Joe Biden kan blive en præsident, der klinker skårene, en samler i et uhyggeligt delt samfund. Han kan være en garant for en solid midterpolitik, der tager middel- og arbejderklassens bekymringer alvorligt. Og endelig kan han være præsidenten, som besejrer corona og genopretter amerikansk økonomi. Men Biden står også i akut fare for at ende som en parentes, en tankestreg eller et komma i en politisk debat, som flår landet fra hinanden.
Hans udfordringer er åbenlyse. Han er gammel, og få spår ham mere end en periode i Det Hvide Hus. På grund af coronakrisen kommer hans embedsperiode til at fokusere på brandslukning og akutte problemer.
Endelig står han over for det problem, at meget af den intellektuelle og organisatoriske energi i hans eget bagland ligger hos en identitetspolitisk venstrefløj, som han bliver nødt til at konfrontere direkte, hvis ikke hans projekt skal løbe ud i sandet. Kort sagt må Biden svigte mange af de vælgere, der bragte ham til magten, hvis han skal blive en succes. Det er ikke et godt udgangspunkt for en præsident.
Og så har vi slet ikke nævnt Republikanerne. Valget i 2020 var en mobilisering af enorme vælgerhære. Folk blev drevet til stemmeurnerne, fordi de var sikre på, at modparten ville ødelægge landet. Forbrødring forudsætter politisk demobilisering: at sværdene smedes om til plovjern.
Nu da malurten er tilsat, er det værd at ridse argumentet op for, at Biden faktisk kan lykkes.
Overraskende nok er hans høje alder en af grundene. Med sine 78 år er han i allermest bogstavelige forstand en mand fra en anden tid. Selvom det kan være et problem for dem, der opfatter Amerikas fortid som en slampøl af racisme og misogyni, så er det en fordel for den store andel af amerikanske midter- og højrevælgere, som tværtimod har et nostalgisk forhold til fortiden.
Biden personificerer det Amerika, mange vælgere – måske særligt dem, der stemte på Donald Trump – frygter, er ved at forsvinde. Han er måske lidt som Clint Eastwoods karakter i filmen ”Gran Torino”, Walt Kowalski: den udlevede gamling, der tager en sidste kamp i et Amerika, han ellers er blevet fremmed for.
Biden er også i sin politiske kommunikation af en anden tid. Han har ikke sin egen Twitter-konto. Han får ikke problemer med at kontrollere kløen i Twitter-tomlen. Han er heller ikke et popkulturelt ikon som Barack Obama. Ja, faktisk er han den første rigtigt kedelige præsident siden George H.W. Bush.
Trump kaldte ham ”Sleepy Joe”, men måske er der brug for en præsident, der tager sig lange middagslure. En væsentlig del af det at reparere den politiske proces i Amerika ligger i at nedtone præsidentens rolle. Ud med Messias-skikkelserne og ind med præsidenten som ”negotiator-in-chief”, den store formidler.
Bidens opgave er at (gen)skabe det, historikeren Arthur Schlesinger Jr. engang kaldte det vitale centrum. Håndteringen af corona som et sundhedspolitisk og økonomisk problem kommer til at dominere den første lange tid af Bidens præsidentperiode. Det kan blive et problem, men det kan sandelig også blive en mulighed.
Biden har for nylig fremlagt sin plan for coronahåndteringen. Den inkluderer en stimuluspakke til to billioner dollars samt målet at få vaccineret 100 millioner amerikanere i løbet af de første 100 dage. Den føderale indsats skal oprustes.
Et koncentreret fokus på krisehåndtering kan blive det samlende nationale projekt og marginalisere splittende kultur- og identitetspolitiske spørgsmål. Projektet giver de nationalt bevidste amerikanere en positiv fortælling at knytte an til. Og så giver det også republikanske oppositionspolitikere et incitament til at trække i retning af bredt politisk samarbejde.
Det er oplagt, at Biden opfatter kampen mod corona som en sådan mulighed. Flere iagttagere har peget på, at Biden i sig selv ser en ny Franklin D. Roosevelt, præsidenten, der ledte Amerika gennem såvel depression som verdenskrig. Det er måske lidt meget. Mindre kan også gøre det. Hvis Biden bare bliver en amerikansk Mette Frederiksen (S), kan han såmænd være ganske godt tilfreds.
Og det er ikke utænkeligt. Internationalt set har reglen været, at politiske ledere har vundet stor politisk opbakning på coronakrisens nationale samling – forudsat, at de har givet indtryk af at håndtere den nogenlunde ansvarligt. Biden kan vinde bred opbakning, hvis han viser resultater i kampen. Og det kan næsten kun gå fremad.
Men en sådan opbakning er ikke nok til at hele sårene. Hvis Biden virkelig vil etablere det vitale centrum, må han omsætte sin politiske kapital til et program, der aktivt sigter på at samle den brede midte, som findes i såvel Demokraterne som Republikanerne.
Hvis han – eller hans efterfølger – derimod omsætter den politiske kapital til hensynsløst at fremme såkaldt progressive politiske dagsordener eller give medbør til de stærke identitetspolitiske strømninger i Demokraternes akademiske og intellektuelle bagland, så vil Biden gøre det modsatte af at hele sårene. Så vil han forstærke den negative dialektik mellem aktion og reaktion, der har splittet det amerikanske samfund.
Indtil videre har Biden heldigvis gjort meget lidt, som tyder på, at han er i lommen på identitetspolitiske aktivister. Han har i det store hele forbigået partiets venstrefløj, når det kommer til de folk, han har udpeget som sin inderkreds. I forhold til den flirt med ”socialisme” (hvad end det betyder i denne sammenhæng), som man finder på samme venstrefløj, har Biden klart betonet, at han jo blev Demokraternes præsidentkandidat, fordi han netop besejrede denne fløj af sit parti.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at denne fløj er der, og at den vokser – ikke mindst blandt de yngre. Biden er som drengen, der stopper hullet i dæmningen med sin finger. Han er bare ikke en dreng – og efter ham syndfloden. Det ændrer heller ikke ved, at der på den anden side af det politiske spektrum er foregået en markant radikalisering af de republikanske vælgere. Stormen på Capitol Hill forleden lægger ikke just op til en sådan ideologisk afspænding, som Biden har brug for. Biden har også det problem, at ensidig demobilisering ligner svaghed og overgivelse.
Og her er vi i virkeligheden ved humlen. Biden slår sig ikke op som manden, der kan besejre sine politiske modstandere, mane deres idéer i jorden og marginalisere dem politisk. Han har stillet samling og heling som sin opgave og som det, han skal vurderes på. Men det betyder også, at hans administration må give afkald på at sætte kursen alene.
Den bliver nødt til at føre en kompromispolitik, der sigter på at sovse Republikanerne ind i konkrete politiske forlig. Det betyder kort sagt, at Biden for at vinde må undlade at føre den politik, han egentlig har mandat til. Han må huske, at det bedste er det godes værste fjende. Og kan han det? Vil hans eget bagland tillade det? Eller vil de bare have tak for sidst?
Og hvad med Republikanerne? Kan man overhovedet lokke dem til forhandlingsbordet, eller er også de bastet og bundet af deres radikaliserede bagland?
Der skal som bekendt to til en tango. Hvis Joe Biden står alene på dansegulvet i varm omfavnelse af ingenting, vil det ikke just bortmane rygterne om varigt svækkede åndsevner. Risikoen for, at Biden vil blive husket som en svag præsident, er overhængende.
Trump kaldte ham ”Sleepy Joe”, men måske er der brug for en præsident, der tager sig lange middagslure.