Jeg er sikker på, at Ås Børnehjem var Danmarks bedste børnehjem. Det ligger smukt ved Limfjorden syd for Thisted i landsdelen Thy. Med min fortælling om Ås Børnehjem prøver jeg at tegne et billede af noget, der lykkedes. Selv tilbage i 1950’erne kunne det lade sig gøre at give anbragte børn et positivt og godt ophold på et børnehjem. Da vi boede der, var der cirka 35 børn. Alle var lige og havde samme vilkår, og alle bidrog til fælles bedste. Optakten til vores ophold på Ås Børnehjem i 1955 var den, at min mor i foråret 1955 blev smittet med lungetuberkulose og måtte indlægges på sanatoriet Krabbesholm ved Skive. Vi var ankommet til Mors i oktober 1954, kort før jeg fyldte ni år. Min mor havde søgt jobbet som husbestyrerinde hos en matros med to børn på min alder.
Det er så sørgeligt i dag at høre om alle de anbragte børn, som har haft forfærdelige oplevelser, fordi nogle voksne ikke har forstået at varetage den opgave, de har påtaget sig, på den rigtige måde.
Børnenes far var nødt til at sejle ud igen, for at tjene penge, idet børnenes mor, hans kone, var rejst med deres tre mindste børn og det meste af hjemmets inventar. Hun havde efterladt de to ældste alene i huset og en kæmpe gæld hos købmanden. Men naboerne havde været søde at tage sig af børnene, Verner og Ketty, indtil deres far kom hjem.
Da min mor blev indlagt, skulle vi børn – 10, 9 og 8 år gamle – have et sted at være. Eneste mulighed var børnehjem. Distrikssygeplejersken, frøken Hansen, sørgede for, at vi alle tre kom til Ås Børnehjem, der var et af de få børnehjem på den tid, som tog imod hele søskendeflokke.
Forstanderparret Johannes Nielsen og hans kone Bertha tog imod os, da vi ankom. De gav os hver især hånden og sagde med venlig og oprigtig stemme: ”Her hedder vi far og mor.” Vi fik anvist vore pladser. Verner fik anvist sin seng i en af drengenes sovesale i stueetagen. Ketty og jeg skulle på første sal, hvor pigerne havde deres to sovesale. Der sov cirka 10 børn i hver sovesal. Det var i begyndelsen mærkeligt at skulle sige far og mor, men vi vænnede os hurtigt til det, og det faldt os heller ikke særligt svært. Far underviste andet og tredje klassetrin, hvor Ketty og jeg gik. Verner skulle gå i skole i Skjoldborg.
Mor stod for husholdningen, vask, rengøring og pasning af de mindste sammen med en kvindelig medhjælper, men vi hjalp alle til. Efter skoletid tog en mandlig medhjælper sig af drengene. De skulle gøre rent i staldene hos grisene og hønsene, og de passede frugtplantagen og den store køkkenhave. Børnehjemmet var selvforsynende med de vigtigste fornødenheder. Pigerne skulle hjælpe til i huset. Vi hjalp til med det, hver især formåede.
Skolestuerne, sløjdlokalet, værelserne til de ældste børn (unge) samt medarbejderværelser lå alle på anden sal under taget. I sløjdlokalet kunne vi en gang om ugen lave forskellige ting af kohorn og træ og bast. De børn, der havde lyst, fik lov at have en lille nyttehave i forlængelse af den store køkkenhave. De måtte selv bestemme, om det skulle være til blomster eller til ærter, radiser, gulerødder, men havde man sagt ja til det, skulle det også passes.
Vi skrællede en zinkbalje fyldt med kartofler. Vi var vel omkring 42 personer, når vi spiste. I køkkenet var der et kæmpe brænde-komfur, som skulle rengøres med ståluld og en masse knofedt. Det var et arbejde, der virkelig krævede armkræfter. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, set så smukt et komfur. Det stod lige flot og skinnende hver aften, når dagen var slut.
Hver aften inden sengetid var alle samlet i dagligstuen.
Vi sang fra Højskolesangbogen, og dernæst læste far et par kapitler fra en god børnebog. Vi måtte meget gerne lave en eller anden form for håndarbejde, mens vi lyttede. Det var dagens ultimative hyggestund for alle, både store og små. Børnene fik et utroligt sammenhold, og mange oplevede det som et fint broder-søster-forhold.
Mens vi boede på børnehjemmet, blev der også slagtet gris. Det foregik bag stalden, og jeg kan huske, at jeg ikke skulle hverken høre eller se det. Men bagefter skulle vi røre i gryden med blodet, så vi kunne lave blodpølse. Verner var med i stalden og passe dyrene. Der gik 150-200 høns på loftet over grisene.
I stalden var der også lavet et værksted, så drengene kunne rode med cykler og de maskiner, som blev brugt i frugtplantagen og på marken. Når drengene blev konfirmeret, kunne de få lov at komme ud og tjene på landet, hvis de ikke ville fortsætte i skolen. Men hvis de gerne ville fortsætte i skolen, kom de på gymnasiet i Thisted.
Verner havde fødselsdag, mens vi var der, og vi fik pakke hjemmefra og fra Odense. En gang om måneden var der besøgsdag – altid på en søndag. Nogle få af børnene fik besøg. Jeg kan huske, at far og mor tog os tre med ind til Thisted. Vi skulle fotograferes. Så kunne vi sende billeder til vores mor og far.
I løbet af sommeren fik vi lov at komme ned at bade i fjorden, og i sommerferien fik vi lov at udforske stranden sammen med en kyndig voksen.
Tiden kom, hvor frugten skulle plukkes. Vi var med til at plukke jordbær i jordbærsæsonen, og de lidt større børn havde fået lov til at plukke jordbær på en af gårdene tæt ved børnehjemmet og på den måde tjent lidt lommepenge. Det var vigtigt, at børnene fik noget selvværd og ansvar. Tiden gik, og efterhånden havde vi boet på børnehjemmet i godt syv måneder. Jeg var spændt på, om vi kom hjem inden min fødselsdag. Det gjorde vi heldigvis. Vi var glade for at være hjemme igen, men ingen af os glemte tiden på børnehjemmet, og det var i høj grad takket være far og mor der. De havde selv en søn, som hed Jørgen, som var cirka 15 år, da vi kom til Ås.
Disse to mennesker burde virkelig have haft en anerkendelse for det store, utrættelige arbejde, de udførte i forbindelse med deres virke på børnehjemmet. Selv havde jeg forbindelse med dem i mange år efter. For mig var det som at komme til mit andet ”hjem”.
Ikke alle børn var så heldige som vi, at de kunne komme hjem til deres egen familie. Mange af børnene boede på hjemmet i rigtig mange år og havde ikke forbindelse med deres biologiske familie. Far havde kartotek over alle de børn, han stadig havde kontakt med. Mange af dem blev siden spredt langt ud over Danmarks grænser. Deres fuldstændigt uselviske indsats har hjulpet rigtigt mange børn til forhåbentlig en bedre tilværelse, end de ellers ville have fået.
Ås Børnehjem fungerede kun som rigtigt børnehjem frem til 1980. Da far og mor gik på pension, kunne man åbenbart ikke mere opretholde børnehjemmet i den helt unikke form, de havde skabt. Det blev senere til forsorgshjem, hvor man kun kan rumme ganske få børn og unge med svimlende omkostninger til følge.
En gang i 1963 var der en artikel i Thisted Amts Tidende i forbindelse med ”fars” 25-årsjubilæum. Her blev børnene omtalt som ”adfærdsvanskelige”, men der var ingen adfærdsvanskelige børn i den gruppe, vi kom ind i. Der er – både i dag og dengang – en helt almindelig, fejlagtig opfattelse i befolkningen om, at de børn, som bliver anbragt på børnehjem, er adfærdsvanskelige. Det har en meget negativ indflydelse på den måde, udenforstående møder netop børnehjemsbørn.
Det er virkelig hjerteskærende at tænke på, at Danmark, til trods for sin velstand, har så få menneskelige ressourcer, at man tit og ofte får valgt personer til opgaver, som de ikke er klædt på til.