”JEG TROR IKKE PÅ GUD, men jeg savner ham.” Jeg stødte på sætningen første gang en sensommerdag for to år siden, da min veninde Sigrid citerede sin farmor i en snak om vores forhold til Gud.
En søgning på Google lærte mig hurtigt, at sætningen ikke var gjort af farmor, men oprindeligt stammer fra første linje i Julian Barnes’ bog ”Ikke noget at være bange for” fra 2009. Det er en bog, hvor den oprindeligt gudløse Barnes reflekterer over spørgsmålet om Guds mulige væren eller ikke-væren, da han rammer livets senere år.
Selvom jeg endnu ikke har læst Barnes’ bog, har sætningen været nærværende for mig siden den sensommerdag. Men hvorfor har den sætning egentlig interesseværdi? Fordi den sætter ord på noget universelt menneskeligt og åbner for nuancerne i skismaet mellem tro og ikke-tro.
JEG ER 26 ÅR, og jeg har aldrig troet på Guds eksistens. Jeg tror heller ikke, jeg kommer til det, men jeg har et forhold til Gud, og jeg mærker ofte effekten af hans manglende virke i mit liv. Jeg savner ham, ligesom Julian Barnes, og jeg tror ikke, vi er de eneste to.
Sætningen sætter smukt og sigende ord på en velkendt følelse i gudløse mig; en følelse af, at jeg grundlæggende er overladt til mig selv. Ung og alene med at løfte livets byrder, glæder og store spørgsmål. Overladt med både ansvar, moral og livets retning og mening til min egen fornuft og formåen. Efterladt alene blandt mennesker, hvor der ikke umiddelbart er noget uden for os selv, der binder os sammen.
Da jeg startede på min uddannelse i retorik, mødte jeg for første gang mennesker, der er vokset op med et fundamentalt andet perspektiv på livet end jeg selv. I 22 år havde Gud været centrum for deres verdensbillede. En fundamental kristendom, hvor Gud altid har stået først. Dette var ved første ørenlyd mærkeligt for mig, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at gøre mig nysgerrig på deres livsverden.
I DAG UDGØR DISSE nogle af mine tætteste venner, og vores samtaler har afsløret for mig, at disse følelser af ensomhed med livets byrder er særdeles mere velkendt for mine gudløse venner, end for de kristne.
Med Gud i billedet er der grundlæggende en mening. Den skal du ikke selv ud at finde eller skabe. Du er ikke alene, for Gud er med dig og er nærværende. Du er noget værd, uanset hvor mange potentialer, du ikke formår at udleve, eller hvor ringe dit uddannelses-, arbejds- eller datingliv tager sig ud.
Denne livsverden, hvor mening, samhørighed og grundlæggende værdighed er givet, står i skarp kontrast til den gudløse tilværelse. Her er dét overladt til den enkelte at skabe.
Og netop heri ligger årsagen til, at Barnes’ sætning vinder genklang i mig. Den åbner nemlig for det pokkers ensomme og tunge ved nutidens (ungdoms)liv, hvor folkepsykologien og diskursen længe kun har budt sig til med ord som ”muligheder”, ”potentialer” og ”livslang udvikling”, der alene placerer motivation, mening og mestring i individet selv.
SELVOM JEG ER GUDLØS, begyndte dette års december med at tage til højmesse i Grundtvigs Kirke i Københavns nordvestkvarter. Det sker ikke så ofte, at jeg går i kirke, men når det gør, finder jeg ro, refleksion og fællesskab i salmernes ord og melodiske univers. Og mest af alt finder jeg mening i at høre præsten prædike.
”Lad os forstå, at ubegrænsethed ikke slukker vores længsel.” Dette var blandt andet præstens ord denne søndag, hvor prædiken netop talte ind i det universelle i menneskets længsel og kravene i en moderne verden fyldt med uudtømmelige muligheder, potentialer og valg.
Med disse ord talte præsten netop ind i det, jeg spår bliver – eller måske allerede er – rammen for den nye folkepsykologi for Familien Danmark: ubegrænsethedens tyranni.
Vi gudløse kender måske bedst disse tanker gennem Svend Brinkmanns imperative bogtitler ”Stå fast”, ”Ståsteder” og ”Gå glip”. Selvom det kan se ud, som om at han har opnået populærpatent på disse tanker, er det slående, hvor meget Brinkmanns prædiken minder om præstens.
En form for kristendom uden trosbekendelse, om man vil. Brinkmann peger på frelsen for de gudløse. Hans idéer indfrier individets længsel efter at have en værdi i sig selv, og han peger på ståsteder uden for individet selv.
Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Brinkmann næsten har opnået gurustatus; en gurustatus, der paradoksalt nok kan sammenlignes med Carl Rogers’ i 1950’ernes USA og indtoget af den humanistiske psykologi.
Paradoksalt, fordi Brinkmann netop gør op med nogle af de grundlæggende idéer, den humanistiske psykologi fødte.
BRINKMANN GØR OP MED vores evige stræben efter selvrealisering og vores umættelige trang til udvikling. Vi skal i stedet sige nej og kunne nøjes. Vi bør stoppe med kigge så meget indad og i stedet finde ståsteder uden for os selv. Vi bør stoppe med at tænke så instrumentelt i vores omgang med ting og relationer og huske blikket for, at noget her i tilværelsen har værdi i sig selv. Mennesket og dets relationer har en egenværdi. Alt dette, som et alternativ til en inadskuen efter mening, muligheder og mål.
For med selvrealisering er du det selvfølgelige centrum i dit liv, og du står alene med potentialer, begrænsninger og ansvaret for at finde meningen, glæden og ”din hylde” her i tilværelsen, men med ansvaret følger også en potentiel byrde og en følelse af evig selv-utilstrækkelighed og skam, hvis ikke byrden formås løftet.
Kan I høre det? Brinkmann formulerer netop et gudløst, men alligevel gudklingende alternativ, hvor han forsøger at indgyde Guds effekt ved at pege på grundværdier og ståsteder, der kan stå i stedet for Gud.
Brinkmanns popularitet er derfor for mig blot en rodfæstning af, at sætningen ”Jeg tror ikke på Gud, men jeg savner ham” er utroligt nærværende for mange os. Måske særligt for unge, der befinder sig i en søgende tid.
Vi hungrer efter, at nogen tager byrden af vores skuldre fra tid til anden eller blot er med os; at der er noget uden for os selv, der har forklaringskraft eller retning.
Idéen om selvrealisering i vores komplekse og konkurrenceprægede videnssamfund kan for mange unge være en uoverstigelig, trættende byrde, hvor man får lyst til at smide håndklædet i ringen allerede inden kampstart. Særligt hvis man er en af dem, der aldrig har haft følelsen af at høre til på en bestemt hylde eller blot er et menneske, som det er flest: uperfekt.
Sammenholder vi præstens og Brinkmanns ord, åbner vi for et pragmatisk forhold til tro; en pragmatik, som jeg oplever, vi har mistet blikket for i en ofte konfrontatorisk og yderligtsøgende debat i skismaet mellem tro og ikke-tro.
Men dette pragmatiske blik er vigtigt, for det viser, hvor mange nuancer, ligheder og blindgyder, der egentlig ligger i skismaet. Og jo flere nuancer, ligheder og blindgyder, vi kan pege på, jo nemmere tror jeg også, det er at skabe en tolerant, ikke-fordømmende og nysgerrig samtale på tværs af livsverdener.
For vi længes alle efter noget. Og måske er forskellen mellem præstens og Brinkmanns ord bare Gud.
Kathrine Lund Hansen er bachelor i retorik og kandidatstuderende i pædagogisk psykologi