Prøv avisen

Jeg vogtede mine får

"Jeg blev virkelig hyrde for mine får og lærte nok mere af dem, end de lærte af mig," skriver dagens kronikør. Foto: Roland Weihrauch Denmark

Dagens kronikør har selv været fårehyrde, og efter kort tid opdagede han, at fokus i hans eget liv flyttede fra ham selv til fårene. Han var dag og nat opmærksom på deres behov og lyttede altid efter deres brægen. Efter syv år som hyrde skiftede han fårene ud med et studium i teologi, hvor fokus kom til at ligge på den gode hyrdes rolle

Da jeg var barn, sagde min gamle mormoder altid: Herren er min hyrde, mig skal intet fattes. Det fattede jeg naturligvis slet ikke betydningen af dengang, men efter at jeg selv har prøvet at være hyrde igennem syv år, er symbolikken i de ord gået mere og mere op for mig.

Ikke fordi jeg følte, at jeg blev en guddommelig hyrde for mine får. Jeg holdt af dem, men elskede dem næppe, og jeg kunne ikke give dem evigt liv, men nok forlænge deres liv med nogle år.

LÆS OGSÅ:
Teologien var engang det første blandt fakulteterne

Det begyndte i det små med to lam. Hurtigt blev lammene til får, og får får lam, og flokken voksede støt til 15-20 styk.

Efter kort tid opdagede jeg til min store forbavselse, at mit fokus skiftede fra mig selv og mit liv i mit hus til en evig lytten efter fårenes brægen på marken. Dag og nat lyttede jeg år ud og år ind. Engen lå lige neden for mit hus og grænsede op til haven, og fra udestuen kunne jeg overskue hele engen bortset fra nogle få døde vinkler.

Jeg havde det bedst, når jeg både kunne se og høre fårene. Jeg lærte hurtigt at kende forskel på karakteren af deres brægen. Var de sultne, lød det på én måde en vedvarende, utålmodig brægen, som i mine øren lød som en anklage: Se så at stå op og giv os noget at æde!.

Og fårene blev sultne tidligt om morgenen; der var ikke mulighed for at sove længe, sommer som vinter var de tidligt på færde. I vinterens mulm og mørke måtte jeg ned på engen og give friskt vand, hø og halm samt bygkorn, der havde stået i blød i vand natten over.

Fårene elskede det korn, som havde suget vand, og guffede det i sig med stor appetit. Som regel blev jeg stående og lyttede til deres ædelyde. Pudsigt nok havde jeg ingen modstand mod deres uhæmmede smasken, gnasken og ræben, skønt jeg aldrig har kunnet tåle at sidde til bords med mennesker, der spiste sådan.

Det var specielt fåret Snehvide, som havde sans for godbidder. Hun var altid sulten og elskede rugbrødsskorper, vild gulerod, mjødurt, brombær, tidselblomster, mælkebøtter specielt blomsterne visne hyldeblade og hækafklip. De tørre, aromatiske blade var som chips for hende.

Andre af mine får havde en anden smag, og jeg fandt en stor glæde i at samle netop det, de hver især havde mest lyst til. Jeg fandt hurtigt ud af, at kunsten ved at være fårehyrde var at tænke som et får blot dobbelt så hurtigt, så det øvede jeg mig i konstant.

Den allerstørste glæde ved at holde får var læmningssæsonen i det tidlige forår. Her drejede det sig om liv og død, så her var det ekstra vigtigt med øjne og øren på marken dag som nat. Jeg har ofte ligget vågen om natten og lyttet til lyde fra engen for at spore, om en fødsel var i gang.

Første gang et af mine får skulle føde, var jeg rædselsslagen. Lammet sad fast i fødselskanalen med spidsen af klovene ude. Snehvide stønnede og vred sig, men lammet rokkede sig ikke, og jeg frygtede, at det ville blive kvalt.

Jeg indså hurtigt, at noget måtte gøres, og blev så jordemoder for første gang i mit liv. Jeg fik fat i forbenene og trak i takt til veerne og tænk: det lykkedes lammet gled ud i sin slimsæk og lå tilsyneladende livløst på marken.

Snehvide gjorde intet, så her måtte jeg også træde til og tørre slimen væk fra næseborene og munden, så lammet kunne trække vejret. Så først kom moderen på benene og blandede sig og begyndte at slikke den nyfødte, og slimsækken blev forvandlet til et lille lam, der begyndte at røre på sig.

Kort tid efter stod det på vaklende ben og tumlede omkuld igen og igen, men til sidst blev det kørt i position af moderen og fandt patten som et varmesøgende missil, og jeg kunne tørre sveden af panden og glæde mig over underet.

Stor var glæden, når alle lammene var blevet født, havde taget patten og begyndte at blive hvide som sne. De var meget legesyge og hoppede rundt på engen i kåd livsglæde med deres små staccato-hop. Jeg stillede en kasse op på marken, som de kunne hoppe op på og skubbe hinanden ned fra.

På syv år mistede jeg kun et lam. Men ofte måtte jeg træde til som fødselshjælper og enkelte gange have fat i en dyrlæge. Min datter var dengang lige så tændt som jeg på opgaven som hyrde og legetante, så hun var med i de fleste opgaver, og vi nød timerne på engen sammen.

Vi lavede picnic ned til fårene og pakkede godbidder ned til dem også, og når der var muget ud i deres læskur, og vi havde lagt duftende frisk halm ind i det, indbød vi dyrene til frokostpause, og flere af dem kom ind til os og fik en bid med.

Saligt var det, når dyrene viste os den tillid at lægge sig ned ved siden af os og begyndte at tygge drøv. Vi tilgav dem deres ildelugtende bøvse, når græsbollen kom op fra maven, og nød freden og roen, når fårene begyndte at gumle. Flere gange fik vi lov til at bruge deres maver til hovedpuder. Freden i sådanne stunder nærmede sig det himmelske, og afstanden mellem dyr og menneske svandt bort vi var næsten ét i salig fred.

Jeg fik et problem med Snehvide og hendes afkom, anden gang hun skulle føde. Hun fik tvillinger og afviste det ene lam, og trods alle mine anstrengelser ville hun ikke acceptere sit barn.

Kun hvis jeg holdt det udvalgte lams rumpe op i nærheden af hendes næse, medens jeg skjult skubbede det forkastede lam til patten, lykkedes det i kortere tidsrum, at lammet fik suttet den livsvigtige råmælk i sig.

Men det var hårdt arbejde at camouflere bedraget for Snehvide, som holdt fast på sin ret til at afvise det ene af sine lam. Det gjorde hun faktisk de følgende seks år. Hvert forår fik min datter og jeg et ekstra job som erstatningsmødre, som skulle lave sutteflasker med varm fåremælk cirka fem gange i døgnet i tre måneder.

Det var hårdt med det konstante ansvar, men også en enorm glæde at opleve den ære at få et lams fulde tillid. Problemet var, at lammet altid mæhede mor, hver gang det så skyggen af én, uanset om det var sultent eller ej. Selv på flere hundrede meters afstand kunne de få øje på én og skilte sig straks ud fra flokken og kom susende for at drikke og blive nusset lidt.

Vi lod lammet følge os ind i huset og på ture gennem byen og ind i skoven. Lammet fulgte lukt i hælene på os og standsede kun, når vi gjorde det, nærmest klinet ind mellem benene på én.

Utroligt var det også at se, at disse uskyldige lam var trækplastre for folk i byen og nærmeste omegn. Specielt familier med børn valfartede hver dag til engen for at se de små vidundere. Ofte mødte vi vildt fremmede mennesker på marken, som var blevet tiltrukket af de snehvide tumlinger, og folk havde forceret hegn og haver for at komme helt tæt på lammene.

Min datter var vred, når hun så fremmede mennesker gå igennem vores have ind på marken, men jeg fortalte hende om uskyldens dragende magt, som naturligt måtte sprænge alle grænser og drage store og små til sig fra nær og fjern fuldstændig som med Jesusbarnet.

Jeg blev virkelig hyrde for mine får og lærte nok mere af dem, end de lærte af mig. Jeg blev også tvunget til at få hjemmeslagtet en vædder i ny og næ, og det var meget tungt, men uundgåeligt på en lille eng med begrænset bæreevne.

Jeg tilbragte altid den sidste aften sammen med det dødsdømte får og gav det alt det, det havde mest lyst til at spise. Jeg sad og fortalte den om min kærlighed, som nu syntes absurd. Den gode hyrde slagter ikke sine får.

Jeg følte altid, at det var forkert at tage livet af et sundt og raskt dyr, som var glad for livet. Derfor måtte jeg holde med fårene efter syv år og forærede hele besætningen til en god ven.

Jeg begyndte så at læse teologi for at forstå, hvordan den gode hyrde kunne sætte sit liv til for fårenes skyld.

Morten Stender er cand.scient. og cand.theol.