Det har altid gjort mig stolt og glad at leve i et land og en verdensdel, som værner om menneskerettigheder. I løbet af sommeren 2015 blev jeg overbevist om nødvendigheden af et stærkere europæisk fællesskab.
Europa måtte og skulle arbejde på fælles og solidariske løsninger for de mange mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Det skete bare ikke.
Derfor blev jeg enig med mig selv om at yde mit beskedne bidrag for de mange mennesker, der tog den farefulde tur over havet, og for Grækenland, der blev ladt alene om at håndtere menneskestrømmen.
Kort kort efter jul rejste jeg til Lesbos, og arbejdede frivilligt som sygeplejerske i et medicinsk akutteam på nordkysten. I løbet af ugerne på Lesbos mødte jeg hundredvis af mennesker, der krydsede Ægæerhavet i usikre gummibåde. Flygtningestrømmen fik ansigter og stemmer. De materialiserede sig som mennesker med liv og fortællinger. Ildevarslende mange kvinder var på flugt alene med børn.
En af dem var en syrisk kvinde. På en stormende dag blev hun bragt til lejrens klinik. Hun var minutter forinden ankommet i en tætpakket gummibåd til den stenede strand, hvor hun sank besvimet om i vandkanten. Hun var stærkt afkølet og ikke kontaktbar. Langsomt kom hun til sig selv, fuld af angst for sine tre sønner, som hun var flygtet alene sammen med fra Raqqa.
Mens jeg undersøgte hende, stak den ældste søn overkroppen ind og forsikrede, at de havde det godt. Kvinden blev langsomt varmet igennem. Mens hun sov og vågnede, registrerede jeg lyden af barnegråd.
Gråden var flad og uden den appel, vi kender fra danske børn. Pludselig løftede kvinden hovedet og hviskede ”Ibrahim, Ibrahim”, mens hun pegede på teltåbningen. Jeg fandt en grædende toårig sammen med sin 10-årige bror.
Den lille nægtede at se på mig og blev ført, puffet og lokket, til han stod ved moderens hovedgærde. Han frøs midt i en bevægelse og blev tavs. Kvinden trak ham op og lagde ham helt tæt til sig, og i samme åndedrag faldt han i dyb søvn. Det lille menneske lukkede ned.
Kvinden fortalte, at hendes mand blev henrettet foran hende og børnene. Alene med sønnerne flygtede hun til fods til kysten i Tyrkiet. De havde levet i skjul hele vejen, for det er farligt at være kvinde på flugt.
Hun var rædselsslagen over båden til de alt for mange mennesker, men smugleren truede med knive, og retræte var umulig. Al bagage blev kastet over bord for at få plads til flere. Da båden endelig lagde fra med en syrisk mand ved roret, dukkede det tyrkiske politi op og skød efter dem.
Timerne på det iskolde blæsende hav havde taget hendes sidste styrke. Et par timer senere vinkede den toårige smilende til mig, mens han snakkende gik ud af lejren til UNHCR-bussen med sin mor i den ene hånd og en rund slikkepind i den anden. Han havde for en stund genvundet en tillid til verden.
Kvindens historie om det tyrkiske politi var ikke enestående, og beretningerne, jeg hørte på Lesbos, var hårrejsende og brutale. Jeg modtog mennesker, der var tæsket af det tyrkiske politi med brud og store blodudtrædninger. Vi så skudsår og flere eksempler på, hvordan tyrkiske kystvagter nedsejlede gummibåde med børn, kvinder og mænd. Korruption er almindeligt, og bestikkelse til det tyrkiske politi indgik som en fast del af betalingen.
En morgen på Lesbos kom en lille dreng med den første båd. Han var stærkt afkølet, ligbleg, slap og døsig og hang fra den frivilliges arm med et slukket blik. Vi tog ham hurtigt ind i klinikken og ledte efter en mor, men efter en stund bankede en ung onkel på døren.
Han forklarede, at han to uger forinden i sin søsters hus i Aleppo havde bedt hende tage sin familie med til hans hjem, som lå i en sikker bydel. Søsteren besluttede at blive og lade lille Mohamad, som nu lå i varmetæppet i vores klinik, tage med sin onkel.
Samme nat regnede der igen bomber over Aleppo, og søsteren og hendes mand blev dræbt sammen med andre familiemedlemmer. Den unge onkel samlede fire overlevende børn, solgte hvad han ejede, og pakkede det sammen, de kunne bære.
Sammen vandrede de seks dage over grænsen til Tyrkiet. Her ventede de nogle dage i bjergene ved kysten, til de fik plads på en båd, der sejlede direkte til stranden ved vores lejr. Han ville gerne bringe resterne af sin familie i sikkerhed. Sammen. Siden har mine tanker ofte strejfet den lille amputerede familie og vendt tilbage til spørgsmålet om, hvordan Mohamads børneliv vil forme sig.
Jeg tog imod en lille familie fra Afghanistan med baby Asmaa på 31 dage. De gik til fods ud af Afghanistan over bjergene 12 dage efter moderens kejsersnit for at undslippe Taleban. Pludselig stod en mand og strålede ved siden af mig, mens han blidt skubbede en lige så strålende kvinde frem. Hans øjne… Dem glemmer jeg aldrig. Deres ønsker og håb var fred og en fremtid i sikkerhed.
På Lesbos hørte jeg historier om mennesker, jeg ikke troede mulige. Jeg blev præsenteret for så megen ondskab i verden, at jeg stadig har svært ved at begribe det. Det trænger sig på, når virkelige mennesker med virkelige oplevelser står foran mig. Jeg har set ufattelige tab i menneskers øjne. Jeg har hørt børn græde på måder, børn aldrig skal græde.
Jeg har set voksne mænd bryde sammen på måder, mænd ikke skal bryde sammen på. Jeg har holdt om mennesker, der hulkede længere, end jeg troede, mennesker kunne hulke. Jeg har mærket de koldeste barnekroppe, og jeg har taget gennemblødt tøj af bange mennesker. Jeg har set skudsår, og jeg har set mennesker, der har fået flere bank, end nogen mennesker nogensinde skulle have.
Jeg har også set kærlighed. Kærlighed, der holder over bjerge og en gummibåd over havet. Kærlighed, der har tålt tortur, forfølgelse og bomber. Kærlighed, der tror på mennesker. Jeg har set håb i menneskers øjne. Håb, som vil komme på prøve på deres videre færd. Jeg tror, de ved det. Men de har overlevet det, de flygtede fra, flugten over bjergene og turen over vandet. Deres børn er i sikkerhed.
Der er klart en voksende og reel bekymring over de fremmede i bevægelse. Men den er på himmelflugt og bevæger sig på en farlig grænse til panik og vrede. Ord som humanisme har flyttet sig fra noget, vi tidligere hyldede, til at være skældsord.
Det er svært at forstå, når humanisme betegnes som samfundstrussel eller modpol til velfærd. Er velfærdssamfundet ikke en humanistisk idé med rødder i omsorg for hinanden? Jeg er humanist. Af overbevisning, af uddannelse og i levevis. Ikke når det er bekvemt. Mens ord skifter betydning og værdi, vokser en forvirring om, hvem der er ven og fjende.
For fem år siden hyldede vi det arabiske forår. Journalister rapporterede begejstret fra de store demonstrationer, og vi udtrykte støtte til kampen for frihed og demokrati. Forleden benyttede det syriske folk våbenhvilen til at gå på gaden og markere femårsdagen og demonstrere for frihed. Vigtigt og modigt. De mennesker er ikke fjender. De ønsker frihed, sikkerhed og almindelig hverdag.
Vores bekymring og angst får fjendebegrebet til at vokse ukontrollabelt. De friheder, vi vil forsvare, får trange kår. Vi lukker øjnene for, at menneskerettigheder i Europa bliver trådt under fode, når mennesker mødes med vold, tåregas, gummikugler og pigtråd. Og for, at mennesker har ret til et sikkert sted at være, når vi lader familier sove under åben himmel.
Vi kan gøre det bedre. Verden har aldrig set en humanitær katastrofe som den, der udspiller sig omkring os nu. Vi må handle, drage omsorg og være kreative, så vi sammen kan gøre det bedste for de mennesker, der er på flugt. Danmark og Europa skal nok klare sig.
Helle Høstrup er sygeplejerske og antropolog