I begyndelsen af 2019, på en stille nat i januar, døde min lillebror, Jan Nancke og mine børns elskede ”onkel Jan”, ubemærket på et hospital i Odense. Jan er her ikke mere – men glemt, det bliver han aldrig. Jan blev 47 år, men rummede flere vintre i sit arrede hjerte og sind end en, der normalt er 47 år. Jan var hjemløs i mange år, hvor han levede hos venner og bekendte i hans ende af samfundet. Hans problematikker gjorde, at han ikke kunne bo hos ”almindelige” mennesker, det vidste han godt selv.
Vi voksede op i en søskendeflok på fire, hvoraf jeg er ældst og Jan næstældst. Vores forældre havde et uroligt ægteskab, dette fordi min far var 32 år ældre end vores mor, men også misbrug og psykisk sygdom spillede ind. De ønskede sig brændende en datter, hvilket første lykkedes fjerde gang. Vores mor fik en fødselspsykose, og skuffelsen var tydelig for alle. Jan og jeg hang sammen som ærtehalm, som soldaterkammerater, mens vi lyttede til Otto Brandenburg og ”To kammerater til hest”. Da vi blev voksne, gik vores veje i hver sin retning. Jeg røg ind i hverdagsrutinen ved Odense Taxa, og han hang fast i alt det, han manglede indeni.
I barndommen var Jan plaget af indlæggelser på sygehuset, nyresten og andet. Vores familie var også plaget af andre ting, vold og forældres selvmordsforsøg, alt sammen noget, som påvirkede, og som måske ”lukkede” Jan ned i sine tidligste år. Især de gange, vi skulle hente vores mor nede på gaden med blødende håndled og hårde ord. Så kom tiden, hvor vi boede på børnehjem, min far var kørt galt, og min mor var indlagt med nerver. ”Hvorfor kommer mor og far ikke og besøger os?”, spurgte jeg Jan en dag, ”Det er da lige meget!”, svarede han uden at røbe nogen følelser. Senere i livet, da jeg spurgte til, hvordan han kunne sove på en legeplads eller i en kælder, svarede han: ”Jeg er god til at fortælle mig selv historier, jeg tager hjem i morgen, kan jeg sige til mig selv.”
Jan begyndte at lyve i skolen, han sagde for eksempel, at vi skulle flytte. Det var hans flugt fra verden. Han havde allerede dengang mistet troen på, at verden ville ham det godt, tror jeg. Jeg håber dog, at han vidste, at jeg og min familie ville ham det bedste.
Vi fandt begge tryghed og voksne, som så os i folkeskolen, derfor valgte jeg også selv at blive uddannet lærer. Jeg glemmer ikke den rolle, skolen havde for os, hvilket er noget, jeg vil give videre, når jeg selv får job på en skole. Vi hang sammen, vi gik med hunden, og vi hviskede til hinanden om natten, når lyset blev slukket, dengang og til det sidste.
Man kan ikke sige, at Jans barndom og ungdom var en dans på roser, men det var hans død til gengæld. Jan døde en aften, hvor han havde fået styr på sin adresse, som nu stod hos mig, han ville stoppe med at drikke, og hans kæreste Yvonne var igen ved hans side.
Han faldt på en trappe, og blødningen i hjernen ville ikke stoppe. Han blev lagt til at sove på hospitalet med et smil og tanken om, at nu ville hans liv ændre sig, at han nu kunne vende ”hjem”, begynde at arbejde igen, med sin elskede kæreste og sine to savnede døtre. To døtre, som han ikke havde kunnet have i sit liv, men håbet om at kunne være sammen med dem døde aldrig i ham.
Jans folkeskolelærer H.C., var med til bisættelsen, Jan havde sat spor, han rummede alt det, man drømmer om, men også det, som kan overføres i negativ grad fra en omverden, der ikke forstår negativ social arv, vold og misbrug.
Både Jan og jeg kørte fast efter folkeskolen, vi kom endda på erhverstræningsskole sammen. Det blev tydeligt for mig, at Jan var begyndt at gro skævt, og jeg fortryder i dag, at jeg ikke gjorde mere. Da Jan blev omkring de 20 år fandt han sig en læreplads inden for skovbrug, han fik en bolig, og uddannelsen kørte planmæssigt. Men så mødte han for første gang en kæreste, som ville ham, og hans hjerte sprængtes af glæde. Han sprang fra uddannelsen og flyttede retur til Odense. Jeg var begyndt at køre nattaxa, så vi så ikke hinanden så meget. De flyttede sammen, men efter et par år begyndte hun at trække sig, hvilket sendte Jan retur til den, som er svigtet – igen.
Jan flyttede hjem til vores forældre, hvor der blev festet og drukket, krydret med uro, og hvad der hører til. En tid gik det godt, men så endte Jan i noget, som mindede om et følelsesmæssigt tomrum, han virkede livslam og rutinemæssigt ligeglad. Dette endte først, da han mødte sine to døtres mor. Han fik nu arbejde som brolægger, de flyttede sammen og fik de to piger. Det holdt i nogle få år, så var han tilbage hos vores forældre igen. Han ville det så gerne, så meget som en spand gerne vil holde vand, men med et forrevet hul i bunden.
Jan tog nu hul på den periode i sit liv, hvor han primært var hjemløs, det var samme rytme. Han elskede at arbejde som brolægger. ”Brolæggeren” kaldte folk ham, og det står på hans gravsten. At komme til en fest i arbejdstøj, det var det fineste. Han kunne dog ikke styre penge, så han kunne ikke betale husleje og blev derfor smidt ud og endte igen som arbejdsløs. Vores forældre var i mellemtiden begge døde.
Så kom kommunen med kontanthjælp og genhusning. Når han så havde det godt, begyndte han at arbejde, skulle selv betale og røg ud endnu engang. Denne cyklus levede han i frem til den nat, hvor jeg mistede min soldaterkammerat. Han døde i en varm seng med troen på, at nu ville alt ændre sig. Jeg takker Gud for, at han fik denne afsked med det liv, som måske endelig fandt ham i hans sidste timer og kyssede ham på kinden, da han lukkede sine øjne.
”Hej, gamle,” sagde han altid, når han ringede, om han var ved en ven eller sad på gaden. Jeg skriver stadig til ham på Messenger. Jeg ønsker ikke at glemme.
Vi havde vores første år i Langegade i Odense midtby. Da jeg var 41 år, blev jeg involveret i en dødsulykke, som ændrede mit liv. Jeg sad ved en psykolog, 100 meter fra vores barndomshjem. Jan sad i Odense arrest, også 100 meter fra vores barndomshjem. Trods de forskellige liv, så holdt vi fast i hinanden, det var ikke altid let for nogen af os, men han var elsket i mit hjem. ”Onkel Jan” fulgte mine børn til det sidste, og de kendte hans svagheder, accepterede dem, som de også tog hensyn til min fars rollator, når han holdt jul hos os.
Selvom vore veje gik gennem forskellige landskaber, så mødte han altid op til mine arrangementer med bøger og musik. Han kom med sine venner og var glad for, at vi klarede os imod de odds, som livet havde givet os, som han sagde. Efter han døde, har jeg brugt tiden på at mindes ham, blandt andet med den hjemløsebog, jeg har opstartet, støttet af Lauritz.com og Jens Galschiøt samt Forlaget Muse. Jeg håber på et varigt mindesmærke over min bror og at kunne hjælpe mennesker som ham.
Jan var ikke en, som opgav, han kom i min familie til et spil Twister med mine børn og hjalp med at grave have i efteråret. Jeg var så heldig at arbejde sammen med ham i et år ved det brolægningsfirma, han var i. Firmaet levede med de ting, som plagede ham, og tog hensyn til ham. Jan var nemlig en blændende brolægger, et godt, men plaget menneske, en med flair og evne til at vende selv de sværeste opgaver til alles tilfredshed. Jans liv tog på ham, han kunne ikke bo hos min familie, kun være gæst, og det samme gjaldt de forsorgshjem, som jeg kørte ham til. Men hvad nu, hvis samfundet havde kunnet rumme ham, som firmaet eller min familie?
Vi kørte en sidste tur gennem byen, de steder, vi kendte sammen, vi genså det hele, inden jeg endte ved kirkegården og bar hans urne ind til vores forældre.