede på mit endnu levende foster. Da han så stille begyndte at røre på sig, dreje hovedet og løfte sine arme, skreg jeg i rædsel. Sygeplejersken kom styrtende: ”Men du forbarmede, sidder du her helt alene?”

Jeg er glad for, at jeg gav ham navn og dermed identitet. At der kom sprog på, at der kom afklaring i sjælen på den rejse, det havde været: fra virvar til beslutning, via tvivl, sorg, smerte, savn, skyld, længsel og behov for at være tilgivet. Arkivfoto: Gorm Kallestad/NTB/Ritzau Scanpix.
Jeg er glad for, at jeg gav ham navn og dermed identitet. At der kom sprog på, at der kom afklaring i sjælen på den rejse, det havde været: fra virvar til beslutning, via tvivl, sorg, smerte, savn, skyld, længsel og behov for at være tilgivet. Arkivfoto: Gorm Kallestad/NTB/Ritzau Scanpix.

Vi skriver år 1964. Jeg befandt mig i 14. graviditetsuge og havde begæret svangerskabsafbrydelse ved mødrehjælpen i Horsens. Min mand og jeg var kommet til Horsens med vore børn efter at have boet fire år i New England staterne Vermont og New Hampshire.

Artiklen fortsætter under annoncen