Prøv avisen

Jesu modersmål lever stadig

ARAMÆISK: Med sin Jesus-film har Mel Gibson måske reddet aramæisk fra den truende sprogdød. Sproget er et af de få, som uafbrudt har eksisteret som dagligsprog i de seneste 3000 år, skriver dagens kronikør

Mel Gibson har med sin nye Jesus-film gjort en stor tjeneste for et uddøende sprog, der engang var kendt og brugt i store dele af den civiliserede verden.

Mel Gibson lader i sin nye film Jesus tale aramæisk og latin. Hvor det er stærkt tvivlsomt, om Jesus kunne tale latin, har han med sikkerhed talt både aramæisk og hebraisk, og muligvis endda græsk.

Aramæisk har formodentlig været hans modersmål, eftersom han kom oppe nordfra, for det var sandsynligvis kun i og omkring Jerusalem, at hebraisk i det første århundrede var gængs som dagligsprog. Aramæisk havde på det tidspunkt nemlig bredt sig så meget, at hebraisk kort tid efter helt ophørte med at være dagligsprog.

Gibson rammer således plet med sin brug af aramæisk, og jeg vil understrege, at filmens aramæisk - bortset fra skuespillernes accent - umiddelbart er overbevisende. Det er ingen let opgave at rekonstruere et 2000 år gammelt talesprog, da det er svært at vide, i hvor høj grad de litterære tekster vi har fra den tid, afspejler det faktiske talesprog.

Det er derfor et omstridt spørgsmål, præcis hvilken aramæisk dialekt der taltes i Galilæa omkring Kristi fødsel, så man må regne med en vis usikkerhed. Det gælder ikke mindst udtalen, som desuden i filmen er tilpasset ves-terlandske struber, uvant med mellemøstlige strubelyde. Men filmen er altså et rimelig godt bud på, hvordan Jesus har talt, og Fader William Fulco, oversætteren, er kendt som en solid semitisk filolog. Han er blevet kritiseret for at have brugt mange hebraiske ord i det aramæiske, men jeg vil bakke ham op i hans valg, da det ikke er usandsynligt, at dagligsproget har været påvirket af hebraisk.

Det aramæiske sprog kan godt bruge den saltvandsindsprøjtning af interesse, som filmen har givet. Det har haft en lang og glorværdig historie og har i lange perioder været et af den civiliserede verdens vigtigste sprog, men i vore dage tales det næppe af mere end nogle få hundrede tusind mennesker, et tal der er faldende.

Sproget tales dels i enklaver i Mellemøsten og dels i eksilsamfund over hele verden, bl.a. af den lille gruppe assyrere og kaldæere, der bor i Danmark. Jeg har flere gange været til assyrisk gudstjeneste i Århus, hvor de med undtagelse af prædikenen afholder gudstjenesten på et sprog, der er tæt på det aramæisk, der blev talt på Jesu tid. Prædikenen foregår på en moderne variant af sproget, som står i lige linje med den ældre variant. Der udbydes jævnligt kurser i ældre varianter af sproget på universiteterne i både København og Århus, men disse kurser forudsætter normalt kendskab til et beslægtet sprog, f.eks. hebraisk eller arabisk.

På dansk har vi nogle få aramæiske ord, f.eks. »abbed« og »mammon«, og i Det Nye Testamente er der overleveret nogle få sætninger på aramæisk, »effatha«, der betyder »luk dig op«, »talitha kum«, der betyder »lille pige, rejs dig«, og »eli eli lama sabaktani«, der betyder »min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig«. I Det Gamle Testamente står skriften på væggen på aramæisk: »mene mene teqel ufarsin«, der dels betyder »en mine, en mine, en sheqel og nogle pars'er« (en række vægt- eller møntenheder), og dels måske betyder »talt, talt, vejet og delt«.

Aramæisk er ligesom hebraisk og arabisk et semitisk sprog. Både i ordforråd og grammatik ligger de forholdsvis tæt og kan sammenlignes med forholdet mellem dansk, tysk og engelsk. F.eks. er ordet for blod »dam«, det samme i de tre sprog (det er et ord, man kan høre flere gange i Gibsons film), og »han begraver« hedder »jiqbur«, »jiqbor« og »jaqburu« (af roden »qbr« med præfikset for imperfektum tredje person maskulinum singularis) på henholdsvis aramæisk, hebraisk og arabisk, et ord, der er beslægtet med vores ord »makaber« (også af roden »qbr« med et præfiks, der angiver sted, så ordet kommer til at betyde »sted, hvor man begraver«, altså »grav«).

Blandt de vigtigste aramæiske tekster er dele af Daniels og Ezras bog, samt store dele af Talmud, jødernes mest omfattende traditionssamling. Dertil kommer targumerne, som er tidlige, fortolkende oversættelser af de gammeltestamentlige skrifter til aramæisk (»targum« er det aramæiske ord for oversættelse). Blandt dødehavsrullerne er der også flere aramæiske tekster.

Det aramæiske sprog er formodentlig opstået i århundrederne op mod år 1000 f.Kr. i takt med, at aramæerne samledes til et folk og grundlagde en række småstater, bl.a. Damaskus.

De tidligste indskrifter på aramæisk er fra det niende århundrede f.Kr., men kilder fra sidste fjerdedel af det andet årtusinde f.Kr. identificerer dem uden videre som befolkningsgruppe, og det tyder på at de allerede dengang har haft et klart genkendeligt sprog. De er kendt fra kongebøgerne som Israels fjender, men beholdt kun deres politiske selvstændighed indtil 734 f.Kr., hvor de blev opslugt af Assyrerriget.

Sproget levede imidlertid videre, idet det bl.a. på grund af dets enkle skriftsystem blev fællessprog i hele Den Nære Orient. Under perserkongen Kyros, der regerede fra 559 til 530 f.Kr., blev aramæisk gjort til officielt sprog i en stor del af perserriget, og dets udbredelse strakte sig fra Afghanistan og Indusdalen i øst til Lilleasien og Nubien i vest. I over tusind år efter perserrigets fald 330 f.Kr. bevarede det en betydelig udbredelse, og hvor man allerede fra den tidligste tid kan spore dialektale forskelle, bliver der nu tale om adskillige dialekter, bl.a. palmyrensk, nabatæisk, samaritansk og syrisk. Først efter arabernes erobringer i 600-tallet begyndte det at miste sin betydning.

Sproget er altså et af de få, som uafbrudt har eksisteret som dagligsprog i de seneste 3000 år og hvis historie kan spores igennem hele perioden. Sproget har ændret sig meget i den tid, og dets historie kan inddeles i følgende perioder. I tiden indtil 700 f.Kr. kaldes det oldaramæisk. Fra 700 til tredje århundrede f.Kr. kaldes det rigsaramæisk, og derefter indtil tredje århundrede e.Kr. taler man om middelaramæisk. Derefter og frem til 700 hedder det senaramæisk, hvorefter man kan tale om nyaramæisk eller moderne aramæisk.

Gennem tiden har aramæisk haft stor indflydelse på de omkringliggende sprog. Arabisk har indoptaget en del låneord, men hebraisk er det sprog, der er blevet mest påvirket af aramæisk. Hebraisk har indoptaget en mængde aramæiske ord og vendinger, og indtil den dag i dag skriver jøderne både ægteskabskontrakter og skilsmissebreve på aramæisk.

Man har igennem tiden skrevet aramæisk med en række forskellige alfabeter. Det kendteste er det, der kaldes den hebraiske kvadratskrift, som det meste hebraisk er skrevet med. Denne skriftform er oprindelig aramæisk, men forstødte i løbet af det tredje århundrede f.Kr. den gamle hebraiske skriftform. Hvis man bladrer igennem en hebraisk bibel, kan man således ikke se forskel på de hebraiske og de aramæiske dele, med mindre man har kendskab til mindst et af sprogene.

Det er desuden det aramæiske alfabet, der ligger til grund for det arabiske alfabet via de arabisk talende, men aramæisk skrivende nabatæere, i øvrigt kendt som dem der opbyggede eller udhuggede Petra i Jordan.

Det aramæiske alfabet spredte sig mod øst i det første årtusinde f.Kr. og blev ophav til Indiens alfabeter, og derfra spredte det sig yderligere. På det tidspunkt havde fønikerne allerede bragt alfabetet til Europa, men vores taltegn kan ad omveje være et resultat af det aramæiske alfabets udbredelse. Inderne dannede nemlig muligvis deres taltegn af det første bogstav i deres talord, og dette system overtog araberne, og senere europæerne. Taltegnet »5« kan f.eks. oprindelig være et »p«, eftersom det indiske talord for fem begynder med p.

Måske bliver Mel Gibson kendt som noget af det bedste, der er hændt for det aramæiske sprog, men det er endnu for tidligt at sige.

Martin Ehrensvärd er ph.d.

i semitiske sprog og

projektmedarbejder ved

Det Teologiske Fakultet

i Århus

Læs kronikken på mandag:»Kommunerne er på vej mod

»Det hurtige demokrati«« af

professor Tim Knudsen