Hvordan ser folkekirken ud i 2027? Tja, Jesus er muligvis kommet tilbage, og vi behøver ikke folkekirken… Som kristne venter vi fortsat på Guds søns tilbagekomst. I alt for mange år har miljøaktivister og andre sortseere fået lov til at dominere dommedagsmarkedet med deres triste forudsigelser. Men vi kristne venter ikke på, at Islamisk Stat ødelægger vores verden, eller at forureningen slår os ihjel. Det kan og skal vi gøre en indsats imod! Vi venter på noget meget stort: Jesu tilbagekomst, som kan ske når som helst.
Da digteren Kaj Munk engang hørte et voldsomt brag i præstegårdshaven, var hans første tanke: ”Gud er vendt tilbage!”. I dag ville vi have tænkt: ”Terror!”. Vort liv bliver aldrig højere, dybere og smukkere end de forventninger, vi har til fremtiden.
Eller også er det noget helt andet, der er sket med folkekirken i 2027. Johan- nesevangeliet kapitel 3, vers 8 giver os et fingerpeg. Der står: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Og der står vi med flotte tanker om, hvordan folkekirken skal administreres og ledes de næste 10 år. Vi har opstillet imponerende skemaer om de strukturer, der skal gælde for kirken, og måske haft stupide planer om at skabe en koncernkirke ledet efter new public management-tankegangen. Og så blæser Ånden præcis, som den vil, og alt bliver anderledes, end vi planlægger…
Folkekirken er stadig et skib med Helligånden som vinden, der blæser i sejlene. Vi mennesker sætter en kurs og gør det bedste for at komme i den retning, vi gerne vil med vores kirke. Men i sidste ende er det Ånden, der blæser, hvorhen den vil. Det er med den ydmyghed, vi må lægge planer for folkekirkens fremtid. Men det er bestemt også med den ydmyghed, vi må leve vores eget, personlige liv.
Hvordan står det til med os selv i 2027? Kan vi gå til gudstjenester i folkekirken om 10 år for at få mod til at leve og dø, uden at skulle igennem en sikkerhedskontrol ligesom den i lufthavnene? I Frankrig blev en præst likvideret i sin kirke. Palmesøndag i år mistede en masse kristne koptere livet i Kairo, mens de fejrede helligdagen i deres kirke. Og denne terror spreder sig måske de næste år til andre kristne kirker i verden?
Vi kan lægge planer og sikre os økonomisk på en masse forskellige måder. Men vi aner intet om, hvor vi er om 10 år. Men ligesom vi skal håbe på Jesu Kristi genkomst som det største, der kan ske, skal vi også have smukke forventninger om vores kirkes og vores egen personlige fremtid.
Der findes ikke nogen som helst kirke i verden, der har kunnet administrere og strukturere sig til flere kirkegængere. Hvis folkekirken formår at holde sig fri af kirkeråd og managementtankegangen og en adskillelse fra staten, er der gode chancer for, at vi kan udvikle den succes, som kirken er i dag, hvor medlemstallet fortsat er tårnhøjt, og de unge ønsker at have med kirken at gøre både som minikonfirmander og konfirmander. Det er lidenskab, fantasi, karskhed, humor, mission, gode idéer, hårdt arbejde og mod til at holde fast i de kristne grunddogmer, der skal få fyldt kirkerne.
Og netop det at få flere kirkegængere og dåb og genindmeldelser må være folkekirkens vigtigste mål på vej mod 2027. Det er ikke ligegyldigt, om der sidder en eller to i kirken til en gudstjeneste. Vi går ikke kun i kirke for at få et fællesskab med Jesus Kristus og få det bedre med os selv. Vi går også i kirke for at få fællesskab med andre mennesker og få det bedre med Gud og vores næste.
Den høje kvalitet har været et kendetegn for folkekirken. Veluddannede præster og organister, dybe salmer og et klart budskab om, at vi følger en opstanden Frelser og derfor har mulighed for at komme ud af de grave, vi som mennesker kan være endt i.
De kommende 10 år bliver det folkekirkens største udfordring at fastholde kvaliteten i en tid, hvor det overfladiske og lette er blevet mere og mere dominerende. Vi skal ikke gå efter den laveste fællesnævner ved for eksempel at få bamser døbt til børnegudstjenester. Når vi holder gudstjenester og kirkelige arrangementer, producerer tryksager og kirkeblade, giver os til kende på Facebook, Twitter, Instagram og vores hjemmesider, er det altafgørende, at der er kvalitet i det, vi foretager os, og at alt, som Martin Luther ville have sagt det, driver på Kristus.
Derfor må folkekirken også – på vej mod år 2027 – være den selvkritiske, selvransagende og reformatoriske kirke, der ikke bare er i stand til at opdage sine egne fejl og overfladiskhed. Men hele tiden er villig til ud fra Bibelen, at lade sig reformere for endnu tydeligere at få forkyndt, at Jesus Kristus er Guds søn.
Skulle jeg blive biskop i de kommende 10 år, vil jeg have to mærkesager: Jesus Kristus og Lolland-Falster. Stifter drives ikke af biskopper ved hensigtserklæringer. Men gennem dyder som samarbejde, nænsomhed og standhaftighed. Det er ikke kun menighedsråd, bispekolleger, præster, stiftsråd, provstiudvalg og kirkeministerium, en biskop på Lolland-Falster skal samarbejde med.
Lolland-Falster skal sættes endnu mere på landkortet! Derfor skal biskoppen også arbejde tæt sammen med erhvervslivet, pressen, foreningerne, kunstnerne, borgmestrene, turistcheferne, museerne. Hvad nytter det, at vi vil have antallet af dåb og kirkegængere til at stige på Sydhavsøerne, hvis ikke vi får danskerne til at flytte til øerne og slå sig ned i det storslåede, vidtstrakte landskab?
Samtidig skal biskoppen eje nænsomhed. Det er ikke nemt at være menighedsrådsmedlem i en superbureaukratisk kirke. For hver ny lov vedrørende menighedsrådsarbejdet, der vedtages, bør der afskaffes to. Menighedsrådsmedlemmerne skal mærke, at deres enorme arbejde er værdsat.
I 1872 ramte stormfloden Lolland-Falster, og der blev bagefter bygget diger for at holde nye, ødelæggende oversvømmelser tilbage. I dag er det menighedsrådsmedlemmerne, der med deres indsats for folkekirken bygger de diger, der skal holde åndløsheden og gudløsheden borte fra Lolland-Falster.
Det er heller ikke nemt at være præst i en tid, hvor præsten skal være multikunstner og kunne håndtere både børn og gamle, være prædikant og entertainer, vismand og sjælesørger. Der ligger et stort pres på præsterne! Det er derfor vigtigt, at de mærker, at de har en biskop, der gerne vil fyre op under dem og samtidig har stor nænsomhed for dem.
Og så er der standhaftighed. Der skal være en regel om, at konflikter skal afhjælpes, inden de brænder sig fast.
Og enhver biskop skal holde fast på, at kristendommen ikke bare er en anderledes religion end buddhismen eller islam eller hinduismen. Kristendommen er sandheden! Rummelighed er ikke det samme, som at alt er lige godt.
Det er ethvert menneskes pligt at elske det medmenneske, det konfronteres med, hvilken religion vedkommende end har. Men en dansk biskop bør standhaftigt gøre opmærksom på den forfølgelse af kristne, som visse grene af islam står for. Det er ikke ligegyldigt, om Lolland-Falster tør protestere over, at 80 procent af de mennesker, der forfølges på grund af deres religion, er kristne. Intet stift kan få kristendommen til at blomstre inden for egne rækker, hvis det ikke også interesserer sig for den kristne tros vilkår i resten af verden.
Poul Joachim Stender er sognepræst og kandidat ved bispevalget i Lolland-Falsters Stift