Prøv avisen
Kronik

Jesus døde for at beskytte os mod Guds hellighed

Hvis Gud kun kan tilgive, når blodet flyder, så er Gud sadist. Gud behøver ikke Jesu offer, men det gør vi. Jesus betaler ikke Gud noget, men han stiller sig mellem Gud og mennesker, og det koster ham døden, skriver dagens kronikør i debat om, hvorfor Jesus døde

”Tænk på Jesu blod som det tegn på dine dørstolper, der afviser dødskræfternes magt og tjener til at udvirke livstro hos os, snarere end at se blodet som betaling til Gud.” Sådan skriver Johannes Værge i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 26. juni. Jeg er enig i denne formulering, men det er ikke sikkert, at vi forstår helt det samme ved den. Det var Herren selv, der gik gennem landet og dømte egypterne for deres onde gerninger mod de israelitiske slaver. Påskelammets blod skulle beskytte israelitterne mod Guds dom over det folk, som de boede hos. Ganske som vi var de nemlig ikke Guds bedste børn.

Kulturen, som kristendommen udbredtes i, var præget af en ”hedensk tankegang, hvor offerhandlingerne tjente til at udvirke et gode fra guddommens side”, siger Værge ganske rigtigt, men han misforstår Bibelens helt egen anderledes offerforståelse.

Menneskene behøver ikke kun redning fra dødens kræfter (plus synden og Djævelen, som Værge helt glemmer), men også fra Guds vrede. I Det Nye Testamentes måske ældste skrift, Første Tessalonikerbrev, er Jesus omtalt som den, der ”frier os fra den kommende vrede” (Første Tessalonikerbrev 1, 10). I resten af Bibelen er det netop Guds forbandelse eller vrede, som er menneskets grundlæggende problem.

Johannes Værge mener, at Gud ikke behøver betaling, og jeg er enig. Hvis Gud kun kan tilgive, når blodet flyder, så er Gud sadist. Gud behøver ikke Jesu offer, men det gør vi. Mennesket behøver beskyttelse mod Guds hellighed og vrede. Gud kan sagtens udvise en tilgivende holdning over for os, uden at han får et sonoffer – det ser vi flere gange i Bibelen, for eksempel over for Nineve i Jonas’ Bog – men menneskene kan ikke møde ham og ikke forsones og forenes med ham, uden at der er en mellemmand, som beskytter os syndere mod hans hellighed.

Eftersom Gud længes efter de mennesker, han gerne vil tilgive eller har tilgivet, så sender han selv en sådan mellemmand, der skal beskytte os syndige og dødelige mennesker mod Guds hellighed og dom. Jesus er denne mellemmand, og hans indsats kostede ham livet. Jesu død er ikke en betaling til Gud, ikke en formildelse af Gud, men en omkostning, der skyldes, at han lod sig føre derhen, hvor han mødte Guds forbandelse, nemlig på korset. Paulus har læst på lektien, og derfor har han opdaget, at en henrettet, der hænger på et træ, er en Guds forbandelse. Det står i Femte Mosebog 21, 22-23, og Paulus forklarer Jesu døds betydning herudfra i Galaterbrevet 3, 10-14.

Jeg skulle engang forklare Jesu døds betydning for en muslim. Jeg sagde, at Jesus på korset mødte dommedag og overvandt den for os. Muslimen spurgte, hvordan dommedag, som først kommer ved verdens ende, pludselig kan optræde midt i verdenshistorien. Jeg bad om nogle dages betænkningstid og ledte Bibelen igennem og faldt over de tekster, jeg nævnte ovenfor.

Guds dom eller forbandelse kommer ganske rigtigt på dommedag, men netop Moselovens bestemmelse om en henrettet, der hænger på et træ, lader denne forbandelse optræde midt i verdenshistorien. Derfor kunne Jesus møde denne dom – ligesom alle andre, som romerne korsfæstede i Israels land, mødte den. Det særlige ved Jesus er, at han overvandt den. Jeg er denne muslim dybt taknemmelig for hans spørgsmål, for det har hjulpet mig til at opdage Paulus’ dybe bibelforklaring.

”Den Gamle vil se blod”, var der en, der skrev for mange år siden, da han skulle sammenfatte og kritisere læren om, at Jesu død er nødvendig til frelse. Bibelen lærer os helt modsat, at Gud ikke har lyst til nogens død, men at mennesker skal leve (Ezekiels Bog 18, 33). Men det kræver, at Gud finder en, der vil stille sig op og beskytte den syndige menneskehed, som står til dom, men han fandt ingen (Ezekiels Bog 22, 30). Derfor sendte han selv Jesus til at gøre det. Det kostede ham livet, men han nåede sit mål.

Gud skar ikke sig selv i armen for at kunne tilgive os, som imamen Abu Laban forestillede sig kristendommens lære om Jesu død, men ligesom Gud rakte sin hånd ud for at skærme Moses mod at se hans ansigt (Anden Mosebog 33, 20-23), og ligesom han gav Israel påskelammets blod som beskyttelse mod sin egen dom over egypterne, sådan sendte han sin søn Jesus for at dække vore synder til, så vi kan se Guds ansigt uden at dø. Det sidste var så krævende, at Jesus døde af det, ligesom påskelammet blev slagtet.

Midt i drøftelsen står ordet ”sone”. Det hebraiske ord i Det Gamle Testamente er kippér, som vi kender fra jom kippur, den store forsoningsdag. Grundbetydningen af kippér er ikke at formilde Gud, men at tildække synden. Denne betydning lader sig gennemføre alle de 101 steder, glosen og dens afledninger forekommer i Det Gamle Testamente.

Gud sendte Jesus, for at han skulle træde ind mellem Gud og os og dække os til, så Guds hellighed ikke møder vores synd. På denne måde er han menneskenes tilflugt. Den, der søger hen til ham, er frelst fra den kommende vrede. I dåben og troen får vi en beskyttelsesdragt på, nemlig Jesus Kristus selv (Galaterbrevet 3, 26-27).

I kirkens historie møder vi tre opfattelser af Jesu død. Den ene er, at Jesu død skal formilde Gud. Det er Anselm af Canterburys (1033-1109) såkaldt objektive forståelse. Den anden er, at Jesu død skal påvirke os. Det er Pierre Abélards (1079-1142) såkaldt subjektive forståelse. Den tredje siger, at Jesu død overvinder synd, død og djævel, altså de ødelæggende magter. Det er den såkaldt klassiske forståelse, som Gustaf Aulén (1879-1977) mente at finde både i oldkirken og hos Luther.

Mit eget anliggende er noget helt fjerde. Jesu død ændrer hverken Gud eller mennesker, men misforholdet mellem dem, og derfor overvinder den også de ødelæggende magter. Hos Martin Luther møder vi både den opfattelse, som Værge kritiserer, og samtidig den anden opfattelse, som jeg holder mig til. Hvad den første angår, skriver Luther:

”Hvad nytter det at tilbyde en fortørnet Gud, der, som Moses siger det (Femte Mosebog 4, 24), er en ’fortærende ild’, mine tomme skaller, ja, rettere mine forfærdelige synder? Hvad grund er der til at strides med ham om, at han til gengæld skal give mig nåde og evigt liv, når jeg får at høre, at der i min natur er så meget ondt, at end ikke verden og al skabningen forslår til at formilde Gud? Men Guds egen søn måtte gives hen på grund af det.” (”Store Galaterbrevskommentar” til 2, 20, WA 40, I, 295b, 15-19).

Grundtekstens ord er dog ikke formilde, men behage (latin: placare ). Hvad den anden opfattelse angår, siger Luther i samme ”Galaterbrevskommentar”:

”Da Kristus altså skulle velsigne alle folk, som han fandt forbandede, måtte han fjerne forbandelsen fra dem. Men han kunne ikke tage den bort ved hjælp af loven. For den gør blot forbandelsen endnu større. Hvad gjorde han så? Han sluttede sig til de forbandede, idet han antog sig deres kød og blod. Og således stillede han sig som midler mellem Gud og mennesker.” (WA 40, I, 451b, 11-15).

Jesus betaler ikke Gud noget, men han stiller sig mellem Gud og mennesker, og det koster ham døden. Han er vor beskytter. Som Kingo synger i et vers, der desværre ikke kom med i den nye salmebog: ”Jeg kæmper for min salighed bag Kristi stærke skjolde” (fra Salmen ”O søde (el. gode) Gud, din kærlighed”).

Gustaf Aulén skrev bogen ”Christus Victor” (Kristus er sejrherre) ud fra sit syn. Der er meget rigtigt i det, men jeg vil gerne tilføje et andet udtryk: Christus Protector (Kristus er beskytter).