Prøv avisen
Kronik

Jesu opstandelse - myte eller virkelighed?

Kvinderne og englen ved den tomme grav.

Uanset, hvor meget man vrider tingene, så kolliderer den mytisk-poetiske tolkning med troen på opstandelsen som en historisk begivenhed. Hvis opstandelsen er virkelighed, så er det den mytisk-poetiske opstandelsestro, der reducerer Gud til en størrelse, der nok kan rummes i teologens eget hoved, men som fjerner opstandelsens egentlige betydning

MED DE MANGE INDLÆG fra præster og biskopper, der har været i Kristeligt Dagblad om Jesu opstandelse, burde jeg nu være klar over, at jeg har prædiket ”forkert” i de mange år, for jeg har forkyndt Jesu legemlige opstandelse. Også trosbekendelsens ord: ”Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv” er forkert og burde ændres!

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, vil gerne holdes fra livet med talen om ”fysisk og biologisk opstandelse”. Aarhus-biskop Kjeld Holm har et meget personligt opstandelsessyn: ”Jesu opstandelse er ikke, som når jeg står op om morgenen.” Det er de fleste jo nok klar over!

Fyns biskop, Tine Lindhardt, udtrykker i Kristeligt Dagblad den 30. januar fejlen ved den naive tro: ”Den spærrer Gud inde,” siger hun.

Også Haderslevs biskop, Marianne Christiansen, mener at sætte tingene på plads i Kristeligt Dagblad den 3. februar: ”Troen er ikke en sammenbidt mening om, hvordan Jesus så ud, og hvor meget han vejede, da han sprængte stenen fra graven.”

Disse udsagn er ikke kun banale selvfølgeligheder, de leder også væk fra den teologiske problemstilling og kerne.

Præsterne Thomas Høg Nørager og Lars Sandbeck har her i bladet (Sandbeck også på tv) på klarere vis taget fat i det, der er til debat. De vedkender sig den mytiske tilgang og har i krasse vendinger lagt afstand til en mere bogstavelig opfattelse af Jesu opstandelse.

Er det denne mytiske tilgang, biskop Peter Skov-Jakobsen deler i afvisningen af fysik og biologi? Uanset, hvor meget man vrider tingene, så kolliderer den mytisk-poetiske tolkning med troen på opstandelsen som en historisk begivenhed.

Er opstandelsen en virkelig hændelse, så er det den mytisk-poetiske opstandelsestro, der reducerer Gud til en størrelse, der nok kan rummes i teologens eget hoved, men som fjerner opstandelsens egentlige betydning og store rummelighed!

NU VED VI JO GODT, hvor tanken om den poetiske opstandelsestro kommer fra: Den stammer fra Bultmanns ”eksistentiale interpretation”. Her må alt, hvad der ikke ligger inden for normal videnskab, omtolkes, så det ikke kolliderer med den videnskabelige opfattelse. Alle underberetninger i evangelierne defineres hos Bultmann som myter. Derfor skal evangeliet om Jesu underfulde gerninger afmytologiseres.

Problemet er bare, at alle hovedpunkterne i den kristne tro er undere. Vi kunne gennemgå den apostolske trosbekendelse punkt for punkt. Alt falder uden for den videnskabelige ramme, og det gør det, fordi vi her har med Gud at gøre.

Faktisk befinder vi os både i troens og i den verificerbare verden! Her er noget, der er uden analogier i historien! Men broen mellem det guddommelige og menneskelige (læs fysiske) ligger i inkarnationen: Gud blev menneske af kød og blod. Jesus var og er ingen myte, men virkelig, selvom hans liv og gerning er uden sidestykke!

Poesi og myte er noget andet. I hele mit voksenliv har jeg beskæftiget mig med litteratur, der også omfatter myter, sagn, eventyr og poesi. Med blot et minimum af indsigt i litteraturformer er det umuligt at betegne Det Nye Testamentes beskrivelse af Jesu liv som myte. Hans liv var ikke et mysterium eller hans person en mytisk konstrueret arketype. Trods det, at han netop var anderledes end alle andre, så var han menneske mellem mennesker - og som sådan døde han og blev lagt i graven.

I 1967 udgav Kristeligt Dagblads Forlag et særtryk af professor, dr.theol. Regin Prenters lille bog ”Virkelig opstanden”. Her viser Prenter, hvori Bultmann tager fejl.

Prenter viser, hvordan forholdet mellem troen selv og troens grund byttes om. Bultmann lader disciplenes tro være fundamentet for opstandelsen, hvor evangelierne viser, at opstandelsens budskab skaber troen.

Nej, siger Prenter: ”Troen kommer altså af det, der høres” (Rom. 10, 17), altså kan opstandelsesberetningen ikke, som Bultmann mener, udspringe af opstandelsestroen. Det er omvendt: Troen udspringer af den begivenhed, opstandelsen er, eller også er troen der slet ikke.”

Også domprovst Rudolph Arendt giver i sin bog ”Tænkning og Tro” (Gad 1978) en klar beskrivelse af opstandelsen som en historisk engangshændelse. Det er opstandelsen, der er forudsætningen for troen.

Her siger Arendt: ”Opstandelsesbudskabet er ikke kun efter sin form, men også efter sit indhold tids- og stedfæstet. Det er ikke et mytisk eller poetisk udtryk for det, der sker alle vegne, men en beretning om det, der sker denne ene gang. Myten fortæller om det, som altid sker, evangeliet om det, der ellers aldrig sker.”

Man må spørge, hvorfor så mange teologer og vore biskopper lægger en så kritikløs vægt på en radikal, kritisk tolkning af opstandelsen. Man flytter hele tyngden over på ”den eksistentiale interpretation” i stedet for på evangeliet selv. Man kalder troen på en virkelig opstandelse for fundamentalisme, men den har åbenbart andre former end den bibeltro! Den bibelkritiske fundamentalisme lever i bedste velgående!

Skal vi da i kirken forkynde vor egen opstandelsestro - og ikke selve opstandelsens virkelighed? Når de poetiske og mytiske teologer fejrer deres egen påsketro, så er og bliver det en helt anden påske end den, der fandt konkret sted i Josef af Arimatæas grav på en bestemt dag i historien. Den skete på trods af disciplenes og vores vantro! Spørgsmålet er ikke, hvor meget fysik, der er tale om, men hvorvidt det skete!

At Jesu legeme og vore legemer i opstandelsen skifter karakter, det har Paulus redegjort for (i 1. Kor. 15.) Det er måske det, der får biskopperne til at løbe forbi målet, så der slet ingen krop (noget fysisk) er i opstandelsen.

EVANGELIERNE FORKYNDER, at Jesu krop ikke mere var i graven, og i beretningerne om tilsynekomsterne mødte disciplene ham igen som den levende. De talte med ham og spiste sammen med ham, og Jesus bad den vantro Thomas om at stikke sin finger i naglegabene efter langfredag. Noget fysisk var der vel, selvom Jesus også var anderledes?

Hvor ligger egentlig det rummelige og trosskabende i at fremhæve påskeevangliet som mysterium, myte eller poesi? Hvorfor ikke modtage og videregive det, der er overleveret os? Som Paulus gjorde: ”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne.” (1. Kor 15, 3).

Hvordan kan man forlange, at menigheden skal have mere tillid til budskabets kritikere end budbringerne? Al tro er baseret på tillid. Hører man forskellige, modstridende varianter af en hændelse, så griber troen den, der er mest troværdig.

Derfor må jeg bare konstatere. Min tvivl forhindrer mig i at antage den mytiske udgave af opstandelsen. Beklager! Jeg magter ikke, som sognepræst Per Ramsdal, at skifte opfattelse over en nat.

Jeg er ret sikker på, at jeg deler min tillid til de første evangeliske budbringere med størstedelen af den universelle kirke, der lader lovsangen tone påskemorgen: Kristus er sandelig opstanden! Den største højtid i kirkeåret er påskedag!

Sådan har jeg haft det i al min præstetid. Og sådan er det stadig, når jeg sammen med menigheden synger: ”Krist stod op af døde i påskemorgenrøde” eller ”Påskemorgen slukker sorgen, til evig tid”.

Jeg kender intet andet, der i den grad kan løfte en tvivler op i en tilstand af glæde og håb!

Knud Henning Hansen er provst emeritus