Italien har ved sin natur, folklore, kunst og åndelige historie altid virket tillokkende på folkene, som boede nord for Alperne og ikke mindst på dem fra det kolde Norden. De berømte pilgrimsveje førte tusinder til apostlenes grave i Rom og vel lige så mange har gennem århundrederne søgt Italien for landets rigdomme af kunst og arkitektur.
Blandt disse kom også mange fra Danmark, der søgte Italiens lys og kultur og flere slog sig ned for kortere eller længere tid, nogen for altid. Bertel Thorvaldsen, som boede i Rom i en menneskealder, konkurrerede gennem mange år med Antonio Canova om at være Roms førende billedhugger, og digteren H. C. Andersen sad i 1833-34 i sit kammer i Via Sistina i Rom og skrev sin første store roman Improvisatoren.
Digteren og forfatteren Johannes Jørgensen fandt allerede i 1894 sit livs inspiration i italiensk åndelig mystik, da han besøgte Assisi første gang. Hans liv i de unge år blandt nordiske kunstnere og journalister i det københavnske kulturradikale miljø havde ført ham bort fra enhver tro på en højere eksistens. Men mødet med Assisi og dens berømte søn, den hellige Frans og den franciskanske spiritualitet, blev et afgørende vendepunkt for ham.
Sammen med andre unge litterater havde han brudt med den hidtil herskende naturalisme i dansk forfatterskab og indførte med inspiration fra fransk litteratur symbolismen i den danske litteratur. Efter at være vendt tilbage fra Assisi søgte han i 1896 optagelse i den katolske kirke, hvorefter han vendte sit tidligere frigjorte liv ryggen. Det førte til et afgørende brud med tidligere meningsfæller - et brud, som efterhånden gjorde ham livet surt i København.
Hans forfatterskab, som hidtil havde udfoldet sig som lyrik og små romaner, kom herefter i betydelig grad til at dreje sig om opgøret med tidligere standpunkter og meningsfæller, engagerede forsvar for sine nye holdninger og ikke mindst om sin betagelse af sydeuropæisk kultur.
Mødet med Frans af Assisi inspirerede ham til at fordybe sig i den umbriske helgens liv og spiritualitet, et engagement, som førte til hans første store helgenbiografi, en bog, som skulle gøre ham verdensberømt. Det var imidlertid ikke alene hos Frans, Johannes Jørgensen hentede stof til at nære sit nye livssyn. Italiensk middelalderhistorie formelig vrimler med mere eller mindre glemte helgenskikkelser, som dels lod sig inspirere af ånden efter Frans, men som også lod deres liv omlægge på grund af tidens voldsomme begivenheder med hærgende krige og pestepidemier.
Italiensk åndsliv rummer i så henseende uudtømmelige kilder til fordybelse. Ud over storværket om den hellige Frans skrev han en næste lige så berømmet biografi over Sienas elskede helgen, den hellige Katerina, der fik så stor betydning for genrejsning af kirken i en forfaldsperiode efter pavernes såkaldte babyloniske fangenskab i Avignon i det 14. århundrede.
Efter at Johannes Jørgensens ægteskab i 1913 var gået i stykker, valgte han først at bosætte sig i Siena for at færdiggøre værket om den hellige Katerina, som han havde påbegyndt allerede omkring århundredskiftet. Herefter var hans betagelse af Italien og især af landets religiøse kultur så integreret i hans liv og psyke, at han valgte at bosætte sig her, og for ham var der ikke nogen tvivl om, at det måtte blive i Assisi.
For mange af hans landsmænd blev Johannes Jørgensens navn naturligt uløseligt forbundet med den umbriske pilgrimsby og herfra udgik en strøm af bøger om især de indtryk, som han høstede på sine mange rejser til Frankrig, Belgien og ikke mindst rundt i Italien.
En af disse rejser gik til bjergbyen Civita d'Antino i Abruzzerne kun tre dage efter, at byen 15. januar 1915 var blevet ødelagt af et kraftigt jordskælv. Efter dette besøg udgav han sin lille bog, der på dansk bar byens navn som titel, men som i italiensk oversættelse fra 1931 fik den poetiske titel "Nella terra di sorella morte" (Besøg i søster døds have) tydeligvis inspireret af den hellige Frans' "Sangen om vor Broder Sol".
Ud over at være et gribende menneskeligt dokument over ufattelige menneskelige lidelser forvoldt af naturens uberegnelige kræfter, er bogen et fornemt journalistisk vidnesbyrd om en kunstnerisk følsom iagttager. Hermed placerer Johannes Jørgensen sig på niveau med sin landsmand, digteren H. C. Andersen, som også i Italien fandt dyb klangbund for sit digteriske geni. Bogen lod han illustrere med egne fotos fra rejsen.
Byen Civita d'Antino var i forvejen ikke ukendt i Danmark. Danske kunstnere havde gennem en menneskealder omkring århundredskiftet valfartet hertil inspireret af maleren Kristian Zartmann, som her havde fundet ånd og inspiration til sit talent og som her førte sine især yngre malerkolleger til forståelse for Italiens kulturelle og naturskabte rigdomme. Derved opstod et nordisk malersamfund, som kan sammenlignes med, hvad der rørte sig i Skagen blandt nordiske kunstnere.
Johannes Jørgensen nærede selv stor respekt for Zartmanns kunst og dennes kunstneriske forbundenhed med byen og egnen, og i et kapitel i sin bog "Breve fra Assisi" fra 1924 giver han udtryk for nogle af sine følelser med disse ord: "Han førte sine unge op på tinderne og lod dem leve midt i et folk, der i sin enfoldige livsførelse, i sin værdige menneskelighed, i sin årtusindgamle fromhed syntes bleven tilbage mellem disse bjerge fra antikkens dage eller fra den gang Benedikt af Nursia første gang prædikede kristendom i egnene om Monte Cassino. Det er rigtigt, at de danske kunstnere har vist den lille bjergby mere end én velgerning. Men for den, der gør sig klart, hvad det vil sige for en moderne nordeuropæer måneder igennem at kunne bo fjernt fra nutidscivilisationen og blive optaget i en anden og af oldtidens idealer gennemtrængt verden, bliver det indlysende, at Danmarks gæld til Civita d'Antino må være uendelig større. Det er rigtigt, at danskerne selv fandt frem og hentede hjem de skatte, som Abruzzernes natur og folkeliv rummede. Men skattene var dér, var ingen andre steder, og uden Civita d'Antino ville dansk billedkunst have været uendelig fattigere. Et vindue mod syd ville have manglet i vor stue".
Med disse ord udtrykker Johannes Jørgensen også sine egne personlige erfaringer som dansker og som dansk kunstner bosat i Italien. Borgerne i Civita d'Antino glemte da heller aldrig, hvad de danske kunstnere havde betydet for dem, men med jordskælvets udslettelse af byen ophørte nordiske kunstnere at rejse hertil, selvom Zartmanns hus som et af de få blev stående og endnu står med sine minder fra dengang. Man holdt dog deres navne i hævd ved bl.a. at hædre Zartmann som byens æresborger og opkalde gader og pladser efter nogle af kunstnerne. Bl.a. vil man på et kort over byen i dag se, at der blandt disse lokalnavne også er en Piazza Giovanni Joergensen.
Den 15. januar i år var det altså 90 år siden jordskælvet knuste Civita d'Antino og med den mange andre små bjergbyer i Abruzzerne og derved dræbte omkring 30.000 mennesker. Civita d'Antino blev genopbygget, men mistede naturligvis den middelaldercharme, som adskillige af Italiens gamle byer rummer. Alligevel kommer danskere i ny og næ hertil for at snuse lidt til den hæder, som stadig spores over for danske kunstnere.
I forbindelse med markeringen af 90-året for jordskælvet ønskede man i regionen at genudgive Johannes Jørgensens bog i en nyoversættelse ved Bruno Berni i Rom, som er kendt for sine oversættelser af både gammel og ny dansk litteratur. Man kontaktede Johannes Jørgensen Selskabet i Danmark og bad selskabets formand om at supplere bogen med et forord om Johannes Jørgensen og Italien, for i Italien er den danske digter ikke glemt, men højt værdsat også udenfor litterære kredse.
Det er i alt væsentligt dette forord, som danner baggrund for denne kronik. Bogen udkom i juni med den danske originaltitel Civita d'Antino og med digterens egne billeder med støtte bl.a. fra det danske Kulturråd for faglitteratur.
Stig Holsting er forfatter og formand for Johannes Jørgensen Selskabet i Danmark