Mit liv har i de seneste måneder været meget intenst. Min fuldstændig raske tvillingbror, Helmer, døde efter en måneds uventet sygdom. Hjertet blev ramt. For min tvillingbror fysisk og for mig i overført betydning. Hvordan reagerede jeg? Med både chok og sorg.
Men derudover: Når man mister noget eller nogen, så afføder det selvfølgelig refleksioner over, hvad det er, man har mistet. Jeg skal ikke her komme med en lang, dybt personlig udredning, men konkludere, at det også handler om noget af mit selvværd. Ikke selvværd, der ved min brors død forsvandt. Men det blev ved hans død tydeliggjort, hvad selvværd var og er.
”Dårligt selvværd står i vejen for kærligheden”, lød overskriften på en kronik i Kristeligt Dagblad for nylig. Hvad er da selvværd? Det klassiske udspil er, at selvværd er andet og dybere end selvtillid. Selvtillid handler om det, jeg er god og dygtig til. Altså mine præstationer. Selvværd handler om det, der bærer mig – i medgang og i modgang. Det handler om at opdage, at der er noget, der er større end mig selv. Som afdøde biskop Dons Christensen, Ribe, for mange år siden skrev i et digt til sin hustru på årets korteste dag (frit oversat efter hukommelsen): ”Dagene er korte, alt for korte til at nå det, vi skal nå. Men en dag skal det gå op for os, at det vigtigste ikke var det, vi nåede, men det, der nåede os.”
Der er noget her i livet, som kun går op for os i glimt. Lige pludselig kan vi se noget helt særligt i et billede. Lige pludselig er der et perspektiv i et samvær, der får ny betydning for os. Lige pludselig er der en bemærkning fra en ven, som sætter en hel masse på plads.
Jeg husker for mange år siden, da jeg var under uddannelse til socialrådgiver i Odense, at jeg var med til at arrangere en aften i Odense KFUM og KFUK, hvor vi inviterede daværende domprovst Falck fra Odense Domkirke til at behandle emnet ”Hvorfor kan nogle i for eksempel en søskendeflok tro på Gud, mens andre ikke kan?”.
Han refererede blandt andet til Søren Kierkegaards tanker om øjeblikket. Øjeblikket er, når tiden skærer evigheden. Og jeg tænker: Det er dér, jeg erfarer, at der er noget i livet, der er større end mig selv.
Identitetsudviklingen hos os mennesker er en livslang proces. Når vi er ”færdige” med at udvikle os, så er vi måske ved at gå i stå. Ja, men bliver det ikke bare en anden form for præstations-krav, at vi skal være under livslang udvikling? Jeg tænker, at det kommer an på definitionen af udvikling. I min bevidsthed er udvikling forbundet med at ”være på vej”. Og livet igennem er vi på vej fra vugge til grav. Udvikling er derfor også at bruge sanserne til at se og fornemme det, der er på vejen, mens vi går den. Den dag, vi er færdige med dét, er vi vel også færdige med livet.
Hvordan er vi da blevet til dem, vi er? Den klassiske forståelse er, at vi er dannet af arv og miljø. Vi har fået noget med i biologisk arv. Vi har været udsat for påvirkninger gennem opvæksten. Og vi har reageret på noget af det, vi har været udsat for. Det er derved, der opstår inspiration og kampe. Glæde, sorg og vrede. Sejre og nederlag. Og selvværd er i min forståelse at kunne rumme disse forskellige følelser og vilkår – uden at det fejer benene væk under os. Modsætningsvis kræver selvtilliden – for at bestå – sejre, fremgang og medvind. Selvværd er derimod i stand til at rumme og forholde sig til også de negative psykologiske vilkår og deres betydning. Uden at blive væltet fuldstændig omkuld.
Hvordan kommer da selvværd? Det er her, jeg får refleksioner i kølvandet af min netop afdøde tvillingbror. Vi var temmelig ens og dog ret så forskellige. Vi tænkte på mange måder ens og havde den samme humor. Men vi udviklede os alligevel forskelligt. Han var i udpræget grad kunstnerisk kreativ med oliemaling, akvareller, grafik, glaskunst og sten. Og han spillede klaver – autodidakt. Jeg nød og blev inspireret af både hans kunst og klaverspil. Men jeg har aldrig oplevet mig misundelig, for eksempel i forhold til den anerkendelse, han fik. Fordi jeg fik den gave fra ham, at han respekterede mig med mine anlæg.
Jeg har hørt om tvillinger, som kunne have det svært med hinanden, fordi de var i evig konkurrence om, ”hvem der er bedst”. Det lyder primitivt. Men min erfaring er, at mennesker på mange måder – også – er fyldt med primitive reaktionsmønstre. Jeg tror, at stress grundlæggende kommer af at ville være anderledes og bedre, end man er. Det bliver man syg af.
Selvværd er – ind under huden – at opdage og opleve, at jeg er god nok, ikke bare på grund af mine kvalifikationer, men også på trods af mine mangler. Og hvis og når noget går skævt mellem mine omgivelser og mig, så er det tilgivelse og forsoning, der er nøglebegreberne. Og det kan ikke præsteres. Det må man tage imod fra ”det større”, som i min forståelse er Gud og Kristus, og give videre til andre. Det er i min forståelse selvværdets inderste kerne.
Min tvillingbrors bildende kunst var meget præget af lys og håb. Af naturens udfoldelse. Og af de små børns iboende livsglæde og livsmod. Og netop lys, håb og livsmod – på trods af det, der smerter. Den forkyndelse gav han form. Og den forkyndelse er gået ind i mig for altid. Noget i livet er forståeligt, og andet er helt uforståeligt. Selvværd er at kunne rumme både det forståelige og det uforståelige.
Lad mig til sidst kredse lidt om begreberne ”falsk beskedenhed” og ”konfliktskyhed”. At være beskeden er en positiv værdi, hvis det er i modsætning til grådighed. Men falsk beskedenhed er netop grådighed i dobbelt forstand, pakket ind i pænt papir. Der er tale om uærlighed som psykologisk forsvar – og ofte for brugeren på et ubevidst plan. Falsk beskedenhed er blandt andet udtryk for mangel på selvværd.
Konfliktskyhed er en såre almindelig psykologisk mekanisme, som på forskellig måde fylder meget hos mange. Jeg finder, at konflikt er et grundvilkår ved at være menneske. Mennesker er forskellige og ser forskelligt på mangt og meget. Sådan er det, og sådan skal det være. Det er blandt andet derfor, at vi som kronjuveler i vores samfund har ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Og har demokratiet som styreform for at kunne håndtere vores forskellighed på værdig vis. Og bemærk afdøde professor Hal Kochs ord om, at demokrati er samtale.
Men hvorfor så konfliktskyhed? Mit bud er, at det er et forsvar for at bevare den gode stemning, altså harmonien, på overfladen. Ved manglende enighed kan såvel intellekt som følelser aktiveres. Og ikke mindst følelser er jo ustyrlige. Følelser er der, indtil de ikke er der mere. Men dybest set er vores konflikthåndtering vores lakmusprøve på vores selvværd. Kan vi rumme uenighed, eller kan vi ikke? Ved lavt selvværd er der høj grad af konfliktskyhed. Og det modsatte ved sundt selvværd. Prisen for høj grad af konfliktskyhed er, at for meget uenighed fejes ind under gulvtæppet. Og at dialog og samtale bliver overfladisk og meget lidt udviklende. Til skade for alt det, der handler om det sandhedssøgende menneske.
Og til allersidst: Jeg bruger bevidst ordene sundt selvværd og ikke stort eller højt selvværd. For selvværd er aldrig en præstation, men en gave. Bruges der andre tillægsord til selvværd end sund, så vil det let komme til at signalere selvværd som en præstation.
Vi skal give gode gaver til næste generation. Til vores børn, børnebørn og oldebørn. Og en af de allerbedste gaver er at give støtte til deres udvikling af sundt selvværd gennem ærlig samtale og interesse.