For mere end 20 år siden oplevede jeg at være med til at fjerne et barn fra barnets forældre, en time efter at barnet var født. Jeg var direktør i en større kommune, og der var truffet en formandsbeslutning om, at et barn skulle fjernes umiddelbart efter fødslen, fordi specielt moderen ikke havde en tilstrækkelig forældreevne. Jeg tror, det var en fredag op til en ferie, og jeg blev ringet op omkring klokken 14 af en socialrådgiver. Hun skulle iværksætte tvangsfjernelsen umiddelbart efter fødslen, og nu var moderen gået i fødsel. Der var ikke andre chefer i forvaltningen, og hun ville høre, om jeg kunne blive på rådhuset, til barnet var født, og tage med hende til fødselsafdelingen? Det indvilgede jeg selvfølgelig i, og vi kørte et par timer senere ud til sygehuset.
Forældrene var på forhånd orienteret om, at de ikke kunne beholde deres nyfødte, og de var ikke overraskede, da vi kom ind på stuen. De sad og kiggede på deres lille nyfødte i kurven – præcis som alle andre, der er blevet forældre.
Sagsbehandleren læste afgørelsen op og forklarede situationen. Forældrene reagerede nærmest apatisk, for nu skete det, som de vidste skulle ske.
Min rolle blev at køre den lille vugge ud af stuen, og jeg glemmer aldrig den følelse af magtovergreb, som ramte mig. Jeg havde selv oplevet at blive far tre gange og kunne pludselig se, hvilken voldsom magt samfundet udsætter et barn og dets forældre for ved en fjernelse af et barn.
Jeg og sagsbehandleren kørte barnet over på en anden stue, hvor vi skulle vente, til barnet kunne flyttes til en fødegang på et andet sygehus. Det tog lang tid, for sagsbehandleren skulle have fat på dem, som var udset til at udføre de næste dages midlertidige omsorg over for den nyfødte. Derfor var vi stadig på sygehuset lidt over time senere, da en sygeplejerske kom og fortalte, at nu var mormoderen kommet for at se sit barnebarn. Hun boede et par timers kørsel væk. Men måtte mormoderen se sit barnebarn? Sagsbehandleren mente nej, fordi alt indtil nu var foregået i stor ro både for forældrene og barnet. Jeg mente ja af hensyn til det fremtidige samarbejde med familien. Det korte af det lange blev, at jeg rullede af sted med den nyfødte og mødte mormoderen. Hun var selvfølgelig lykkelig for at se sit barnebarn.
Mormoderens ageren, blandt andet hendes manglende reaktion på situationen samt noget ved hendes udseende, gav mig en klar fornemmelse af, at hun ikke var normalt begavet, og at hun formodentlig led af en eller anden form for udviklingshæmning. Det fik jeg bekræftet et par dage senere, da børn- og ungechefen gennemgik hele sagen for mig.
Årsagen til tvangsfjernelsen var nemlig, at moderen ikke havde tilstrækkelig forældreevne, og at faderen ikke havde tilstrækkelig mental og følelsesmæssig kapacitet til at kompensere for moderens begrænsninger. Moderens begavelse var langt inde i normalområdet, mens faderens var i den lavere del af normalområdet. Moderens emotionelle evner var derimod meget begrænsede og i den grad påvirket negativt af en opvækst hos en mor med alvorlig psykisk udviklingshæmning.
Tvangsfjernelsen var derfor et resultat af manglende offentligt indgreb 20 år tidligere. Sagt med andre ord: hvis moderen var blevet fjernet og havde fået en mere normal psykisk udvikling gennem barndom og ungdom, ville hun sagtens have kunnet udvikle en normal forældreevne. Og så ville hun kunne have været en normal mor.
Hvad har jeg så lært af den oplevelse? Situationen viser, at det, vi som samfund ikke gør for og ikke giver til børn i udsatte situationer, viser sig som skader senere i livet og i øvrigt også i næste generation. Vi skal altså sætte tidligt ind, og det gør vi ikke. Gennemsnitsalderen på et førstegangsanbragt barn har stort set ikke rykket sig de seneste 30-40 år. Den ligger fortsat omkring 12-13-årsalderen. Vi anbringer i Danmark typisk først børn, når de er kommet ind i puberteten og har udviklet en lang række andre sociale problemer. Det gennemsnit skal ned. Alene derfor skal der sættes meget tidligere ind. Det er et af de mest afgørende punkter i regeringens målsætninger.
Og så har jeg lært, at en anbringelse både har store konsekvenser for det enkelte barn og for samfundet. Det er et enormt ansvar, samfundet påtager sig, og det er der en tilbøjelighed til at glemme. Det er, som om selve anbringelsen er en kvalitet i sig selv, men det er forkert. Det er det, som sker med det anbragte barn efterfølgende, som kan berettige anbringelsen. Og så overser alle – inklusive lovgiver – selve det overgreb, vi som samfund begår. At fjerne et barn fra hjemmet og anbringe det på en institution eller i en familie giver samfundet en helt særlig forpligtelse – et moralsk ansvar – for netop det barn. Det stiller et krav til alle fagprofessionelle om, at netop det barn skal have ekstraordinær omsorg og støtte.
Allerede lige efter fjernelsen burde vi arbejde intensivt med at ”reparere” eller afhjælpe de traumer, som selve fjernelsen giver barnet. Det sker ikke. De anbragte børn bliver glemt.
Det burde være lige så uacceptabelt, at en kommunal socialrådgiver ”glemmer” et anbragt barn, når sagen er færdig, som når nogle ansatte i ældresektoren glemmer, at de har med levende mennesker at gøre. Det er, som om der breder sig en ”pyh, nu er den sag lukket”-reaktion, når en anbringelse er gennemført. Men det er først der, det lange seje træk begynder for at sikre, at netop dét anbragte barn får en så normal udvikling som muligt. Her har de seneste mange års forskning vist, at socialarbejderne i kommunerne og på tilbuddene svigter.
Så når barnets lov skal sikre kvalitet i anbringelserne, kan det kun ske ved en forbedring af hele området og ved, at kommunerne følger det enkelte barn og dets udvikling. Socialrådgiverne skal snakke med børnene. Derfor er socialministerens fokus på barnets stemme så afgørende en målsætning. Man skal følge op på aftaler og udviklingsplaner. Men det sker typisk ikke.
Og så kan mulighederne for de anbragte børn kun forbedres ved en langt større faglig styring af hele anbringelsesområdets forskellige tilbud. I disse år er der sket en glidning fra anvendelse af botilbud og døgninstitutioner til anvendelse af familiepleje. Men familiepleje er på kort sigt bare en billigere løsning, og den bør ikke anvendes til børn med særlige behov, for eksempel efter vold og seksuelle overgreb. Også her mangler der nytænkning og faglig kreativitet i form af nye typer af tilbud.
Samtidig er der behov for systematisk planlægning af specialer, som kan sikre rigtig indsats til børn, som er vokset op i misbrugsfamilier. Det er nødvendigt, at socialministeren taler ind i behovet for en kvalitetsforbedring og et forøget fokus på det enkelte barns udvikling.
Ansvaret for det anbragte barn hører aldrig op. Det er socialrådgiverens ansvar at sikre, at det anbragte barn løbende stimuleres og får mulighed for at udvikle sig så normalt som muligt.
Derfor skal barnet høres og have en tæt kontakt til den ansvarlige socialarbejder, og socialarbejderen skal være netop den, som kan bevilge den rigtige og rettidige støtte. Sådan har vi ikke opbygget processerne i vores børnesociale indsatser i Danmark i dag. Der er et behov for, at barnets lov følges af en kritisk revision af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det er glædeligt, at regeringen med de overordnede udmeldinger om barnets lov sætter fokus de rigtige steder.
Man må så blot håbe, at fremtidens anbragte børn faktisk får bedre mulighed for at få fodfæste i livet og ikke ender som i dag med manglende uddannelse, dårlig sundhed, uden for arbejdsmarkedet og med en større andel blandt de hjemløse.