I den nu hedengangne 17. udgave var Jeppe Aakjær den forfatter, der havde flest sange med – efter Grundtvig, naturligvis.
I den nye 18. udgave af Højskolesangbogen er Aakjær repræsenteret med 19 sange mod 24 i den forrige. Interessant er det at se, hvilke sange der er røget ud. Det viser sig nemlig, at det er den politiske Aakjær, der er fjernet.
Samfundsrevseren og agitatoren Aakjær er nu kun repræsenteret med den sentimentale sang om Jens Vejmand, der først blev populær, da Carl Nielsen satte melodi til. En sang, som selv den mest hårdhjertede kapitalist uden blusel kan synge med på uden at blive rokket i sin barnetro på pengenes fortræffeligheder.
Dermed synes redaktionen bag den nye udgave af Højskolesangbogen at være gået i de fodspor, som Politikens Henrik Cavling trådte i sensommeren 1926, da Jeppe Aakjær fyldte 60 år. Dengang satte Cavling sig i spidsen for, at hovedstadens fire store aviser: Berlingske Tidende, Nationaltidende, Socialdemokraten og hans egen Politiken skulle holde en digterfest for Aakjær på Københavns Rådhus. Det var der tidligere gjort for Oehlenschläger og Drachmann.
Men forinden skulle de fire blade være enige om, hvilken Aakjær der skulle hyldes. Den politiske agitator eller den blide poet. Den sidste havde skrevet sange som "Jeg er havren, jeg har bjælder på" og "Nu er det længe siden". Sange, som det fine borgerskab let kunne nynne med på, når man nu absolut skulle synge om det land og dets enfoldige bønder, som dengang var en stor del af landets fundament.
Men lige så mild og blid Aakjær kunne være, lige så så hårde og uforsonlige blev hans ord, når talen faldt på de livsvilkår, småkårsfolk og tyende fik tilbudt af landets gårdmænd og herremænd.
"Det skal være en af mine opgaver – jeg, den bondefødte – at prædike had og mistro til den stand, der havde mine forfædres skæbne i sin hånd og gjorde den så hård ... godsejerne, det er folk, der skal nær til ilden, om der skal komme noget fedt af dem!"
Ordene faldt ved en stor markfest i landsbyen Åkjær i 1908 med 4000 deltagere, hvor Jeppe Aakjær satte en mindesten for sine forældre. Men det var ikke ord, som folkene på Berlingske Tidende og Nationaltidende kunne lide at tænke på i 1926. Dilemmaet var imidlertid, at Aakjær var blevet folkeeje som nutidens Kim Larsen og Niels Hausgaard, så det var svært at undslå sig, når nogen ønskede at fejre ham. Så frem for at holde sig udenfor, så hellere sørge for, at det blev den stuerene, ufarlige Aakjær, der blev fejret, synes de to konservative blade at have tænkt.
Derfor blev kompromiset, som Cavling fik halet i land efter et møde med de tre andre redaktører, at de fire blade kun skulle hylde digteren og poeten Jeppe Aakjær. Agitatoren Aakjær måtte vente til en anden gang.
Og sådan blev det, at Aakjær blev gjort både tandløs og neutral. De 1800 gæster på Rådhuset hyldede efter alle kunstens regler digteren Jeppe Aakjær. Kun folket, der var repræsenteret ved 2000 fakkelbærere på Rådhuspladsen, fik lov til at synge "Hvem sidder der bag skærmen", som en svag påmindelse om, at der også fandtes en anden side af Jeppe Aakjær.
Om det er de samme overvejelser, redaktionen af den nye højskolesangbog har gjort sig, skal være usagt, men resultatet er imidlertid blevet det samme.
I den 17. udgave af Folkehøjskolernes Sangbog fandtes to sange, som repræsenterer den politisk agiterende Aakjær. Nemlig "Tyendesangen" (410): "Råbet stiger i morg'nens skær: Kommer I snart!", hvori det hedder i sidste vers:
"Stå ej bundne jer bødler bi/ – kommer I snart! –/ Grib jer spade og hug jer fri!/ I er tusind, hvor de er ti!–/ – kommer I snart, I husmænd!"
I den anden sang for landarbejdere og husmænd, hedder det (411):
"Her kommer fra dybet den mørke armé/ og fordrer af verden et svar;/ skønt dagningens glimt i vor dryppende le/ er al den fane, vi har./ Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret/ og løfter i vejret på skændselens brædt/ den tusindårs-lænke, vi bar."
Oprør skulle der nemlig til, hvis et nyt og mere retfærdigt samfund skulle opstå. Aakjær betakkede sig dog for noget, der smagte af revolution. Han ønskede blot rimelige forhold, så mennesket kunne blive sig selv og muntert synge:
"Ja, slip hvad der trykker på skulder og sind/ og sving imod lyset din hat!/ Endnu har du ungdommens rødme på kind
og rester af letsindets skat./ Da pløjer vi muntre vort bølgende land,/ når først vi har friet vor kuede stand/ fra tusindårs-trældommens nat."
Men når det gælder Højskolesangbogen, så er det alt sammen fortid, for begge sange er strøget i den 18. udgave. Tilbage af de politiske sange er kun sangen om Jens Vejmand, som alle fra fin borgerskabsfrue til hjemmegående landhusmor, om en sådan skulle findes, kan synge med på.
Hvad mon Aakjær ville sige til dette "hvide snit" i hans produktion? Selvom han i 1926 ved festen på Rådhuset blev hyldet efter alle kunstens regler, var han dengang ikke helt tilfreds. "Man har villet kløve mig i to dele, som man kløver et stykke brænde. Hvor kan man dog tro, at man kan kløve en personlighed, som må være et hele? Det er igennem min politik, jeg er blevet digter, og min mening er, at har man sin politik, sin sociale forståelse i orden, så skal der nok komme gode kunstnere; men det politiske må være grundlaget", beklagede han sig i et interview.
Kunst for kunstens skyld. Det var den mest afskyelige doktrin, Aakjær kendte. Nej, kunsten skulle gøre nytte, og kunstnerne skulle tale de undertryktes og svages sag mod magthaverne. Al kunst var i den sidste ende politisk, som kulturminister Hans Sølvhøj senere sagde. Og enhver kunstner måtte vedkende sig sit ansvar.
Og dette "produktansvar" kunne mange af nutidens kunstnere godt bruge et par dage til at tænke igennem. Det er nemlig en udbredt opfattelse hos mange nutidige kunstnere, at hvad folk bruger eller ikke bruger deres kunst til, er dem uvedkommende. I øjeblikket er det heller ikke "in" at tale om "vi" og "vores", men derimod om "min" og "mit". Ej heller om den klasse eller stand, som vi kommer fra.
Folket og højskolen har altid været nært forbundne størrelser. Derfor hedder det "Den danske folkehøjskole" og sangbogen, man synger efter, har i mange år heddet "Folkehøjskolens Sangbog". Men efter Dansk Folkepartis indmarch på den politiske arena er folket og folkelighed tilsyneladende blevet problematiske størrelser.
Også det synes redaktionen af den nye sangbog at have draget en konsekvens af. Den hedder nu blot "Højskolesangbogen". Det forkortede, mere abstrakte og dermed mindre forpligtende navn er i virkeligheden endnu et tegn på den krise, som højskolebevægelsen står i.
Højskolerne er fra at have været frontfigurer i dannelsen af forpligtende fællesskaber ved at blive et underholdende og dermed uforpligtende vedhæng til en tid præget af tomhed og mangel på omsorg. Derfor er udeladelsen af ordet "folke-" i navnet på den nye højskolesangbog og fjernelsen af den politiske Aakjærs sange et symbol på tidens neutrale og ufarlige højskole. Neutral og ufarlig er nemlig to ting, man ikke kan beskylde Aakjær for at være.
Knud Peder Jensen er forfatter
og foredragsholder
Læs kronikken i morgen:
"Alle mine kilder ..." af historiker
og dr.phil. Jon A.P. Gissel