I 2011 var der is på havet, hvor jeg bor. Vintrene herefter har blot været våde.
Tænk, hvis alt det vand, der plasker ned, ville dale yndefuldt og sagte som sne. Sne, der består af iskrystaller, som griber fat i hinanden, så snefnuggenes overflader bliver så store og fulde af luft, at luftmodstanden bremser faldet, og snefnuggene daler lydløst, hvor et lille pust får snefnuggene til at flyve hid og did.
Jeg længes efter at gå i vinterskoven og se efter spor i den mørke tid, hvor sneen lyser så hvid. Jeg savner den høje knitren i den tørfrosne skovbund, denne bidende renhed med alt det hvide, der fejer med vinden og maler stammerne hvide. Jeg savner den stilhed, der kan opstå med sne, når den falder og maler alt hvidt. Jeg længes efter veje, der står hvide, tomme og lange. Jeg elsker stilheden i vinterriget. Ja, bare det vil lysne med sne, for lydene bliver så stille, og jeg bliver mig selv så nær, når sneen dækker landskaber her og der.
Kommer der alligevel en ordentlig omgang sne denne vinter, vil jeg juble ligesom Jens August Schade, som skrev følgende linjer i 1945: ”og jeg, som troede, at vi ikke skulle have sne,/ og så ser det virkelig ud til, at vi skal have en ordentlig/ bunke sne,/ og ikke gå og tænke på sne evig og altid,/ uden at den/ kommer.”
sne er skønhed og magi, hvilket beskrives i Helge Rodes skønne linjer fra 1896: ”Der er ingenting i verden så stille som sne,/ når den sagte gennem luften daler,/ dæmper dine skridt,/ tysser, tysser blidt/ på de stemmer som for højlydt taler.” Med disse linjer får jeg nærmest en klump i halsen, for hvor jeg dog længes efter denne stemning, og jeg længes efter et snevejr, som Helge Rode beskriver som ”svanedun fra himlens hvide vinger” i andet vers af digtet.
Den smukt beskrevne sne består af sekskantede krystaller, hvor hver gren er identisk, men alligevel er de forskellige i deres sammensætning, og alle snefnug er forskellige. Jeg elsker at kigge op og se, hvordan snefnuggene fylder himmelrummet over mig med en hvid flimren mod den grå og af sne hvide himmel.
Eller som Lisbeth Torp udtrykker i sit digt fra 1979: ”Det var en morgen ved vintertid,/ jeg vågned’ op til en jord så hvid,/ og luften mødte mig frisk og ren,/ og der lå rimfrost på hver en gren.”
Sneen dækker mark og mose, skrev Christian Winther i 1828. Men den betragtning er ikke særlig aktuel i dag. Det er nu ni år siden, denne beskrivelse passer til en vinter i Danmark.
Jeg prøver at holde modet oppe, mens jeg går og nynner. Giv tid, giv tid med Ingemanns lille fugl bag frossen rude fra 1831, hvor de første linjer lyder: ”I sne står urt og busk i skjul/ det er så koldt derude”. Men alle disse sne- og vintersange passer ikke mere, de er ren nostalgi.
Hvornår har vi sidst haft en snestorm eller bare en lang periode med frost og snevejr som i Jeppe Aakjærs ”Sneflokke kommer vrimlende” fra 1916? For mange var den måske nærmest en provokerende munter snesang, der hele vejen igennem er lystig i rytme og rim. Den foregår ved Kjørmes Knud, som jo blot er et jysk ord for kyndelmisse. ”Sneflokke kommer vrimlende/ hen over diger trimlende,/ det knyger ud af himlene,/ det sluger hegn og gård,/ det ryger ind ad sprækkerne/ til pølserne på rækkerne,/ og fårene ved hækkerne/ får blink i pelsens hår.”
Ja, disse linjer har sat sig i min bevidsthed med særegne stemninger og lyde. Jeg husker snestorme, fygesne og sneskorper, som erobrede landskabet. Jeg husker vintre, hvor store fnug fra en tung og grå himmel malede min jakke hvid, eller snefnug, som smeltede, hvis de ramte mig i ansigtet. Jeg husker, hvordan snelaget voksede centimeter efter centimeter og satte sit præg på livet. Kiggede jeg op i luften, var det bare hvidt af dalende snefnug.
Når sneen lå tykt, og vinden tog fat, blev jorden nogle steder blæst fri for sne, mens den andre steder lå i metertykke driver. Vejene fik vægge, når de blev ryddet, og sneen dækkede over ujævnheder i landskabet. Jeg husker, jeg byggede huler ind i driverne eller skar ”mursten” ud af sneen og byggede en iglo.
Der er mange vintersange og digte, der beskriver sne, is og kulde. Læser man Frank Jægers digte, er det tydeligt, at han elskede vinteren og hilste den velkommen. Som så mange andre kunne han dog også længes efter forår, når vinteren langt henne pludselig igen strenges, hvilket han beskriver i følgende linjer fra 1953: ”Liden sol i disse uger./ Februar har gjort os mindre./ Sne som tynger. Is som knuger./ Vi kan ingenting forhindre.” I 1838 længes Blicher også: ”Inderlig jeg længes/ efter vår, men vintren strænges;/ atter vinden om i nord!/ Kom, sydvest, som frosten tvinger,/ kom med dine tågevinger,/ kom og løs den bundne jord!”. Og i første vers lyder det: ”Det er hvidt herude,/ kyndelmisse slår sin knude.” Kyndelmisse er som bekendt den 2. februar.
Der bliver længere og længere imellem de ovenfor nævnte digte og sange, som passer på vinteren i vor tid. Får vi overhovedet en vinter igen med masser af frost og sne?
Jeg håber, disse sange kommer til at passe igen. Jeg håber, frosten for alvor sætter ind. Jeg håber, fuglene bliver tavse, når kulden kommer. Jeg håber, at de planter, som tror, at foråret er lige om hjørnet, har taget fejl. Jeg håber, de får forfrysninger, og deres blade fryser og knækker som metal. Jeg håber, at kulden kommer og tager rotterne og andet utøj. Når kulden kommer pludseligt, glemmer mennesker både hue og vanter. Så ser de forfærdede på deres frysende hænder og forsøger at varme deres ører. Indeni brænder de, som lidenskaben brænder i træernes stammer, der venter på forår.
Tænk, hvis der kommer en snestorm, hvor spurvene fyger omkring som visne blade, hvis de vover sig op i det frie element. Tænk, hvis der kommer en snestorm, der som en hvid film flytter driverne i vores bevidsthed, så vi får et andet syn på vores levevis. Jeg vil forsøge at være optimist og tror på, vi får vintre igen og kan synge med på ”I sne står urt og busk i skjul” af Ingemann fra 1831, som er optimisten blandt de længelsfulde sange, som jo også tydeligvis handler om midvinter. Det er hele pointen, at året har sine tider, hvor åndens vinterblund skal fly for herlig sommer, som det hedder i digtets sidste vers.
Jeg længes efter vinterrigets klare frostluft og bløde hvide dyner. Jeg længes efter sne. Det handler ikke om nostalgi, hvor mine barndoms vintre altid var fulde af sne. Det handler om frygten for, hvor galt det står til med klimaet.
I Arktis smelter isen. Snegrænserne på bjergene rundtom i verden rykker opad. Permafrostens æra i Alaska og i Sibirien er forbi med frigivelse af enorme mængder metan til atmosfæren som resultat. At klimaet ændrer sig netop nu, skyldes, at vi på 100 år har brændt de underjordiske skove af, som er blevet dannet igennem mange millioner af år. Man kan sige, at overophedede økonomier spiller dødsmetal med vore samfund. For at undgå de værste konsekvenser skal der ske noget nu, og vi ved godt hvad.
Klimaet forandrer sig hurtigt i disse årtier, og jeg vil formulere det sådan: Engang havde vi i Danmark fire årstider på tre måneder hver. Nu har vi tre årstider på fire måneder hver. Vi har forår: februar, marts, april og maj. Vi har sommer: juni, juli, august og september. Vi har efterår: oktober, november, december og januar.
Og alle sne- og vintersangene kommer efterhånden i glemmebogen eller på museum, som snelandskaberne i Tivoli, der minder os om tidligere tiders kolde og hvide vintre.