Johannes i ”Herrens Veje” viser, at livet ikke kan tøjles

I morgen begynder anden sæson af tv-dramaet, hvor vi ser Johannes Krog iscenesætte sit og andres liv. Han har fællestræk med Johs. Vig i Martin A. Hansens værk og Johs. Forføreren i Kierkegaards værk, som også havner i dyb fortvivlelse, skriver kronikøren

Johs. KrogH, familiens overhoved i tv-serien ”Herrens Veje” har fællestræk med hovedpersonen i et af dansk litteraturs hovedværker, nemlig ”Løgneren” af Martin A. Hansen. Han hedder Johs. Vig, og fra ham kan vi trække tråde tilbage til en af personerne i Kierkegaards værk ”Enten-Eller”, som tilfældigvis også hedder Johs., og som har tilnavnet Forføreren. Alle tre har det tilfælles, at de iscenesætter både deres eget og andre liv frem for at være til stede i livet; og for alle tres vedkommende ender projektet med, at de havner i dyb fortvivlelse.

Johs. Krog er provst og midt i en valgkamp om posten som biskop. Han har en stor præstegård, en smuk hustru og to sønner: August og Christian. August er nyuddannet præst. Christian er ved at afslutte sin uddannelse på CBS. I begyndelsen af første afsnit virker det altså, som alt er idyl. Johs. lever det liv, han altid har drømt om. Alt er gået, som han har planlagt og arrangeret – både hans karriere og familieliv.

Men hurtigt viser det sig, at idyllen ikke har hold i virkeligheden. Det lykkelige præstefamilieliv er et liv, Johs. digter, fordi han ønsker, det skal være sådan. Han er en herskersyg far, der manipulerer med sine børn, så de passer ind i hans iscenesatte liv. Det gælder for Johs. Krogh, som det gælder for alle andre livsdigtere: Der skal ikke meget til, før korthuset vælter. Hans idylliske præstegård er bygget på sand, og den er afhængig af, at hans manipuleren ikke bliver gennemskuet, og at intet uforudset indtræffer. Men begge dele sker, hvilket fører til fortvivlelse for ham selv og familien. Det første uforudsete, der sker, er at Christian snyder med sit speciale, bliver bortvist fra studiet og falder i dyb krise. Havde Johs. været en god og forstående far, havde han indset, at hans søn havde brug for støtte og hjælp. Men han kan ikke både erkende, at hans søn er i krise og samtidig bevare den opdigtede idyl. Han bliver nødt til at foretage et valg: enten erkende sønnens nederlag eller opretholde facaden. Og han vælger facaden. Men der sker flere uforudsete ting. Johs. vinder ikke bispevalget, hustruen indleder et lesbisk forhold til en veninde, og August bliver psykisk syg og laver skandale i sit præstejob. Hele facaden krakelerer. Johs. falder helt bogstavelig ned i et stort sort hul i form af en grav på kirkegården og dulmer smerten ved at drikke sig fra sans og samling.

Christian viser, at han har gennemskuet sin far ved at skrive en selvbiografisk bog, der viser, at Johs. har tævet sine sønner for at få dem til at makke ret. Hermed ødelægges Johs.’ livsløgn definitivt. Hele hans iscenesatte liv falder fra hinanden, og han ender som et dybt ulykkeligt menneske.

Det er ikke tilfældigt, at Johs. hedder Krogh til efternavn. Han er indkroget i sig selv, bøjet ned over sin egen navle, kan ikke se ud over sin egen næsetip og slet ikke involvere sig i andre. Hvis man siger navnet Johs. Krogh hurtigt, kommer man nemt til at sige skrog, og det er lige, hvad han er: et skrog. Som type minder han om Johs. Vig i Martin A. Hansens roman ”Løgneren”. Denne roman blev i 1950 skrevet som radioroman. Den blev en stor succes, og gaderne lå øde de aftener, den blev læst op. Romanen er udformet som Johs. Vigs dagbog, hvori han blandt andre skriver om kvinden Annemari og hendes kæreste Oluf. Johs. flirter med Annemari, og man fornemmer hurtigt, at Annemari er forelsket i ham. Johs. vil dog ikke indlede et fast forhold til hende, hvilket han begrunder med, at Oluf er hans gode ven, og at han ikke vil ødelægge hans og Annemaris forhold.

Men det er løgn! Johs. tager ikke hensyn til Oluf. Hans plan er at binde Annemari til Oluf, så han selv kan have et hemmeligt og uforpligtende forhold til hende; og her finder vi det personlighedstræk, som han har tilfælles med Johs. Krog. Johs. Vig beskrives nemlig som en manipulerende type, der styrer Annemaris og Olufs liv. som en dukkefører styrer sine marionetdukker. Han iscenesætter et trekantsforhold, hvor Annemari er bundet til Oluf. men hemmeligt forelsket i Johs., således at Johs. kan leve et uforpligtende forhold til hende. Hvis man siger navnet Johs. Vig hurtigt, kommer man nemt til at sige svig, og det er lige, hvad han er: en svigefuld person; endnu værre bliver det, hvis man siger det for langsomt. Så kommer man til at lægge trykket på efternavnet Vig, hvilket afslører, at han viger uden.om det virkelige liv og ligesom Johs. Krogh kun interesserer sig for sit iscenesatte liv.

Men ligesom hos Johs. Krogh skal der ikke meget til, før korthuset ramler. Han er afhængig af, at hans manipulation ikke bliver gennemskuet, og af, at intet uforudset indtræffer. Men begge dele sker. Annemari gennemskuer ham, og det viser sig, at Oluf slet ikke er interesseret i at bevare forholdet til Annemari, og hermed falder det hele fra hinanden.

Da Annemari gennemskuer ham, går hun ikke så radikalt til værks, som Christian Krogh gjorde. Hun skriver ikke en bog, der afslører ham, men det er lidt derhenad: Hun tager nemlig Johs’ penneskaft – altså det, han bruger til at nedskrive sin løgnehistorie med – og brækker det midt over. Hermed ødelægger hun hans mulighed for at digte videre på løgnen. Hele projektet falder fra hinanden. Ligesom Johs. Krogh havner han i fortvivlelse.

Men der er jo også en tredje Johannes, nemlig Johs. Forføreren fra Kierkegaards værk ”Enten-Eller”. Han kom først, og han har inkarneret sig i både Johs. Vig og Johs. Krog. Han er en type, der for sin nydelses skyld manipulerer med sine medmennesker. Han siger selv, at det her i livet gælder om at beherske kunsten både at glemme og erindre. Og det er netop, hvad Johs. Krogh gør. Han glemmer den virkelighed, at Christian har gjort oprør, at August har slået et menneske ihjel og at hans hustru har et lesbisk forhold; og han erindrer det, der passer ind i han idylliske præstehistorie.

Kierkegaards pointe er, at den, der iscenesætter livet, altid ender i fortvivlelse. Det gør han, fordi han ikke kan elske. Det er simpelthen ikke muligt både at elske sin næste og at manipulere med ham. At elske indebærer, at man udleverer sig selv, viser sine følelser og engagerer sig, og det gør de tre Johs.’er ikke.

I sin Kierkegaard-inspiration, viser Martin. A. Hansen, at Johs. Vig kan ses som en 1900-tals udgave af Johs. Forføreren, og at de problemer, der på Kierkegaards tid var hæftet til den, der iscenesætter sit liv, også var aktuelle på hans tid. Adam Price viser, at temaet stadig er aktuelt i dag. Det er nemlig et eviggyldigt vilkår, at vi mennesker forsøger at skabe vores egen mening med livet ved at digte på virkeligheden frem for at acceptere den.

Vi ser det tydeligt i vores flittige brug af Facebook. Her bruger vi virkeligheden efter forgodtbefindende ved at trække fra og lægge til. Forældre fremhæver deres børns 12-taller, hvorimod dumpekaraktererne forbigås i tavshed. Ufrivilligt bliver børnene statister i forældrenes Facebook-idyl og føler sig kun elsket, når de passer ind i glansbilledelivet.

De tre Johs.’ers mislykkede forsøg på at manipulere andres liv er også en liflig analogi til den kendsgerning, at livet ikke kan tøjles, men at vores frie vilje altid vil finde en vej udenom, og at vi uden den frie vilje ikke ville være i stand til at elske oprigtigt og hermed leve som lykkelige mennesker. Budskabet fra Kierkegaard er derfor: Drop teaterspillet, lev dit liv i øjenhøjde med andre og accepter deres frie vilje. Ellers havner alle parter i fortvivlelse.

Johs. Forføreren og Johs. Vig tog rent faktisk masken af, erkendte deres løgnagtige liv og blev etisk ansvarlige. Hvordan det kommer til at gå Johs. Krogh, finder vi forhåbentlig ud af i sæson to.