Buddhist: Jeg’et er det vestlige menneskes sygdom

For buddhismen er jeg’et identisk med lidelse. Det er drivkraften bag mange af de ting, det moderne menneske foretager sig og en samtidig væsentlig årsag til meget af det, der plager det enkelte menneske og samfundet, skriver kronikøren, som selv er buddhist

Når mennesker prøver at fylde jeg’et med magt, rigdom og berømmelse, er det som at forsøge at udfylde et bundløst hul. Man vil aldrig nå til det punkt, hvor det er nok, skriver dagens kronikør.
Når mennesker prøver at fylde jeg’et med magt, rigdom og berømmelse, er det som at forsøge at udfylde et bundløst hul. Man vil aldrig nå til det punkt, hvor det er nok, skriver dagens kronikør.

Hvorfor kan den rige aldrig få rigdom nok? Hvorfor bliver den rige tilsyneladende aldrig ”mæt” af rigdom? Hvorfor kan den magtfulde aldrig få magt nok? Hvorfor er den magtfulde parat til at ofre alt for at sikre og opretholde sin magt? Hvorfor går mennesker til yderligheder som at dyrke sex for åben skærm – blot for at opnå sine femten minutters berømmelse?

Hvorfor går mennesker til ekstremer for at skille sig ud fra mængden og dækker deres krop med piercinger og tatoveringer? Den amerikanske forfatter, professor i filosofi og zenbuddhist David R. Loy har et bud på svar: Det handler alt sammen om jeget.

David R. Loy er forfatter til en række bøger, hvor han sætter buddhismen i relation til den moderne virkelighed, senest ”Ecodharma” fra 2018. I sin bog fra 2008 med den fantastiske titel ”Money Sex War Karma” er udgangspunktet, at buddhismen er den eneste spirituelle vej, der fokuserer på sammenhængen mellem lidelse og vores illusoriske tro på jeget.

For buddhismen er jeget identisk med lidelse. Det er på én gang drivkraften bag mange af de ting, det moderne menneske foretager sig og en væsentlig årsag til meget af det, der plager såvel det enkelte menneske som samfundet som helhed. Jeget er det vestlige menneskes sygdom. Men hvad er jeget i det hele taget for en størrelse?

Hvis man slår op i ”Den Store Danske” så er jeget ”sædet for viljen og individets billede af sig selv, dets identitet”. Jeget er en forestilling om, at der må være en fast kerne i os, som udgør vores sande identitet. Noget, der har ”magten” og noget, der ikke forandrer sig, men forbliver det samme.

En af de helt grundlæggende tanker i buddhismen er ubestandighed. Ifølge buddhismen består verden ikke af ting, men af processer i konstant forandring.

Buddhismen hævder derfor, at forestillingen om en ikke fast kerne af identitet inden i os er en illusion. Der er intet i os, som ikke er underlagt forandring. Hvis vi sammenligner os selv med den, vi var som barn, er det ikke muligt at pege på noget, som er det samme.

Det, der knytter os sammen med det barn, vi engang var, er ikke en fast kerne af identitet, men tværtimod den proces af forandringer – den historie – der forbinder os.

Buddhismens tanker om jeget falder ifølge David R. Loy fint i tråd med moderne psykologi, hvor jeget ses som en social, psykologisk og sproglig konstruktion. Vi er ikke født med et jeg.

Jeget er en forestilling, som dannes i løbet af vores opvækst. Jeget er en social konstruktion, fordi det er gennem vores relationer til andre, at vi skaber os et billede af, hvem vi er.

Og det er en sproglig konstruktion, fordi ord som ”jeg”, ”mig” og ”mit” er med til at skabe forestillingen om en ”ting”, som disse ord refererer til.

Dannelse af jeget er ifølge David R. Loy på én gang nyttig og problematisk. Den er nyttig, fordi vi har brug for et nogenlunde realistisk selvbillede, hvis vi skal kunne fungere sammen med andre mennesker. Den er problematisk, fordi der med jeget skabes en modsætning mellem det enkelte menneske og den verden, det er del af.

Jegets illusoriske karakter kommer ifølge Loy til udtryk i en følelse af uvirkelighed. En følelse af, at der må være noget galt med mig, at der mangler noget. I tidligere tider brugte man religionen til at ”fylde hullet”.

Det moderne menneskes løsning på det indre ubehag er at vende sig mod den ydre verden. Loy skriver i ”Ecodharma”: ”Vi forsøger at sikre os selv ved at identificere os med ting ’uden for’ os, som vi tror kan give den følelse af sikkerhed, vi ønsker: penge, materielle goder, omdømme, magt, fysisk tiltrækningskraft og så videre.”

Alt det, jeg listede op i begyndelsen, kalder Loy for ”mangel-projekter”. Påstanden er, at det handler om at ”booste” jeget. Når mennesket stræber efter magt, handler det om det boost, som magt giver vores selvfølelse. Jeg har magt over andre, jeg kan få ting til at ske, altså må jeg være nogen. Berømmelse handler om det boost, som berømmelsen giver selvfølelsen.

Jeg er berømt, andre mennesker ser op til mig, misunder mig og beundrer mig, altså må jeg være nogen. Penge er ifølge Loy i vores kultur et symbol på virkelighed. Penge kan skaffe ting til veje og få ting til at ske. Rigdom handler dybest set ikke om de ting, man kan købe for sine penge – om den glæde, man har af at eje dem. Rigdom handler om, at omverdenen bekræfter ens eksistens. Jeg er rig, folk taler høfligt til mig, jeg kan få plads i vip-logen og på første klasse i flyet, altså er jeg nogen.

Set fra en samfundsmæssig synsvinkel er det problematiske ved ”mangel-projekterne”, at der er tale om egoistiske mål, hvor andre mennesker og naturen er reduceret til at være hjælpere eller modstandere. Når mennesker stræber efter disse ting, er motivationen det, buddhisme kalder ”de tre gifte”: begær, aversion og uvidenhed. Begær efter målene. Aversion mod det, der står i vejen. Og uvidenhed i betydningen at man holder fast i illusionen om jeget. ”Mangel-projekterne” er den individuelle drivkraft bag de ideologiske, sociale og økonomiske strukturer, der truer menneskehedens fortsatte eksistens: uhæmmet økonomiske vækst, ligegyldighed over for naturen, øget ulighed.

Set fra det enkelte menneskets synspunkt er problemet, at bestræbelserne på at sikre jeget ikke rigtig virker.

”Uanset hvor mange penge du kan skaffe dig, eller hvor berømt du bliver, vil det aldrig være nok for ’jeget’ til at føle sig tryg i sin illusoriske adskilthed,” skriver Loy. Når mennesker prøver at fylde jeget med magt, rigdom og berømmelse, er det som at forsøge at udfylde et bundløst hul. Man vil aldrig nå til det punkt, hvor det er nok.

Problemet med jeget er ifølge Loy ikke, at det er en illusion. Problemet er, at vi insisterer på at tro på illusionen. At vi i vores oplevelse af, hvem vi selv er, fokuserer på det, der adskiller os fra resten af verden i stedet for at fokusere på det, der forener os med verden. Stil dig selv spørgsmålet: ”Hvem er jeg?”

Ligegyldigt hvilket svar man finder frem, vil de ikke handle om en kerne af fast identitet inden i os. Ethvert konkret og umiddelbart svar på dette spørgsmål vil pege ud mod verden. Det vil handle om det, der forbinder os med verden.

Det, der viser sig, når man stiller dette spørgsmål, er, at verden og ”jeg” er ikke to ting, der står i modsætning til hinanden, men et væv af sammenknyttede processer. Når man dyrker ”mangel-projekterne” og forsøger at fylde hullet ved at stræber efter ting som magt, penge og berømmelse, øger man kløften mellem sig selv og den verden, man er en uløselig del af. Derfor bliver problemet blot større i takt med, at man forsøger at løse det. Resultatet er lidelse både for den enkelte og for verden som helhed.

Jeget er det vestlige menneskes sygdom. Det buddhistiske alternativ til at holde fast i illusionen om jeget handler ifølge Loy om at dekonstruere og rekonstruere jeget. Dekonstruere er det, man gør under meditationen, hvor man stræber efter at ophæve tankestrukturen: Her er jeg, og der er verden ”udenfor”.

Rekonstruere handler om at se sig selv som del af noget større. At erstatte de motivationer, der skaber afstand mellem dig selv og omverdenen – de tre gifte fra før – med motivationer, der forener os med omverdenen – medfølelse, kærlighed og den visdom, der er forbundet med erkendelsen af, at verden og ”jeg” ikke er to adskilte ”ting”, men en række af sammenhængende processer.