Prøv avisen

Som 16-årig mistede Sofie sin mor: Jeg fik to måneder til at sørge

Sofie Klingberg var bare 16 år, da hendes mor døde af kræft. I tiden efter oplevede hun, at alle omkring hende havde svært ved at spørge ind til hendes sorg. "Barnet i sorg har ikke brug for fine titler eller tomme klichéer. Det har brug for, at du tør være der," lyder opfordringen fra hende i dag. Foto: Pressefoto

Et barn i sorg har ikke brug for fine titler eller tomme klichéer. Det har brug for, at man tør være der, fortæller Sofie Klingberg, der som barn mistede sin mor. I en ny DR-dokumentar opsøger hun nu sin gamle sorggruppe

KRONIK: Solen skinnede den dag, og jeg tænkte egentlig ikke, at ”det bliver i dag”. For det havde jeg tænkt så mange gange før, og så var det alligevel, til lægernes store forundring, lykkedes hende at kæmpe sig tilbage til bevidstheden, og endda spørge efter en ananassodavand – dem elskede hun!

Men den 20. marts 2002 slap min mors ufattelige kræfter alligevel op, og hun døde efter mere end fem års sygdom, hvoraf de sidste fire måneder blev tilbragt på hospice i Aalborg.

16 år gammel insisterede jeg på, at jeg ville sove hos hende om natten, efter hun var død. Jeg havde nemlig overhørt hende sige til min bedstemor, at hun ikke havde lyst til at være alene efter døden.

Jeg fik min vilje, og sygeplejerskerne fandt ekstra senge til min bedstemor og mig. Lysestagen, der var formet som en tyk engel i et alt for lille balletskørt, brændte i vindueskarmen, og hver gang jeg var alene på værelset, listede jeg ud af sengen og over til min mor.

Jeg lagde ansigtet ind til hendes hals, hvor jeg, siden jeg var spæd, havde søgt trøst og varme – og altid fundet det. Nu var det kulde, der mødte min kind.

Det var et helt nyt liv, der ventede, på den anden side af min mors død. Familien var amputeret, manglede den lim, som min mor havde udgjort. Hundene fik lov til at besørge på den lille træterrasse, fordi ingen af os orkede at lufte dem. Vasketøjet hobede sig op, og jeg fik en overdosis af Daloon-forårsruller…

Følelsesmæssigt holdt vi op med at tale med hinanden. Min far, bror og jeg. Min far var væk meget af tiden på forretningsrejser til udlandet, og min bror groede fast i stolen foran sin computer med et apatisk udtryk i ansigtet. Nærvær og kærlighed var noget, der kom i små glimt. Mit indre skreg: Der er ikke styr på noget som helst! Hjalp det at tale om det? Ja! Havde jeg lyst til at tale om det? Ja. Men jeg lærte hurtigt, at det var kompliceret.

I nogle videooptagelser fra den sorggruppe, jeg gik i som 16-årig, er der et klip, der er optaget to måneder efter min mors død. Jeg fortæller stille, at alle siger, at jeg skal komme videre med mit liv i en fart.

To måneder! I dag virker det helt absurd på mig, men dengang havde jeg delvist taget det til mig. Jeg var i hvert fald fyldt med en følelse af at være forkert i min sorg. Havde jeg ikke haft det frirum, som sorggruppen udgjorde, er jeg ikke sikker på, at jeg havde haft kræfterne til at overleve det.

For uden for sorggruppens fire vægge var der en kæmpe modsætning imellem dét, jeg følte, og dét, mine omgivelser ville have mig til at føle. Sårbar og pligtopfyldende, som jeg var, blev min konklusion, at jeg var en belastning for alle, fordi jeg ikke kunne leve op til deres forventninger.

Den følelse voksede til et enormt selvhad, som har præget mig i mange år, og som stadig, i perioder, kan aktivere den urimeligt selvkritiske stemme i mit hoved.

Jeg ville ønske, at folk havde spurgt: ”Hvordan har du det, Sofie”?, i stedet for at sige, ”Hvor er det dejligt at se, at du har fået det bedre”.

Jeg ville ønske, at min mormor ikke havde prædiket, at ”du må sørge i ét år, og så er det slut med det”.

Og jeg ville ønske, at vi generelt i vores samfund holdt op med at gemme os bag ”Der er nok andre, der er tættere på, som spørger ind til hende”, eller, ”Jeg er ikke kvalificeret til at håndtere et barn i sorg”.

Jo, du er! Barnet i sorg har ikke brug for fine titler eller tomme klichéer. Det har brug for, at du tør være der. Lige der, hvor livet gør så forbandet ondt, og hvor afmagten sætter ind, og barnets sorg også bliver en påmindelse om din egen dødelighed.

Dig, der står over for et barn i sorg, er nødt til at erkende din egen utilstrækkelighed. Du hverken kan eller skal fikse det, men du kan stadig være en uvurderlig støtte for barnet.

Og nej, det er ikke nemt! Dengang lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville møde et menneske i sorg med tavshed, og at jeg hellere ville spørge for meget end for lidt.

Alligevel har jeg, ligesom mange andre, også været til bisættelser, hvor mit hoved har snurret med tanker om, hvad der nu var det rigtige at sige til de efterladte, og hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?

Kunne man have sagt noget forkert til mig dengang? Både ja og nej. Jeg kan huske, at jeg blev enormt lettet, når folk omkring mig reagerede med umiddelbarhed. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg reflekterede over dengang, men det var den her rare følelse, der ramte mig, når jeg kunne mærke, at de var der.

Og det kunne jeg tydeligt mærke. Måske var de famlende og usikre, og måske udbrød de: ”Søde Sofie, jeg aner ikke, hvad jeg skal sige?”. Det var ligegyldigt, for det vigtigste var, at de var der, og de vidste, at der kun var én ekspert i Sofies sorg, og det var Sofie selv.

Men jeg blev hurtigt helt overfølsom over for ”Sofie, nu må du videre”, eller, ”tiden læger alle sår”, eller, ”hvor lang tid skal du have til at sørge?”. Jeg boblede over indvendigt, og energien og vreden endte i sidste ende med at blive rettet mod mig selv, fordi jeg var for ung til at gennemskue, hvad berøringsangst egentlig handler om. Jeg kunne ikke se situationen i det perspektiv, som en voksen er i stand til.

I dag tænker jeg, at der selvfølgelig lå den bedste mening bag. Det var sikkert næsten ikke til at holde ud at se et barn sørge på den måde. Døden er slem nok i sig selv, men døden og børn… Av. Og de frygtede sikkert, at jeg ville sidde fast i det triste, og det ville jo være forfærdeligt. Ikke bare for mig, men også for dem.

Det paradoksale er bare, at de faktisk kom til at forstærke min sorg. For hvis nogen forsøger at tage noget vigtigt fra dig, så knuger du det endnu tættere ind til kroppen.

Jeg blev optaget af, at ingen skulle kunne finde ”bevis” for, at jeg havde lagt min mors død bag mig.

Jeg kunne undlade at tage med til en ungdomsfest, som jeg egentlig gerne ville til, fordi jeg vidste, at mine kammerater måske ville konkludere, at ”nu var Sofie glad igen”, ”nu var det ovre”.

Og netop dét er måske den erfaring, jeg har allermest brug for at give videre. Sorg er for mig ikke nogen mørk tunnel med lys for enden. Og modsat så meget andet i livet kan der ikke sættes tid på den. Det ene øjeblik kan du glemme, at den er der, og det næste kan den invadere hver en celle i din krop.

Som præsten, der bisatte min mor, på et tidspunkt sagde til mig: Sorg er et landskab, du skal lære at leve i. Jeg skal hilse og sige, at der er masser af bakker i det landskab. Samme præst sagde for nylig til mig, at sorg ikke er en sygdom, vi skal helbredes for. Den er kærlighedens pris.

Der var noget, der faldt på plads, da han sagde det. En usynlig byrde af ophobet fortid blev taget af mine skuldre. Nej, jeg er ikke unormal, fordi jeg stadig, 30 år gammel, savner min mor, og fordi jeg insisterer på at holde fast i hendes minde.

Jeg savner hende, fordi jeg elsker hende ufatteligt højt. Hun har i dén grad været med til at forme min identitet, så hun skal have lov til at være her. Det betyder heldigvis ikke, at jeg ikke har et rigt liv. Tværtimod.

Sofie Klingberg er journalist og dokumentarist

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i vores tema om sorg, kan du få adgang til vores sorgpakke ved at Klikke på linket neden for