Jeg har aldrig gået i kirke af lyst. Som lille var jeg med mine forældre, lyst var ikke med i ligningen, og jeg har nok ikke åbent indrømmet, at det kedede mig, vel nok for at skåne mig selv for den uundgåelige bemærkning om, at det kun er dumme mennesker, der keder sig. Som stor pige tog jeg ganske frivilligt med min præstefar, når han havde gudstjeneste, så havde jeg ham nemlig for mig selv, ganske vist sammen med resten af menigheden, men dog ikke i konkurrence med mine tre små brødre.
Som teologistuderende holdt jeg næsten op med at gå i kirke. Det vil sige, når jeg var hjemme hos min far, gik jeg som altid med, om ikke andet så til den tidlige fromesse, så det blev trods alt til en del kirkegang mellem år og dag, for så vidt vi ofte var hjemme, mens vi læste, ikke kun for at få noget at leve for, men også for at få noget at leve af.
Da vores ældste var helt lille, boede vi nogle år i USA. Her tabte jeg helt forbindelsen til det kirkelige, og det var ikke, fordi den lokale lutherske menighed ikke prøvede, tværtimod: Inden længe fik jeg et brev, hvori der stod: Velkommen til gudstjeneste på søndag. Det ignorerede jeg, og efter et stykke tid kom der et brev til med en invitation til gudstjeneste med efterfølgende middag. Det blev heller ikke rigtig til noget, lillepigen havde kolik, og søndag var den eneste dag, jeg kunne sove længe. Så efter nogle måneder kom der et postkort fra kirken med det ene spørgsmål: ”Okay, what about free icecream?”.
I dag kan jeg godt se det sjove i det, det kunne jeg slet ikke dengang, det føltes skrækkeligt intimiderende og ”udansk”.
Da vi kom hjem, og jeg blev præst, gav det med gudstjenestedeltagelse sig selv. I takt med at der kom flere børn til, blev kirkegang nu noget, jeg indimellem deltog i, også når jeg ikke selv var på, også for at få noget ro for børnene.
Og nu kommer der en indrømmelse, som jeg ikke er spor stolt af, men i sandhedens interesse: Fra min daværende altan kunne jeg se ned over kirkegården til sognekirken, og hvis jeg søndag morgen kunne se flere dåbsfamilier med børn, der stod parat uden for kirken til at gå ind sammen med præsten, blev jeg hjemme. Det magtede jeg ikke i årene med egne små børn. Og det gør dele af menigheden, der, hvor jeg er præst, i øvrigt heller ikke. Kirketjeneren melder om folk, der vender om i våbenhuset, når højmessen er, hvad de skønner som for barnedåbsramt.
Nu er mine børn næsten voksne, de har været med i kirke til højtiderne, de kan deres Fadervor, de er stadig medlemmer af folkekirken. Men da vores barnebarn blev født, gik jeg en tid med hjertet i halsen og ventede på, om jeg skulle hente den dåbskjole hjem, som både hans mor, mormor og oldemor og tipoldemor også er døbt i. Jeg elsker jo knægten uanset hvad, men blev alligevel inderligt glad over, at forældrene besluttede, at han skulle døbes.
Det er ikke givet i dag, at børn skal døbes, ikke kun fordi forældre er ateister, men også fordi de er individualister, og som sådan kan det give god mening for dem, at børnene selv skal bestemme, for eksempel i forbindelse med konfirmationsforberedelse.
Jeg går stadig ikke til gudstjenesten om søndagen af lyst, der kan i situationen være mange andre ting, jeg har mere lyst til, hvis lyst alene ses som rå behovstilfredsstillelse. Nu hvor børnene er vokset, kan jeg i det store og hele bestemme over min egen tid, jeg kan i princippet sove længe, jeg kan være morgengrim hele dagen med vilje, jeg kan lade sofaen formstøbe sig efter mig, jeg kan være helt alene med mig selv.
Og nu går jeg så omsider til gudstjeneste, ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg har det med kirkegang, som fru murermester Jessen i ”Matador” har det med kage: Jeg trænger til det.
Jeg trænger til at blive mindet om, at der er forskel på højtid og hverdag, og at livet har retning og mål. Jeg trænger til at blive mindet om, at der er andre mennesker i verden end mig. Jeg trænger til at være en del af et fællesskab, som hviler på noget, der er anderledes solidt end min dagsform eller mangel på samme. Jeg trænger til eller ligefrem længes efter i mødet med Guds ord at blive ud af mig selv og derved netop komme til mig selv gennem Guds genbeskrivelse af mig som på én gang synder og retfærdig og i det stykke elsket trods fejl og mangler. Jeg trænger til at blive beåndet, der hvor jeg er gået hen og blevet lidt død i sværen. Jeg trænger til at synge sammen med andre, give mig hen til sangen, så det, som det hedder i en salme, ikke længere er mig, der synger, men sangen, der synger i mig (DDS 414, vers 3).
Jeg trænger til at blive bekræftet i min dåbspagt, både som det løfte, der engang lød til mig, og som et løfte om det, jeg stadig har til gode i fremtiden, en fremtid, der alene derved ser lys og håbefuld ud. Jeg trænger til at høre en prædiken, som udlægger dagens evangelium på en måde, så det kommer mig ved. Jeg trænger kort sagt til i gudstjenesten at være aktiv på en passiv måde: at lytte til, hvad Gud har at sige, som er andet og mere end det, jeg kan sige mig selv, at stemme i med menighedens fulde kor, at gå til alters og takket være Kristus få del i syndernes forladelse.
Der pågår som bekendt en samtale om gudstjenestefornyelse for tiden. Gudstjenesten skal gøres mere lækker, vel i håbet om, at folk så vil få mere lyst til at komme. Nadveren er særlig udsat for det, der er blevet kaldt ”formgivningsraseri”, og som for eksempel består i, at man liturgisk vil betone det konkrete måltidsfællesskab mellem nadverdeltagerne (menneske-menneske-relationen) frem for frelsesaspektet (Gud-menneske-relationen). Det er der ikke noget forkert i, Bibelen rummer i sin billedrigdom mange forskellige motiver på måltid, herunder også Jesu bordfællesskab med alle slags mennesker.
Men spørgsmålet er, om man ikke, hvis man længes efter et konkret fællesskab, så i sidste ende får mere ud af at deltage i kirkekaffen bagefter, ud fra devisen sakramente for sig og småkage for sig. I hvert fald skal man passe på ikke at tage mysteriet ud af nadveren, for nadveren er på en gang noget dagligdags – det, at vi spiser – men nadveren er også noget ekstradagligdags, i og med at Gud i særlig grad har lovet at være til stede her.
Jeg har ikke lyst til at gå i kirke, jeg går, fordi jeg trænger, men det har taget mig et halvt århundrede at nå dertil, selvom jeg kirkeligt set er barn af huset. Folk fortæller mig, at hvis det bare var lidt sjovere at gå i kirke, hvis bare der var noget mere gospel, hvis præsten var lidt mere frisk præst, hvis det, der blev sagt, var til at forstå, så vil de komme. Hertil må jeg svare: Nej, det ville du ikke, for så længe du stiller betingelser, trænger du ikke nok.
Nogle gange er ens liv så fremskredent, at man ikke har tid til at vente, til man engang får lyst til at gå i kirke. Så kan man måske prøve at tage en anden strategi i brug: Fake it ’till you make it.
En jødisk journalist, som selv havde fjernet sig fra sin religiøse baggrund, besluttede sig for i et helt år at bede kaddish tre gange hver dag for sin afdøde far. Jeg er ikke klar over, om han efter det år ligefrem ender i synagogen, men han giver i et interview udtryk for en erfaring af, at det daglige bønsritual har kastet et sprogligt overskud af sig og ført ham tættere på sin far. Det er præcis det, en god gudstjeneste kan, også her er der ofte tale om en erkendelse, der kommer til hen ad vejen, i takt med at man får ritualet ind under huden.
Det kan være, lysten aldrig kommer, men det er heller ikke altid lysten, der driver værket. Og det kan der faktisk også ligge en aflastning i, lad det komme an på en prøve.