Gymnasielærer: Jeg har besøgt min demente mor for sidste gang

Kronik: Min mor skal snart dø. Jeg er ikke sikker på, at hun ved det, men min søster ved det, min bror ved det, og min moster og hendes mand ved det. Men vi ved ikke, hvornår det skal ske. Hun ligger i sin hospitalsseng og ligner lidt det verdenskendte maleri af Edvard Munch, hvor hendes ansigt er låst i et lydløst skrig om hjælp, skriver Mads Strarup

Hendes ansigts fine muskulatur er stærkt svækket og i kun få tilfælde aktivt, hvorfor de enkelte muskler har fundet sig lidt for tilpas i deres ikke-anstrengte positioner; øjnene lukkede og munden åben, skriver dagens kronikør om dengang hans demenssyge mor skulle herfra.
Hendes ansigts fine muskulatur er stærkt svækket og i kun få tilfælde aktivt, hvorfor de enkelte muskler har fundet sig lidt for tilpas i deres ikke-anstrengte positioner; øjnene lukkede og munden åben, skriver dagens kronikør om dengang hans demenssyge mor skulle herfra.

I går besøgte jeg min mor for sidste gang. Min mor skal snart dø. Jeg er ikke sikker på, at hun ved det, måske kan det urinstinkt af hendes intellekt, der er tilbage, fornemme det.

Men jeg gør mig ingen forhåbninger om, at hun er sig dette uomgængelige faktums aktualitet bevidst. Og heldigvis for det. Det må i ubeskriveligt omfang være en ubehagelig erfaring at gøre sig. Nok den ubehageligste af alle dem, der eksisterer i denne verden.

Men min søster ved det, min bror ved det, min moster og hendes mand ved det - og jeg ved det. Det er lige ved at ske. Men vi ved ikke, hvornår det skal ske. Om der går fire timer eller to dage - vi ved det ikke. Men det er snart.

Hun ligger i sin hospitalsseng der på plejehjemmet og ligner lidt det verdenskendte maleri af Edvard Munch. Hendes ansigt er låst i et lydløst skrig om hjælp, uden hverken modtager eller intention.

Hendes ansigts fine muskulatur er stærkt svækket og i kun få tilfælde aktivt, hvorfor de enkelte muskler har fundet sig lidt for tilpas i deres ikke-anstrengte positioner; øjnene lukkede og munden åben.

Kroppen er begyndt at hive livet ud af sig selv, og den tekst, som ethvert liv grundlæggende er, er for min mors vedkommende ved at blive skrevet til ende. Nu mangler bare den plet af et punktum, som afslutter historien og lukker bogen.

Hun har boet på plejehjemmet de sidste syv år, siden hendes alzheimer-diagnose for alvor tog grebet om hendes dagligdag og gjorde selv de mindste og almindeligste hverdagshandlinger fremmede for hende. At handle ind. At huske reglerne i simple familiespil. At gå i bad. At læse og regne.

At tage turen fra Køge til Vanløse for at besøge sin storesøster. En tur, hun har taget så mange gange, at man kunne tænke sig, at turens få skift burde ligge som en rytme et sted dybt inde i hendes indre, som et kærlighedskompas med lige dele hjertebanken og storby-geografisk præcision.

Men sådan er det ikke. Der findes ikke længere en fri position i hjernen, hvor sygdommen ikke til sidst når ind. En fri position, som sygdommen går uden om, når den starter sit ustoppelige fald mod der, hvor min mor er nu.

Først røg de for alle os andre logiske hverdagsrutiner, så røg hukommelsen og gradvist synet. Samtidigt fik hun problemer med at gå, og i de sidste mange måneder har hun ligget i sin seng, uden evne til at komme op og opponere mod livets åbenlyse uretfærdigheder, som hun nu mærker så massivt.

I den græske mytologi eksisterer der en fin, lille historie om færgemanden Charon, som sejler de døde over til dødsriget Hades mod en mindre betaling i form af mønter lagt på den dødes mund.

Denne myte har med garanti tjent som et sjæleberoligende billede på det hjernevridende uforklarlige, der sker, når hjertet ophører med sine slag og hjernen sine impulser.

Men myten tager fejl, når dødsomstændigheden er alzheimers. For i disse tilfælde er døden ikke en rejse til det hinsides, men i den grad noget ,der opleves og sker lige her på denne side af virkeligheden.

Min mor steg således om bord på Charons skib allerede for mange år siden, for døden er langsom, men dog alligevel målrettet, når man som hende er blevet givet denne grufulde diagnose som livets afsluttende omstændighed - ni år før dens indtræden.

Siden hun fik diagnosen, har hendes krop og sjæl roligt, men uden anstrøg af tvivl, surret sig mere og mere uløseligt fast til færgemandens dæk. Nu mangler hun bare at udsige det sidste ”go” forløst i det endelige åndedræt, således at Charon ved, at han uden klager kan lægge fra land og sætte kursen i retning af uforklarligheden - og således begive sig ud på det, som grækerne tror på er en rejse, men som jeg kalder en definitiv afslutning.

Jeg forsøger at få øjenkontakt med min søster og min hustru, Pernille. Vi står foran min mors seng, og hun ligger der foran og udgør objektet for vores fælles tilstedeværelse i netop dette rum, men hun er ikke det subjekt af en mor, som jeg på godt og ondt er et produkt af.

Jeg søger stadig hendes øjenkontakt, for jeg ved, at det er nu; jeg må ud. Jeg har været der rigeligt, mere end rigeligt - og langt mere end jeg selv havde troet muligt. Men hvad søren siger man, når man ved, at det er det sidste ord?

Et simpelt farvel er præcist, men måske for præcist, idet dets betoning hurtigt kan komme til at lyde for bestemmende for hendes få fremtidige dage. Samtidigt er det jo den grufulde omstændighed, som ingen, hverken os eller tilværelsen, er i tvivl om.

Jeg vælger - eller her er der ikke tale om et egentligt valg - for i dette tilfælde tager et sted i min hjerne over for min egen nærmest paralyserede tilstand og uden for min umiddelbare indflydelse flyver ordene ”Ha' det godt, mor” ud af hovedet på mig. Det var de ord, der kunne komme ud. Det var dem, der blev sagt. Uden at kigge tilbage går jeg rundt om hendes seng, og ud, ud, ud.

Jeg har ikke besøgt hende meget i den tid, hun har boet på plejehjemmet - og nu hvor hun ligger på sit yderste, er der ingen vej tilbage for den beslutning. Det var sådan, de sidste år af min mors og min fælles tilværelse her på planeten blev - og jeg fortryder det ikke!

Det er ikke en hård eller for den sags skyld nedvurderende kommentar, men bare min måde at håndtere en situation og en omstændighed, som selv mine nærmeste venner har haft problemer med at forstå voldsomheden og dimensionerne af.

I dag er min mor død. Min moster har lige ringet og fortalt det. ”Mads, din mor er død,” konstaterede hun knastørt og uden sentimentalitet på en lidt ujævn mobilforbindelse et sted fra det svenske motorvejsnet. Der gik ikke engang en dag.

Det er nu mere end tre år siden, at de ovenstående linjer blev skrevet - og mellem dengang og nu har ordene gæret til en form for koncentrat af mine tanker fra de så skelsættende timer og dage.

Ved genlæsningen er jeg blevet forbavset over, at jeg overhovedet formåede at formulere mig - og over, hvordan ordene her over 1000 dage senere stadig giver mening i mit hoved.

Måske skal netop det faktum være en påmindelse til mig selv om at skrive, når livets omstændigheder rammer én. Skrive, når jorden skælver, men også når træerne vokser ind i himlen. Skrive for at indkapsle nuet og bevare en flig af det og derpå overlevere det til evigheden - som et snapshot af noget, der allerede nu har transformeret sig til datid.

Måske er det sådan, vi kan snyde glemslen og livets uomtvistelige forfald - og i sidste ende døden? Jeg er i tvivl, om jeg ved det. Men det er det, som jeg vælger at tro på.

Mads Strarup er gymnasielærer