Prøv avisen
Kronik

Jeg kunne ikke vise den kærlighed, jeg ville – og skulle

Foto: Privat foto

Jeg må modvilligt stå ved, at også jeg lod afmægtigheden og vreden gå ud over de mennesker, jeg elskede allerhøjest. Dagens kronikør sidder med fotoalbummet fremme, tænker tilbage – og skriver sin stærke beretning i serien ”Min kærlighedshistorie”

Ubudne gæster var de. Uroen og vreden. De blev ved at banke på, dag ud og dag ind. Og det hændte, at jeg ikke fik døren lukket forsvarligt, de slap ind og tog over i det hus, der udadtil så ud til at være fejet og prydet. Og det blev derefter. Uro i sindet, en utøjlelig vrede og skammen, der fulgte. Og så denne altoverskyggende følelse af ikke at slå til, ikke at kunne vise ægte kærlighed, når det nu var det, jeg ville – og skulle.

Og nu, så mange år efter, hvor jeg en sen aftentime finder fotoalbummet frem, dukker det hele op igen. Hvordan kunne jeg gøre det? Dette lille uskyldsvæsen. Det var hende, jeg aften efter aften havde hevet op af sengen, når hun lå og ikke ville eller kunne sove. Det var hende, jeg havde råbt ad. Det var hende, jeg eftertrykkeligt havde rusket og tvunget ned i sengen igen. Det var hende, jeg skulle elske, omgærde med kærlighed og uendelig omsorg.

Det gjorte kan ikke gøres ugjort, og kærligheden kan ikke tænkes og tvinges frem. Den er der, og du er den, igennem hvem den skal leve. Du lukker albummet og ved med en ætsende viden, at du var den, der urolig, afmægtig og vred selv lukkede af. Og så alligevel lever den, kærligheden, den dag i dag. Trodsig som en laks, der går op mod strømmen og finder steder, hvor den kan gyde – og leve.

Et ønskebarn. Undfanget i og af kærlighed så hun dagens lys en solrig søndag eftermiddag i oktober 1977. Hvor var hun dog ventet i denne brogede verden, hvor var vi dog klar til at byde hende velkommen, og hvor hun dog selv bød ind med livskraft og glæde. Det var så ligetil at elske hende, så meget som hun gav fra sig.

Jeg tænkte vel aldrig i disse første år over, om det nu også var kærlighed. Det var så enkelt, så ligetil, anderledes kunne det ikke være. Ganske vist blev vi udfordret på vores tålmod, når hun ikke ville sove. Men sådan er det med spædbørn, fik vi at vide. Og skønt hendes uro tog til, var vi dog rolige og beslutsomme. For der kom dage, hvor vi kom ind i en god rytme. Når hun havde spist et solidt morgenfoder, var blevet skiftet, og hendes mor var taget på arbejde på skolen, satte jeg hende i kravlegården. Og dér sad hun, legede, pludrede, mens jeg arbejdede videre med mit speciale. Og før jeg vidste af det, var hun drattet om og faldet i søvn.

Først langt op ad formiddagen vågnede hun, og så kendte jeg den daglige rutine. Endnu et bleskift, mad, leg, nærvær, en tur i barnevognen op og ned ad Strøget i Aarhus. Så kom uroen atter over hende, og igen blev hun vanskelig at nå. Men så kom moderen hjem, og så var alt godt igen. Hygge, indkøb, madlavning, bad og så i seng. Uro, gråd, trøst i en favn, op og ned ad gangen, i seng igen. Og omsider faldt hun i søvn, og vi var atter rolige og beslutsomme.

Sådan gik de første år uden bekymringer ud over dem, der altid rammer førstegangsforældre. Vi flyttede i præstegård på landet, en lillesøster kom til et par år senere. Og nu var vi de erfarne, rolige og beslutsomme som altid.

Først da hun skulle begynde i børnehave, begyndte vi for alvor at ane uråd. Hendes dagplejemor havde ganske vist et par gange nævnt noget om en uro, som hun ikke kendte til hos de andre børn. Men selv slog hun det hen, det skulle jo nødig hedde sig, at hun ikke kunne styre præstens datter, så det gjorde vi så også. Slog det hen, lod det være og tænkte, at det var da noget af en krudtugle, vi havde fået. Men i børnehaven anede pædagogerne for alvor uråd. Og nu skulle hun udredes.

Et par undersøgelser på børnepsykiatrisk afdeling i Aarhus var tilstrækkeligt. Diagnosen blev stillet. MBD, ”Minimal Brain Dysfunction”. Allerhelst ville man have hende indlagt til et længere behandlingsforløb, for som overlægen så nænsomt og overbærende udtrykte, så er ”forældrene den største hindring i en effektiv behandling af et barn”. Men nej, vi havde fået et barn med en mindre hjerneskade, og så måtte vi tage den derfra.

Faktisk var det en stor forløsning. Så var det ikke os, der havde grebet det helt forkert an. Vi indvilgede i medicinering i et nøje afstemt forløb. Men var hun i perioder uden for rækkevidde, så blev det nu omtrent permanent, og det var ganske forfærdeligt. Vi kunne nå hende ved at tilfredsstille de helt enkle og basale behov. Men ellers ikke. Så vi valgte at ”udskrive” hende trods gode råd, og at det ”så også er jeres eget ansvar”.

Nuvel, og hvis ansvar skulle det ellers være? Aldrig havde jeg tænkt, at det barn ikke var mit og vores ansvar. Aldrig havde jeg bedt om andet end råd og vejledning. Men da det udmøntede sig i behandling – og her er der andre, der ved bedre, og som tager over – ja, så vendte vi tilbage til det gammelkendte.

Men vi vidste så også, at det var just dér, hvor dæmonerne stadig lurede, og hvor uroen og vreden atter slap ind. Og hvor de dog mæskede sig og åd løs af selvrespekten og overbærenheden. Og så kom de, selvbebrejdelserne, som ikke er til at bære, og som vender sig mod den anden. Det er da også din skyld. Men under alt dette kæmpede kærligheden sin egen kamp. Den ville ikke give op. Og da erkendte jeg for alvor, at til det at elske hører en selverkendelse, som bestemt ikke var og er behagelig.

Jeg måtte modvilligt stå ved, at også jeg kunne og kan blive afmægtigt vred, og at også jeg lod og lader afmægtigheden og vreden gå ud over de mennesker, jeg elskede og elsker allerhøjest. At sådan er det. At det ligger latent i ens inderste væsen, og at det er en uforløst kærlighed, der kalder det frem – og lukker det ind.

Men så var der morgenerne. Disse velsignede morgener, hvor man bliver vækket af latter og smil. Gårsdagens skældud og vrede glemt, borte er de som dug for solen. Det er som den ble, du skifter og smider væk. Tung er den af affald, men nu også væk – og borte. Og man tænker: Nu får du en ny dag, en ny mulighed. Tavlen er visket ren. ”Hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder”.

Ja, tilgivelse er en skænket mulighed. Så grib den og kom videre, mand og far. Og vi kom videre, som vi hver dag kommer videre. Det blev for hende et skoleforløb på den lokale folkeskole, hvis forløb hun den dag i dag vender tilbage til med glæde og med savn.

Diagnosen blev nu udskiftet med ADHD, en mental brokkasse for de vrangmasker i Vorherres strikketøj, som dagligt fødes, og som Skaberen i sin utilnærmelige visdom vil skal være der. Også. Diagnosticeret som sådan fik vi nogle tilgængelige værktøjer. Godt for det, for det hjalp. Tak til en favnende folkeskole i det, der kaldes Udkantsdanmark.

Katrine blev for et lille års tid siden moster til en vidunderlig lille pige. Jeg undrer mig, hver gang de er sammen. For hvor i alverden har hun overskuddet fra? Hvoraf kommer den kærlighed, som hun øser ud over den lille skabning? Var jeg selv en del af det? Det vælger jeg så at tro.

Og tilbage står, hvad Lars Busk Sørensen skrev for år tilbage, at ”når du har brugt din dag til det sidste åndedrag, standser Gud din gråd og klage, tar en misbrugt dag tilbage, nådig skjult i evighed”.

Om jeg nogensinde fatter kærligheden. Dens veje og vildveje.

Ole Juul er tidligere sognepræst