Prøv avisen
Kronik

Jesu opstandelse har før skabt stor debat i folkekirken

Dagens kronikør Niels Henrik Gregersen er professor ved Københavns Universitet hos Afdeling for Systematisk Teologi. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Siden jul har den teologiske debat om opstandelsen raset i folkekirkelige kredse, men sognepræst Per Ramsdal er langtfra den første teolog, der har sat sindene i kog. I 1967 fandt en lignende debat sted i denne avis' spalter med teologerne Jørgen K. Bukdahl og Regin Prenter som hovedpersoner

MED JÆVNE MELLEMRUM opstår der offentlige teologiske debatter, ikke mindst vedrørende troen på opstandelsen og det evige liv.

Den betydeligste var nok den, der fandt sted i de danske medier 1952-1953, efter at Aarhus-teologen P.G. Lindhardt havde holdt et foredrag på Askov Højskole om ”Det evige liv”, hvori han sagde, at der ikke er lovet noget gensyn med de kære i Det Nye Testamentes budskab.

For nylig havde vi en lignende diskussion udløst af Morgenavisen Jyllands-Posten, der juledag sidste år bragte en udtalelse fra præsten Per Ramsdal om, at han ikke troede på Jesu opstandelse i fysisk forstand.

Indimellem var der en større debat, der fandt sted hen over påsken og efteråret 1967. Ved påsketid havde den unge amanuensis i religionsfilosofi Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) på landets eneste tv-kanal ladet forstå, at opstandelsen ikke skal forstås som en fortidig historisk begivenhed, men som en begivenhed, der først bliver til virkelighed for troen i dag.

Bukdahl byggede her på den tolkning af opstandelsen, som var fremlagt af tidens førende eksistensteolog, Rudolf Bultmann (1884-1976).

”Sådan set betyder altså Jesu opstandelse hverken mere eller mindre end syndernes forladelse,” som Bukdahl senere skrev i en kronik, som Kristeligt Dagblad havde udbedt sig fra ham. Kronikken fik titlen ”Jesu opstandelse - fup eller fakta?” (trykt den 2. september 1967). Så var debatten i gang!

Bukdahls ældre kollega Regin Prenter (1907-1990), professor i dogmatik ved Aarhus Universitet, svarede igen med det lille skrift ”Virkelig opstanden”. Oprindeligt var skriftet trykt som en stor påskeartikel i Kristeligt Dagblad i 1967, hvortil han Kristi Himmelfartsdag samme år udarbejdede et ”Efterskrift”. Det samlede skrift udkom på Kristeligt Dagblads Forlag den 5. september 1967, få dage efter Bukdahls kronik.

DER ER TALE OM ET STRIDSSKRIFT af en af de store Aarhus-teologer. ”Der skal kæmpes igennem til en ny påskeglæde og påskesejr”. Budskabet om Jesu opstandelse fra de døde drejer sig om liv og død - ikke bare om synd og tilgivelse. Opstandelsen skal forstås som en kilde til glæde og overskud - ikke blot som et intellektuelt problem.

Man kan sige nej til opstandelsens budskab, det har Prenter forståelse for. Men man kan ikke omtolke opstandelsestroen til ukendelighed. At sige, at Jesus er opstået ind i forkyndelsens ord, og at opstandelsen først bliver til virkelighed, når troen forholder sig til Ordet til søndagens gudstjeneste, er ikke en nogen holdbar teologisk løsning.

Allerede tidligere havde Prenter udførligt behandlet Bultmanns teologiske program og mente ikke, at det var lykkedes ham at skabe et tredje standpunkt mellem liberalteologien og menighedens opstandelsestro.

Der er hos Bultmann blot tale om et ”vekslende standpunkt” mellem liberalisme og ortodoksi. Bultmann forbliver liberalteolog i sin subjektivering af troen, men bliver pludselig luthersk-ortodoks, når han taler om den nutidige forkyndelse som et Kristus-nærvær for troen.

I ”Virkelig opstanden” gør Prenter sit synspunkt gældende ad tre tankelinjer. Den første tankelinje er, at Bultmann og hans elever bytter rundt på forholdet mellem troens grund (at Kristus virkeligt er opstanden) og menneskets tro.

Der sker her ”en skæbnesvanger forveksling af Guds handlen med menneskers fromhed” (side 11). Dette var ikke venligt ment, og synspunktet blev heller ikke venligt modtaget af Bultmanns mange støtter i det danske teologiske miljø.

Den anden tankelinje er, at den tomme grav må bedømmes som en historisk kendsgerning, uanset om man tror, at disciplene har stjålet legemet (Matt. 27, 64), eller at graven er tom, fordi Jesus faktisk er opstået fra de døde.

På samme måde er de mange tilsynekomster af den opstandne Kristus ifølge Prenter en historisk kendsgerning, uanset om man mener, at der var tale om hallucinationer, eller at de første kristne mødte den opstandne Kristus.

Argumenterne henter Prenter fra kirkehistorikeren Hans von Campenhausen, fyndigt formuleret af den dengang unge teolog Wolfhart Pannenberg (1928-2014): ”Hvis ikke graven havde været tom, ville det kristne opstandelsesbudskab ikke have kunne holde stand blot en dag eller en time i Jerusalem; for man kunne selv kunne gå hen og se efter.”

Prenter hævder altså ikke, at Jesu opstandelse er bevist, men at den er historisk bevidnet. At Jesus virkelig er opstanden fra graven er altså en historisk mulighed, men ikke en historisk nødvendighed. I sidste ende er det et spørgsmål om tro, herunder om tilliden til de første opstandelsesvidner.

Frit efter Storm P. kunne man sige, at det er svært at vide noget sikkert om det historiske, navnlig om fortiden. Men for Prenter er det afgørende, at Jesu opstandelse i Det Nye Testamente beskrives som en historisk tildragelse, der kan stedfæstes til Josefs have og tidsfæstes til tredjedagen (side 7).

DEN TREDJE GRUNDTANKE ER, at selvom Jesu opstandelse som begivenhed fandt sted i tid og rum, så kan den opstandne Kristus ikke længere forstås i simple tid-rumlige kategorier.

Jesu legemlige opstandelse og himmelfart kan med andre ord ikke forstås som en fysisk transport af et fysisk legeme op i himmelrummet (side 22). Dette udfoldes i bogens ”Efterskrift”, der måske tydeligst viser Prenters teologiske format.

Pointen er her, at når der tales om himmelfart hos Lukas (og Markus), er der tale om en himmelfart af den Kristus, der allerede er opstået fra de døde og dermed ”sidder ved Faderens højre hånd”.

Men med ”himmel” og ”højre hånd” er der tale om billeder. Med ”himlen” er der ikke tale om verdensrummet i astronomisk forstand, men om Guds virkelighed, og med Guds ”højre hånd” er der tale om, at den opstandne Kristus tager del i Guds almagt og allestedsnærvær.

Troen på opstandelse og himmelfart har altså hverken at gøre med en forgangen tids kosmologi eller med moderne astronomi. Opstandelsens budskab er derimod, at sådan som Jesus var i sit jordeliv, sådan er Gud i sin evighed.

I den forstand betyder Jesu legemlige opstandelse, at også Jesu menneskelighed hører med til Guds virkelighed. Kun derfor er der plads til andre mennesker i Guds evige liv.

Prenter minder her om, at allerede Martin Luther gjorde nar ad alt for barnlige forestillinger om, at Jesus skulle sidde på en guldstol oppe i verdensrummet til højre for Faderen.

I så fald ville, som Luther skriver andetsteds, Guds rige bestå af små fluer og lopper, der svæver rundt om en himmelkåbe oppe i luften.

Prenter viger her ikke tilbage fra en vis sarkasme: At tillægge Lukas eller Paulus forestillinger om en fysisk himmelfart er mangel på intelligens, også blandt professorer og amanuenser.

Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi, Københavns Universitet. ”Virkelig opstanden” er netop genudgivet som e-bog af Kristeligt Dagblads Forlag med forord af Niels Henrik Gregersen

Man kan sige nej til opstandelsens budskab, det havde teologiprofessor Regin Prenter (billedet) forståelse for. Men man kan ikke omtolke opstandelsestroen til ukendelighed, skriver dagens kronikør Niels Henrik Gregersen. - Arkivfoto. Foto: Arkivfoto.