Jeg tror ikke på det gode i mennesket...

Hvis vi alle er bevidste om, at vi alle er påvirket af dødssynder som egoisme, besiddelse og magt, og at vi alle må bekæmpe disse destruktive tilbøjeligheder ved dagligt at kæmpe for at have en vis portion næstekærlighed, så har vi måske som menneskehed stadig en chance, mener dagens kronikør

Jeg tror ikke på det gode i mennesket...

I DENNE TID, HVOR ISLAMISK STAT (IS) retter sit skyts mod og spreder sin terror i Europa, mærker vi ondskaben helt heroppe hos os. De forsyner os med en frygt, vi er uvant med.

Hos os lever vi i et demokratisk samfund, hvor vi taler om tingene og stemmer om dem. Vi er heller ikke bekendt med naturkatastrofer og derfor ikke vant til det uforudsigelige. Vi er ikke i særlig høj grad fanatiske, så vi oplever ikke religionskrige og dermed borgerkrige.

I vores angst og bæven for det uforudsigelige rykker vi indenfor og låser døren for ikke at blive konfronteret med fjenden. Vi siger til os selv og hinanden, at fjenden er IS, Putin, Bashar al-Assad, muslimen eller - vælg selv.

Men fjenden er åbenbart også helt almindelige mennesker på flugt fra regimer og terror. Vi har rigtig mange meninger om deres motiver for at ”vade” ind over vores grænser og om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt for dem.

Ikke desto mindre har mange voksne mennesker taget deres børn på nakken, puttet dem i overfyldte både, revet dem væk fra alt, hvad de kender, fordi de mener, at de ikke længere kan og tør være i deres eget land. Uskyldige børn vader ind over vores grænse, og vi lukker vores dør og låser den.

Hvem er onde her? Er det Assad? Putin? Obama? IS? Det er i hvert fald IS. Det kan vi vist alle sammen blive enige om. Men er det også dig og mig, der er onde? Nej, nej, nej, selvfølgelig er vi ikke onde, fordi vi er så civiliserede! Men dem nede i de primitive lande, dem nede i hulerne og dem med de feje tørklæder, der skjuler deres identitet - de er onde.

Nej, os heroppe i Norden, vi har holdninger og meninger. For eksempel diskuterer politikere deres holdninger lige så ofte, de kan få lov til det i det offentlige rum. De ikke bare diskuterer, de skændes og nedgør hinanden i den hellige demokratiske ret til at ytre sig frit.

HVER ENESTE DAG åbner vi avisen eller for nyhederne og hører den ene rædselshistorie efter den anden. Krigene i Afghanistan og Syrien foregår ikke længere dernede langt væk. De er rykket ind over vores egne grænser med alle de ulykkelige mennesker, der flygter fra gruen.

Avisen er spækket med historierne og billederne, og kom jeg fra det ydre rum som et fremmed væsen og så ned på Jorden, så ville jeg se en klode fuld af had og ufred, af ondskab og afstumpethed.

Jeg er et voksent menneske, og jeg er godt klar over, at sådan en anfægtelse, som jeg her giver udtryk for, er naiv, banal og i hvert fald uden den store forkromede indsigt og viden. Ikke desto mindre tillader jeg mig et øjeblik at være banal. Jeg tillader mig at give udtryk for det, en barnlig sjæl må tænke: Er der nogen som helst lyspunkter for menneskeheden med al den ufred og ondskab, vi er vidner til?

Kloden rundt går tusindvis af jakkeklædte politikere ind og ud af konferencer, hvor de med alvorlige miner taler og taler, diskuterer og diskuterer. Tusindvis af journalister og eksperter følger i deres kølvand og gør nøjagtig det samme. Det kaldes civilisation, dialog, måske endda demokrati. Men stopper de reelt krige? Hjælper de reelt mennesker i nød? Det gør de jo nok i et eller andet omfang.

Men hvad nu, hvis det slet ikke er her, vi kan gøre os noget som helst håb om at forandre noget som helst? Hvad nu, hvis alverdens krydsild i medierne eller i luftrummet ikke løser den ondskab, som vi oplever nu? Der har til alle tider været kampe mellem lande, mellem religioner, mellem naboer, mellem holdninger, mellem rig og fattig. Hvad nu, hvis slaget skal slås et helt andet sted i en helt fundamental forståelse af, hvad der starter ondskab?

Hvad nu, hvis vi alle som udgangspunkt er onde mennesker? Måske er samtlige IS-medlemmer vokset op i afsavn af både kærlighed, omsorg og velstand af en slags. Det er vi heldigvis ikke heroppe i Norden. Vi har sociale relationer, arbejde, penge, huse at bo i og måske oven i købet en mening med livet. Alligevel er vi onde nok til at smække døren i for næsen af børn. Hvorfor?

Måske er det så simpelt, at vi alle sammen er drevet af de syv dødssynder: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Måske er vi ikke som udgangspunkt gode, selv om mange af os gerne ville have ambitionen om at være det.

Men hvor kommer så vores empati fra? Vores kærlighed til dem, vi nu holder af? Her kommer vi ind i et morads af omstændigheder: vores opdragelse, vores moral, vores civiliserede omgangsform, men også vores overskud til at give og modtage og til at rumme, der som sagt ofte er lettere, jo mere vi har.

Min pointe er: Kan vi som menneskehed overleve uden evnen til at være næstekærlige? Desværre er der noget religiøst over begrebet ”næstekærlighed”. Det er ærgerligt og forkert, for vi skal som enkeltindivider ikke have lov til at lægge distance til det begreb som en undskyldning eller forklaring på, at vi ikke tror på en religion, der taler om næstekærlighed, hvilket jo er kristendommens kerneværdi.

Næstekærlighed er et begreb, som ikke bare vedkommer os alle, uanset nationalitet og race, det er en forudsætning for liv og overlevelse, uanset hvilken kultur vi lever i. Men er vi næstekærlige nok? Jeg tror, som min kloge ven (og præst) engang sagde til mig, at meningsfuldhed og retfærdighed ikke bare er noget, der findes! Det er noget, vi skaber - eller kan skabe. Jeg tror også, at det forholder sig på samme måde med næstekærligheden: Fordi vi alle er drevet af de syv dødssynder, så er vi nødt til at være os fuldkomment bevidste om, at næstekærlighed ikke kommer af sig selv.

Vi skal hver eneste dag arbejde bevidst for at få den frem i os selv. Det kaldes blandt andet moral, når vi har den kamp. Men hvis vi alle har bevidstheden om, at både du og jeg er påvirket af trangen til egoisme, besiddelse og magt, og at vi alle må bekæmpe disse destruktive tilbøjeligheder ved dagligt at kæmpe for at have en vis portion næstekærlighed, så har vi måske som menneskehed en chance.

VI MÅ DA GERNE besidde ejendomme og dyre ting, og vi må gerne være stolte og værne om vores demokrati. Men vi bliver nødt til at forholde os bevidst til vores egoisme, besiddertrang og trang til magt. Vi har i sidste ende kun næstekærligheden at gøre godt med. Og det kræver en daglig, indre kamp for os alle sammen - hver især!

Nej, jeg tror ikke på det gode i mennesket. I hvert fald ikke som en given biologisk mekanisme i os. Jeg tror, at lige så vel som vi kan bekæmpe livets meningsløshed ved at give det mening, bekæmpe uretfærdighed ved at agere og handle retfærdigt, lige så vel kan vi bekæmpe det onde i os selv ved at være bevidste om, at næstekærlighed ikke kommer af sig selv. Den må vi skabe. Hver eneste dag.

Derfor må vi også gøre anråb, når en minister som Inger Støjberg (V) og andre gør det legitimt at opføre sig uanstændigt over for andre mennesker. Det er ikke kun disse menneskers liv og lemmer, der kommer i fare i den konkrete danske og internationale politiske situation.

Det er også vores egen selvagtelse og anstændighed, der er truet. Derfor har både politikerne og alle de, der ytrer sig i medierne, et kolossalt ansvar for, hvilket menneskesyn de udtrykker og gør legitimt for de danske borgere at have.

Folk, der har ansvar for politik og demokrati, har også et ansvar for anstændighed. Og her mener jeg ikke en anstændighed, der kan diskuteres i en debat på tv, men en grundlæggende anstændighed, som er vores fundamentale forudsætning for, at vi kan fungere i basal omgang i vores kernefamilier, vores naboskab på villavejen og i vores relation til hele vores omverden. Det er for øvrigt naivt og provinsielt at tro, at vi kan være os selv nok.

Vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke griber i egen barm og starter med at indrømme over for os selv, at vi måske ikke er gode, men at vi kan være det eller blive det, hvis vi vil det.

Anna Kløvedal er forfatter