Kristendommen findes endnu i Danmark. Det er et ret stort mirakel. Mange forudså, at den ville blegne og forsvinde i det moderne samfund. Videnskab og fornuft kunne fortælle, hvad der var brug for at vide. Men megen debat, også her i Kristeligt Dagblad om blandt andet gudstjenesteformer, forudsætter, at kirkens faktiske eksistens ikke er et mirakel. Man diskuterer for eksempel, om der bør være en eller flere former for gudstjeneste, og hvis der kun skal være én, så skal den være sådan, som man selv synes, den bør være.
Jeg selv, der har været en (meget beskeden) del af denne debat, repræsenterer nok et mindretal. For jeg mener dels, at gudstjenester skal være sådan, som folk gerne vil have den, og at folkekirkens mirakel står og falder med denne frihed. Men dels, og navnlig, mener jeg, at gudstjenesten ikke skal være sådan, som jeg selv helst ville have den.
Jeg skriver til sidst, hvordan jeg godt kunne tænke mig en påskegudstjeneste. Men først om hvad jeg mener er gudstjenestens formål. Hvorfor gudstjenester? Et godt svar lå i den autoriserede indgangsbøn: ”Herre, jeg er kommet ind i dit dette hus for at høre, hvad du, Gud Fader, min skaber (…) vil tale til mig.” Engang kunne kirken være så sikker på sin overlevelse, at den kunne tillade sig at lægge større vægt på præcision end på tilgængelighed.
Bønnen har ret: ”Jeg” er kommet ind for at høre noget blive sagt. Der kan også være andre gode grunde til at komme ind, for eksempel smuk musik, et smukt rum, ro og fred fra stress.
Men at talen er det vigtigste, er en præmis i en protestantisk kirke. Jeg vil ikke hermed sige, at folkekirken behøvede at være netop protestantisk (men det er min mening, og den går endda imod selve Grundloven!). Men jeg kommer gerne for at få en belæring.
Kirkerum er skolestuer. Det blev de efter reformationen. Der krævedes lærere, som vidste, hvad der var det rigtige. Der kom talerstole i alle kirkebygninger. Hvor unaturligt det var, kan ses ved, at prædikestolene næsten alle steder er placeret skævt i forhold til rum, hvor det naturlige centrum er alteret. Og frem for alt krævedes der mennesker, der skulle lære at være elever, altså at kunne sidde stille og høre efter. Det er ikke en evne, man fødes med.
Hvis de får lov, vil mennesker gå rundt, snakke med hinanden eller trækker sig ind i sig selv, stå op, sætte sig på gulvet eller en skammel, rejse sig igen; nogle vil måske fordybe sig i en tekst (eller nu en smartphone). Middelalderkirkerne er bygget til den slags udisciplinerede mennesker. Kristendommen overlevede 1500 år uden at tvinge folk til at sidde stille.
Jeg selv er barn af reformationen og det uddannelsessamfund, der fulgte efter. Så jeg kan godt sidde stille og (til en vis grad) høre efter. Jeg kan også (sådan da) huske, hvad der er blevet sagt. Så hvorfor skulle jeg så komme ind i Herrens hus – jeg har jo hørt det? Fordi den læring, der foregår i gudstjenesten, ikke er ny læring, men gammel. Herren siger ikke nye og interessante ting i forlængelse af, hvad han har sagt tidligere, men de samme ting.
Hvis man synes, at det er relevant nok, vil man gerne høre det igen. For kristendom er, som al religion, en ekstra viden, som lægger sig oven på den viden, man har i forvejen, og som man får ved sit daglige liv. Og den daglige viden vil enten ignorere religionens viden eller ligefrem modsige og modarbejde den. I kirkebønnen kan der bedes om, at ”Guds ord må have frit løb i blandt os”. Men der er ikke meget af dette friløb, for det vil oftest falde plat til jorden udenfor. Ens indre viden er også udsat for blegnen og forsvinden. Efter en vellykket gudstjeneste kan man måske være fuld af frelsesvished og Helligånd – det fordamper gerne i løbet af kort tid.
Spændingen er indlysende i nutiden, der har sin egen virkelighed og sine egne moralske normer. De kan godt hævdes at komme fra kristendommen, men de behøver ikke kristendom længere. Nutidsmennesker er, hvad de er, fordi de (vi) har lært at være det i det uddannelsessamfund, der har frigjort sig fra kirken og nu har frit løb iblandt os. Når kristendommen fortsat er i live, er det ikke mindst, fordi den har kunnet tilpasse sig nutid og det moderne og tage ved lære (for eksempel at have kvindelige præster og homoægteskaber). Men der er en pris.
Påskens fortælling er særligt skandaløs: Gud, der var blevet et menneske, holdt et sidste måltid, hvor brød og vin blev til hans legeme og blod – han døde og genopstod. Det er hele tre mirakler. Ingen af dem kan stå for en nutidig prøvelse: Gud er i praksis overflødig. Brød og vin kan ikke blive til legeme og blod. Døde mennesker kan ikke genopstå. Men alt dette kan få mening som symboler, for eksempel på, at det helt uventede kan ske, eller at man kan leve sit liv i hengivelse til andre, uden bagtanker for, hvad man kan få ud af det. Det er også en slags mirakel: at betydninger fra gamle dage bevares som en udvendig, skal omkring en ny mening.
Jeg selv kunne tænke mig påskegudstjenester, hvor miraklerne blev fremhævet som mirakler, uden indirekte undskyldninger. De meget store mirakler: at Gud blev menneske, at et menneske kan opstå fra de døde. Og det lille: at denne lille, runde ting og denne dråbe vin skulle være Guds legeme og blod. Jeg er nutidig, så det kan jeg jo ikke tro. Derfor går jeg i kirke i påskeugen for at tro det alligevel. Jeg er glad for, at der er et sted, hvor der bliver fortalt om mirakler. At komme ind i Herrens hus er at komme ind i en anden dimension, bag spejlet, på en anden planet. Indgangsbønnen er som titlen på Spielbergs teenagefilm ”Ready Player One”. Ved gudstjenesten føler jeg mig som ”Player One”.
Hvis en fornuftig præst forklarer i sin prædiken, at disse ting jo ikke kan tros af os nutidsmennesker, men at de kan være meningsfulde alligevel, så er jeg enig. Men lige netop dét behøver jeg ikke at få at vide. På den anden side: Jeg tilhører nok en minoritet. Så hvis påskegudstjenesterne skulle være sådan, som jeg gerne ville have det, skulle man nøjes med at fortælle om og lovprise mirakler med bibellæsninger – og førmoderne salmer, hvis man er heldig. Præsten måtte også godt, og her er det nok, at de fleste stiger af, gøre mere ud af, at hun eller han udfører det mirakel, at brød og vin bliver til legeme og blod. De måtte gerne løfte det højt op, så vi alle kunne se det. De måtte gerne have flot tøj på, og de måtte gerne arbejde med andre sanser end øret. De første 1500 år gik kristendommen ind i mennesker igennem øjet og næsen, lige så meget eller mere end igennem øret. Jeg vil gerne have en gudstjeneste med maksimalt Gud og Kristus, og gerne Maria, Peter og de andre. Er det ikke katolicisme, som jo ikke bruges her? Jo, måske – men betyder den ”almindelige kirke” ikke, at det ikke kun er folkekirken, der er kirke? Er hoc est corpus meum ikke ”bare” hokus-pokus? Men hvem kan ikke lide en tryllekunst?
Som sagt: For de fleste vil dette vil nok være for sært. Så det anbefaler jeg ikke som en gudstjenesteform. Men hvad man nok kan blive enige om, er, at mennesket er det dyr, der helst vil leve i flere verdener – vi er interplanetariske rejsende i ånden. Det gør vi, hver gang vi drømmer, fantaserer, fortæller historier, ser film, læser bøger. Ofte ligger de fremmede kloder meget tæt på og ligner den, vi kender til forveksling. Men undertiden kan vi rejse meget langt ud, meget højt op, eller meget langt væk og tilbage i tiden, for eksempel til Jerusalem for knap 2000 år siden. Påsken er en god anledning. Glædelig opstandelse!