Prøv avisen
Kronik

Udviklingsminister: Jeg oplevede håb i skyggen af flygtningekrisen

Mens vi håber på en situation, hvor de syriske flygtninge kan vende sikkert hjem. Så er det afgørende nødvendigt, at verdenssamfundet, herunder Danmark, bliver ved med at række ud og hjælpe de syriske flygtninge med støtte og opbakning, skriver udviklingsminister Rasmus Prehn (S). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Rasmus Prehn, Udviklingsminister og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

På min rejse til Jordan og Libanon mødte jeg en familie. Mor, far og tre sønner. Børnene kiggede på mig med store, mørke øjne, der var fyldt med lige dele angst, frygt og håb. Børnenes håb bliver min ledetråd i arbejdet, skriver udviklingsminster Rasmus Prehn

HJEMKOMMET FRA rejse til Jordan og Libanon er jeg fyldt helt op af kontrastfyldte indtryk. Det er klart, at nabolandene til Syrien oplever mange problemer. Men i skyggen af den kæmpe flygtningekrise er der også håb. De to lande er indbyggermæssigt på størrelse med Danmark og Sverige og har langt over to millioner flygtninge fra Syrien.

De er naturligvis voldsomt påvirket af flygtningepresset. De lokale oplever, at de mister deres jobs til syriske flygtninge, der i desperation falbyder sig og dermed dumper lønningerne.

Samtidig er skoler og sygehuse ved at være fyldt op, og det begynder at knibe med de mest basale forsyninger såsom vand og energi. Området og situationen skriger på resten af verdens solidaritet. På, at vi ikke lader de svageste i stikken.

Det gør Danmark heldigvis heller ikke. Faktisk er vi blandt de største bidragsydere, når der kommer til at hjælpe regionen i relation til krisen i Syrien. Fordi vi tror på, at vi ved at hjælpe flygtningene i nærområderne når mange flere mennesker med vores hjælp.

I BEIRUT BESØGTE JEG et modtagecenter for flygtninge. I ankomsthallen sad næsten tusinde flygtninge og ventede. De var desperate. I et konsultationsrum – en lille container, hvor et skrivebord, en computer og fire stole var klemt ind – mødte jeg en familie. Mor, far og tre sønner. Forældrenes blikke var tomme og afmægtige. Børnene kiggede på mig med store, mørke øjne, der var fyldt med lige dele angst, frygt og håb.

Om lidt ville familien få at vide, hvorvidt de kunne fortsætte med at modtage økonomisk støtte. Om de stadig var tilpas dårligt stillet sammenlignet med de andre syriske flygtningefamilier, der ventede på svar i ankomsthallen. For denne familie var udfaldet heldigvis positivt. Igennem vores støtte er vi hver eneste dag med til at hjælpe familier som denne.

SYRIENS NABOLANDE har påtaget sig en gigantisk byrde. På et niveau, vi i Danmark har meget svært ved at forestille os. De taler stadig om syrerne som deres brødre og søstre. De vil hjertens gerne hjælpe. Men de er tæt på at have fået nok.

På rejsen havde jeg lejlighed til at offentliggøre et nyt humanitært bidrag på 180 millioner kroner til indsatser for de syriske flygtninge, internt fordrevne og nabolandene. Det betyder, at vi fra dansk side nu er oppe på at have støttet med tre milliarder kroner i humanitær bistand siden krisens start i 2011.

Samtidig arbejder vi for, at flest mulige lande melder sig og bidrager i solidaritet på et af de områder, der har det allersværest.

I flygtningelejren Zaatari i Jordan, 15 kilometer fra grænsen til Syrien, er der nok at være deprimeret over. 76.000 mennesker bor i primitive, midlertidige huse, der bliver nærmest umulige at holde varmen i, når vinteren om kort tid kommer. En flygtningelejr midt i en gold ørken er på mange måder et trøstesløst syn, der kun forstærkes af, at der hele vejen rundt om lejren holder pansrede militærkøretøjer med maskingeværer på tagene – klar til at forsvare flygtningene fra angreb udefra.

Ikke desto mindre er der også et element af håb, når man besøger lejren. Det myldrer med glade, smilende og nysgerrige børn. Nogle endda på cykel. Alle har de store flotte skoletasker på med logo fra blandt andre FN’s børneorganisation Unicef. Og de fortæller, at de elsker at gå i skole, og at det er sjovt at lege sammen. Man glædes ved og bliver helt rørt over dette urinstinkt hos børn: at være nysgerrige, legende og eksperimenterende, næsten uanset hvad livet byder.

I UDKANTEN AF Zaatari-lejren er der etableret et gigantisk solcelleanlæg, der er med til at skabe håb og perspektiv. Anlægget er bygget med hjælp fra flygtningene selv og med støtte fra blandt andre den tyske udviklingsbank og FN’s flygtningeorganisation UNHCR, som Danmark støtter.

Anlægget sikrer, at lejren nu er selvforsynende med bæredygtig energi, og i processen er det på imponerende vis lykkedes at uddanne over 200 flygtninge til faglærte elektrikere. Disse flygtninge har nu fået et svendebrev, som de også en dag kan bruge uden for lejren og få job på, når tiden og situationen igen er til det. Tanken er, at flere flygtninge skal tages ind og uddannes, når andre kommer videre. Projektet lykkes derfor med at løse en række udfordringer på en og samme tid. Lejren får løst problemer med manglende energiforsyning via en ny bæredygtig, klimavenlig og vedvarende energi fra solcellerne.

Det sker endda på en måde, så anlægget kan fortsætte med at producere grøn strøm, også når flygtningene ikke længere bor i lejren. Der skabes konkrete arbejdspladser, ligesom stedet virker som udklækning af veluddannet og meget efterspurgt faglært arbejdskraft.

Efter min mening er historien om Zaataris solcelleanlæg udviklingspolitik, når det er allerbedst. Det er nemlig et stærkt eksempel på, at selv den værst tænkelige krise ofte kan vendes om til en vej fremad. Hvis man vel at mærke magter at se mulighederne i problemerne frem for problemerne i mulighederne.

MENS VI SKUBBER PÅ for, at der sker fremskridt i de politiske forhandlinger ledt af FN, der skal bane vejen for mere stabilitet, tryghed og overholdelse af basale menneskerettigheder. Mens vi håber på en situation, hvor de syriske flygtninge kan vende sikkert hjem. Så er det afgørende nødvendigt, at verdenssamfundet, herunder Danmark, bliver ved med at række ud og hjælpe de syriske flygtninge med støtte og opbakning.

Ikke mindst skal de hårdt prøvede nabolande fortsat hjælpes og støttes i deres kamp for at opretholde tryghed og en tålelig tilværelse for de millioner af syriske flygtninge, som de huser. Det er både i deres og vores fælles interesse. Hjælper vi ikke, risikerer vi en sand eksplosion af problemer og ikke mindst flygtningestrømme, der når helt til Europa med dertilhørende endnu større udgifter og problemer.

Vi lever i en tid, hvor historisk mange mennesker er på flugt. Som ny udviklingsminister fylder en sådan rejse ned til et af verdens brændpunkter mig naturligt op med indtryk og trang til at handle. Men løsningerne er ikke indlysende. Balancerne er svære. Kontrasterne byder sig til som perler på en snor.

Libanon og Jordan gør på den ene side en enorm indsats, vi skal være taknemmelige for. Men på den anden side skal vi også holde øje med dem, fordi deres smertegrænse er ved at være nået. På samme måde står situationens håbløshed i kontrast til de mange gode indsatser og resultater, der i sig selv giver håb.

Danmark skal ikke kun hjælpe så godt, vi kan. Danmark skal også søge mod det internationale lederskab ved at vise vejen med vores indsatser, med vores insisteren på, at tiden kræver nye løsninger og med vores solidaritet med dem, der har det allersværest.

Allerbedst er det, når vi ikke bare sikrer flygtningene den mest basale overlevelse, men også – ligesom med solcelleanlægget i Zaatari – formår at skabe nytænkning, grøn innovation og merværdi, mens vi løser de mange udfordringer.

Der kan trods alt være et håb i skyggen af flygtningekrisen. For mig lyser børnenes øjne – med lige dele angst og håb – som ledetråd i arbejdet.

Mit klare mål er, at håbet vil sejre til sidst.