Prøv avisen
Kronik

Psykolog: Jeg var ved at blive ædt op af utilstrækkelighed som mor

Johanne Schwensen

Johanne Schwensen, psykolog

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var hverken besat af at snuse til hende eller studere hendes træk. Jeg kiggede på hende og syntes, at det var mærkeligt, at hun var min datter, når jeg ikke kunne genkende ét eneste af mine træk i hendes ansigt, skriver kronikør i ny serie om moderskabet

ET PAR UGER EFTER, jeg havde født min datter, meldte jeg mig til et skrivekursus. Jeg gjorde det i en zombielignende tilstand, og jeg husker ikke, hvordan jeg fik indskydelsen, men måske fornemmede jeg allerede tidligt i moderskabet, at jeg ellers nemt kunne risikere at blive ædt op i rollen som fuldtidsmor. Jeg var måske bange for at ”miste mig selv”.

Læreren var en succesfuld britisk forfatter, der var mor til to små piger, og hun kiggede måbende på mig, da hun fandt ud af, at jeg havde en baby derhjemme, der knap var en måned gammel.

”Jeg pumper, og hun tager imod flasken. Og min mand kan godt lide at have lidt alenetid med hende. Vi er begge to på barsel,” forsvarede jeg mig.

Da der var frokostpause et par uger inde i kurset, kiggede hun indforstået på mig og spurgte: ”Er du ikke bare fuldstændig forgabt? Jeg kan huske, især med min første, da det hele var så nyt, at jeg syntes, det var så synd for alle de andre mødre, at deres babyer ikke var lige så smukke som min. Nu kigger jeg på billederne af hende som nyfødt og kan sagtens se, at hun lignede en almindelig baby – måske endda lidt grim.”

Jeg fnisede og nikkede og lod hende tro, at vi var på samme bølgelængde, men faktisk var jeg ved at blive ædt op af jalousi og utilstrækkelighed. Jeg ville også rammes af pilen. Jeg ønskede også at være helt opslugt af babykærlighed.

I realiteten føltes alt ved min oplevelse af at være blevet forælder akavet og overtænkt. Jeg var hverken besat af at snuse til hende eller studere hendes træk. Jeg kiggede på hende og syntes mest af alt, at det var mærkeligt, at hun var min datter, når jeg ikke kunne genkende ét eneste af mine træk i hendes ansigt.

Oplevelsen af at gå glip af den hæsblæsende babyboble blev kun forstærket af mine vanlige, nære omgivelser. Især min mand og min mor var helt ødelagte af forelskelse. Det var ikke, fordi de sagde noget specifikt, der fik mig til at have det dårligt, men afstanden imellem min totale forvirring og uvirkelighedsfølelse og deres instinktive, omsorgsfulde håndtering af den lille nye var stor og konfronterende.

Veninder, der også fik børn på samme tidspunkt og nye mødre på Instagram, hjalp heller ikke til. Deres narrativ fulgte nogenlunde følgende skabelon:

”At få en baby er det sværeste og mest destabiliserende, jeg nogensinde har oplevet. Længerevarende søvnmangel og generel babykaos er jo den rene tortur. Men størst af alt er kærligheden. Han/hun er min. Jeg skal konstant nive mig selv i armen for at huske på, at jeg ikke drømmer. At jeg virkelig er så heldig.”

Og så var der selvfølgelig min mødregruppe. De var også så skråsikkert forgabte i deres babyer og fortalte, at det var denne forblindelse, der hjalp dem til at overleve de søvnløse nætter og de skamslidte brystvorter. Min egen baby var så nem, at jeg ikke turde fortælle andre end min sundhedsplejerske om det. Hun fulgte vægtkurven, græd stort set aldrig, reagerede opmærksomt på diverse stimuli og begyndte at holde sit hoved og kravle, nærmest før vi kunne nå at slå op i en bog for at se, hvornår det ville ske. Hun var den perfekte baby, og jeg var den mest ambivalente mor.

Heldigvis gav skrivekurset mig andet end bare en følelse af ikke at være en god nok mor. Min lærer bad mig nemlig også skrive om min fødsel, imens den stadig stod klar i min hukommelse.

Hun sagde, at det havde været den bedste fødselsforberedelse at læse sin egen mors beretning om at føde, og jeg tænkte: ”Det kan vel ikke skade.” Og jeg skrev et hurtigt brev til mig selv om mit livs indtil videre mest smertefulde døgn.

Denne opgave viste sig at blive en af mit livs mest betydningsfulde opgaver. Den blev nemlig startskuddet til en skrivepraksis, der ikke blot hjalp mig igennem min 14 måneders barsel, men som også fik styrket og udvidet mit liv som mor. Brevet udviklede sig til små, selvterapeutiske telefonnoter, hvilket blev til et samlet dokument af overdrevne bekendelser, hvilket nu er blevet hældt over i et alter ego, Maja, som er en mor med et langt mere problemfyldt og amoralsk liv end mit eget. Maja er gået hen og blevet min tekstuelle samtalepartner i alle mine dilemmaer og indestængte frustrationer angående mit liv som mor.

Jeg troede, jeg ville skrive denne kronik udelukkende om min oplevelse af forventningspresset på en mors kærlighed. Men nu kan jeg se, at skriften i stedet peger i retning af, hvordan min modmagt til et ensomt moderskab blev min egoistiske skrivepraksis. Forbindelsen imellem de to emner står dog tydeligt frem: Jeg journalførte mig ud af forventningernes fængsel. Jeg skrev mig ud af barslens og moderskabets klaustrofobi.

Fra den dag, jeg blev mor, oplevede jeg en urovækkende diskrepans mellem, hvad mine omgivelser forventede af min rolle som mor, og hvad jeg rent faktisk formåede at føle og gøre. Det blev forventet, at jeg fra dag ét syntes, min baby var sødere og smukkere end alle andres, og at det ville give den lange kropslige og psykologiske symbiose imellem mor og barn ikke bare værdi, men magi.

Det blev forventet, at jeg havde lyst til at erstatte mit store behov for bekræftelse, mine generelle interesser og mine selvcentrerede hobbyer med min baby som nyt centrum for al min opmærksomhed. Villig, omsorgsfuld og naturlig selvopofrelse var da det mindste, jeg kunne give. Så hver gang jeg tog væk fra hende – i nogle timer, i en dag, i en uge – blev jeg talt til som en stakkel: ”Åh dog, du må være syg af savn. Tænk engang, at du var nødt til at rejse væk for at deltage i din venindes bryllup!”.

Så hvilken slags person gør det mig til, hvis jeg ikke savnede hende synderligt på mine rejser? Hvilken slags mor er jeg, hvis jeg indrømmer, at jo mere selvstændighed og særpræg, min datter udvikler, og jo mere separat et væsen hun bliver, desto stoltere og gladere bliver jeg for hende? Er det forkert at indrømme, at vores forhold blev betydeligt meget bedre, da jeg stoppede med at amme? Og at jeg blev 100 gange gladere for mit liv, da hun startede i dagpleje?

Alle de ”forbudte” refleksioner, jeg har udtrykt gennem min skrivepraksis, har hjulpet mig til rette i min moderrolle. Og den normaliserende moderskabslitteratur har gjort, at jeg har følt mig som en del af et fællesskab af sårbare kvinder, der også synes, at moderrollen kan have umenneskeligt svære og begrænsende kår. Rachel Cusks ”A Life’s Work” gjorde det første års forvirrede famlen mindre ensom, Elisa Alberts ”After Birth” fik mit begær efter nye venskaber og oplevelser til at virke forståelig, og antologien ”Mother Reader” fik mig til at indse, at mange af mine største forfatteridoler også har haft det stramt over moderskabet. Og hvor har deres frustrationer affødt mange kloge ord.

Jeg er nu lidt over tre år inde i min oplevelse som mor. Jeg synes stadig ikke, min datter er smukkere, klogere eller dejligere end alle de andre børn. Men hvor er hun dog fantastisk at tilbringe tid med. Og til tider så øretæveindbydende, at det halve kunne være nok.

Hun har ikke fået mit hjerte til at vokse eller ændret særlig meget på mine prioriteter. Jeg vidste, at jeg havde enormt meget kærlighed at give ud af, og af den har hun fået. Jeg arbejder lige så meget som før, jeg fjoller lige så meget som før, og jo, faktisk har noget ændret sig: Jeg læser mere, og jeg skriver mere. Min datter giver mig et sprog, og hun gør mig en kæmpe, livslang oplevelse rigere.

Og snart starter det hele forfra igen med en ny. Denne gang vil jeg vide fra begyndelsen, at der findes lige så mange valide måder at føle moderkærlighed på, som der findes mødre, og lige så mange måder at tilpasse sig rollen som mor, som der fødes børn.

Det blev forventet, at jeg fra dag ét syntes, min baby var sødere og smukkere end alle andres, og at det ville give den lange kropslige og psykologiske symbiose imellem mor og barn ikke bare værdi, men magi.

Johanne Schwensen, psykolog