I 1992 OFFENTLIGGJORDE Villy Sørensen en bog med den ovenfor anførte titel: "Jesus og Kristus". I den argumenterede han for, at den virkelige Jesus ikke uden videre er identisk med Kristus, men at de to er forskellige skikkelser, nemlig den jordiske, historiske Jesus på den ene side og den opstandne, himmelske Kristus, kristendommens centrale guddom, på den anden side.
Dermed placerede Villy Sørensen sig i den kritiske europæiske evangelieforskning, som siden Reimarus (1694-1768) har hævdet, at kristendommens Kristusskikkelse betegnede et brud med den historiske Jesus, og at der således ikke var kontinuitet, men diskontinuitet mellem Jesus og Kristus.
Denne position er siden Reimarus blevet indtaget af så forskellige skoler som den såkaldte "liberale teologi" i sidste del af det 19. århundrede, som tolkede den historiske Jesus som en etisk lærer og et moralsk forbillede, og Albert Schweitzer (1875-1965), som tolkede den historiske Jesus som en apokalyptisk jødisk messiasprætendent.
Dersom Jesus selv ikke anså sig for at være "guds søn", uanset hvordan dette udtryk skal tolkes, men "kun" en jødisk profet eller messiasprætendent; dersom Jesus selv ikke ville være "verdens frelser", men udelukkende henvendte sig til det jødiske folk med et rent jødisk projekt (Israels genrejsning); dersom Jesus måske nok kunne forudse sin voldelige død og måske også kunne tolke den som en jødisk martyrdød, men ikke kunne forestille sig sin død som et blodigt offer, der gjorde fyldest for alle menneskers synder; dersom Jesus ikke selv ville grundlægge en ny religion, men måske blot ville forny sin egen jødiske religion, ja, så var der skabt en farlig og uholdbar situation for kristendommen og de kristne kirker.
Dette angreb har kristendommen siden forsøgt at afværge på to forskellige måder. I 1892 kom en bog af den protestantiske teolog Martin Kähler (1835-1912) med titlen "Den såkaldte historiske Jesus og den virkeligt historiske, bibelske Kristus".
Heri argumenterede Kähler for, at den Jesus, som virkelig har haft historisk betydning, er Det Nye Testamentes "bibelske" og kristne Kristusfigur. Han har haft verdenshistorisk betydning i kristendommen og dermed især i vestlig kultur, mens de forskellige forsøg på at mane den historiske Jesus frem fra fortiden, som vi har set gennem de sidste par hundrede år, har betydet meget lidt for både kristendom og kultur.
Kristendommens andet hovedargument imod Reimarus, Schweitzer og Villy Sørensens påstand om, at den historiske Jesus ville noget andet end den senere kristendom, har bestået i at fokusere på, hvad der kan ligge i, at kristendommen ikke kan bygge på tilfældige og subjektive historiske rekonstruktioner.
For det første har man peget på, at de faktisk foretagne rekonstruktioner af den historiske Jesus er så forskellige og i den grad afspejler hver enkelt forskers personlige præferencer, at det må stå klart for enhver, at de er subjektive og vilkårlige.
Denne indsigt blev først systematisk vundet af Albert Schweitzer i hans store gennemgang af Jesusforskningen fra Reimarus til William Wrede, som udkom i 1906. Og siden Schweitzer er kristne forskere ikke blevet trætte af at gentage denne "opbyggelige" indsigt. I Danmark er det sidst gjort af Mogens Müller i bogen "Jesu-liv-litteratur i Danmark. Jesusbilleder eller tidsbilleder" (Forlaget Anis, 2008).
Denne langvarige strid drejer sig om følgende hovedspørgsmål: Foreligger der i evangelierne klare modsætninger og tydelige "spor", som kan tolkes som rester af ældre overleveringer om Jesus, som – trods deres modsatrettede tendenser – er sluppet igennem evangelisternes "kristne" redaktion? Jeg mener ja, og jeg har forsøgt at begrunde og udfolde dette "ja" i min bog ("Den historiske Jesus", Forlaget Anis, 2008), mens mine modstandere mener "nej".
Denne strid vil jeg imidlertid ikke føre videre ved denne lejlighed, men i stedet benytte resten af den plads, som jeg her har til rådighed, til at overveje det spørgsmål om kontinuitet og/eller diskontinuitet mellem Jesus og Kristus, mellem den historiske Jesus, som jeg forsøger at rekonstruere, og evangeliernes og Det Nye Testamentes Kristus-skikkelser.
I anmeldelser af min bog er jeg blandt andet blevet bebrejdet, at jeg fokuserer for meget på diskontinuiteten – i øvrigt ligesom Reimarus, Albert Schweitzer, Villy Sørensen og mange andre kritiske forskere. I det følgende vil jeg forsøge at vise, at jeg i min bog faktisk har taget et par skridt i retning af at etablere en kontinuitet, og jeg vil her tage endnu et skridt i samme retning.
Først et referat af forsøg i min bog på at påvise kontinuitet mellem Jesus og Kristus: For det første anser jeg det for et udtryk for kontinuitet, at jeg i bogen har forsøgt at vise, at den historiske Jesus i løbet af sin offentlige karriere udviklede en forståelse af sig selv som Messias, vel at mærke tolket i lyset af Esajas' tekster om "Herrens Lidende Tjener" (Es. 52,13-53,12). I store dele af tysk og dansk teologi afviser man, at Jesus nåede frem til en (sådan) messiansk selvbevidsthed, og dermed er afstanden mellem Jesus og Kristus dér større end i min bog.
For det andet argumenterer jeg i bogen for, at Jesus både forudså, forudsagde og måske også gav en tolkning af sin egen mulige voldelige død i Jerusalem som en martyrdød, som måske kunne tolkes som et sonoffer. Også denne opfattelse afvises af mange tyske og danske teologer, som dermed står for en højere grad af diskontinuitet mellem Jesus og Kristus, end jeg gør.
For det tredje kan jeg her tilføje den tanke om frelse gennem lidelse, som jeg mener er karakteristisk for både den historiske Jesus og Det Nye Testamentes Kristusforkyndelse. Selvom denne tanke på ingen måde er kendetegnende for dansk folkekirkekristendom i dag, så er det et kernepunkt for både Jesus og Kristus, at de kalder deres tilhængere til efterfølgelse i lidelse med henblik på frelse. Blandt adskillige eksempler kan jeg henvise til Markusevangeliet 8,34: "Så kaldte han skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: 'Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig".
I Matthæusevangeliet 10,22 kan vi læse noget tilsvarende: "Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud indtil enden, skal frelses". Disse træk skal kædes sammen med, at jeg i min bog argumenterer for, at den historiske Jesus knyttede til ved en tidligere formuleret jødisk tanke om, at den jøde, som for jødedommens skyld lider martyrdøden, både selv vil blive frelst og måske også derved kan bidrage til, at andre jøder reddes. Derfor mener jeg, at de citerede tekster fra evangelierne rækker tilbage til den historiske Jesus.
Hos Paulus er tonen den samme, eksempelvis i Romerbrevet 8,17: "Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham".
Jesu lidelse og død blev for de senere kristne i oldtiden og middelalderen et ideal og en vej eller metode til deres egen frelse: Ligesom Jesus var gået gennem døden til livet, skulle også de kristne gøre det, for eksempel ved at lide martyrdøden.
For mig at se er der således ingen tvivl om, at der også er træk af kontinuitet mellem den historisk rekonstruerede Jesus og den kristne tros Kristusskikkelse. Min pointe er dog, at der i forholdet mellem disse to skikkelser er tale om både kontinuitet og diskontinuitet.
De træk af diskontinuitet, som jeg nævnte i indledningen til denne kronik, vedbliver med at eksistere, og de vedbliver med at være en vigtig del af svaret på det fundamentale spørgsmål, om den historiske Jesus ville det samme som kristendommen.
Per Bilde er dr.theol og professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet